Menneskets afstamning og parringsvalget er et interessant og lærerigt værk, som både anskueliggør stadigt aktuelle problemstillinger og giver et indblik i verdensbilledet på Darwins tid. Bogen er også til tider ganske morsom, når Darwin bliver spydig i spyttet og giver sine kritikere svar på tiltale. Mest af alt er den dog en rejse ud i dyrenes og menneskets verden. Darwin forstår at formidle sin enorme begejstring over vores klodes fantastisk varierede liv og naturens skønhed og rå hensynsløshed. Fra grøntglimtende biller over ægtemandsædende hunedderkopper til den prægtige påfugl og englændernes strømlinede væddeløbsheste. I dag er evolutionslæren en grundlæggende del af naturvidenskaben, men giver fortsat anledning til debat og konflikter mellem visse religiøse kredse og videnskaben.
Charles Darwins Om arternes oprindelse provokerede og skabte debat i midten af det nittende århundrede, specielt fordi man af dens udviklingsteori kunne udlede, at mennesket stammede fra en anden lavere form. I Menneskets afstamning og parringsvalget tager Darwin tråden op og skriver om det, alle siden den første udgivelse talte om, nemlig os selv.
Med en af Danmarks største forfattere, J.P. Jacobsen, som oversætter er Menneskets afstamning og parringsvalget særdeles læsværdig, og i sin fornyede udgave er denne videnskabelige klassiker nu mere tilgængelig for et moderne publikum.
|