Husets Forlag
Godkendt til internethandel

Indkøbskurven
S.O.L. Login
Søg

Eksemplariske noveller
978-87-7483-615-5
Kategori: Noveller
Forfatter: Miguel de Cervantes Saavedra
Udgivelsesår: 2008
ISBN: 978-87-7483-615-5
På lager: Ja
 
I 1613 udgav Miguel de Cervantes Saavedra Eksemplariske noveller. Den legendariske Charlotta Dorothea Biehl oversatte novellerne i slutningen af 1700-tallet, men de findes ikke i nogen moderne udgave. Med denne nyoversættelse, der er foretaget af Rigmor Kappel Schmidt og støttet af Litteraturrådet, bliver Cervantes’ noveller tilgængelige på dansk for første gang i vor tid.

Eksemplariske noveller er et overflødighedshorn af fortællinger om lidenskabelig kærlighed, forførelse, ja, sågar voldtægt, bortførelser og tvangsægteskaber. Det ender som regel godt. Ind imellem fletter der sig historier om knægte af god familie, der løber hjemmefra for at leve det frie liv blandt sigøjnere, fiskere eller endda som tyve og småkriminelle. De brogede og drabelige beretninger af Cervantes, forfatteren til Don Quixote, bliver hist og her tilsat en snert af galskab, vildtvoksende fantasi og storsindet gavmildhed ligesom i Cervantes’ berømte roman Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Læs mere om Eksemplariske noveller på www.husetsforlag.dk/web-bibliotek/noveller/

Med Eksemplariske noveller tager Husets Forlag tråden op fra 2006, hvor vi udsendte Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha, bind 1½.

I Danmark er der tradition for at udgive Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha i to bind, men værket består af tre bind. Der kiler sig nemlig et bind 1½ ind mellem Cervantes’ bind I og II.

Under pseudonymet Avellaneda udgav en anden forfatter i 1614 en fortsættelse på bind I og udfordrede således Cervantes til en duel på ord. Cervantes tog udfordringen op og udgav året efter sit bind II. Læs mere om den drabelige duel på www.husetsforlag.dk/web-bibliotek/quixote/

Cervantes’ navn hænger for de fleste mennesker sammen med don Quixote. Den drabelige og tænksomme roman Don Quixote er blevet et af de mest læste værker i verdenslitteraturen, og hovedpersonen med samme navn bliver ofte brugt som symbol på den klassiske konflikt mellem virkelighed og ideal.

Miguel de Cervantes Saavedra (1547-1616) er en af den spanske guldalders helt store forfattere. Cervantes blev født i en beskeden familie og deltog i den kristne armada mod tyrkerne. Han blev såret i slaget ved Lepanto og var krigsfange hos maurerne i Algier. Her regnede man selvfølgelig med, at man kunne få en stor løsesum. Han blev løskøbt af kristne munke. Senere i livet rejste han rundt i Spanien som skatteopkræver og proviantør for den spanske armada og har sikkert selv ført et lige så broget og omskifteligt liv som mange af hovedpersonerne i de Eksemplariske noveller.

Cervantes skrev banebrydende romaner, noveller, skuespil og digte. Således regnes Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha for den første roman, mens Eksemplariske noveller udmærker sig som de første moderne noveller i verden.


ANMELDERNE SKREV

"Det er underholdende, morsomt og raffineret. Og i den smukke, flydende oversættelse fremgår det tydeligt, hvorfor Cervantes er verdensklasse og et absolut must for enhver litteraturelsker." - 6/6 stjerner. Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske Tidende.

"Novelle efter novelle bombarderer læseren med tyveknægte, bortførerer, dronninger og alskens dramatiske personer, men det er uhyre spændende læsning ... Her er en udgivelse, der rammer både den læselystne og den litteraturinteresserede. Der er ikke så meget mere at sige; Cervantes er nu flot og gedigent repræsenteret på velklingende og moderne dansk." - 6/6 stjerner, Caspar Andreas Dyrehauge, KultuNaut.

"Hver enkelt novelle er et mesterværk og man underholdes på alle 500 sider. I et samfund præget af dobbeltmoral, forstillelse, konformitet, fordomme og mangel på tolerance har Cervantes fortsat meget at tilbyde. Den er fuld af filosofiske overvejelser og eksistentielle spørgsmål med eviggyldig relevans." - Bjarne Nielsen, Dagbladet Arbejderen.

"Godt nyt til natbordet. Cervantes ’Eksemplariske noveller’ fås på mundret og letflydende dansk. Og de 400 år gamle sager holder overraskende godt fast i læseren." - Peter Borum, Politiken.

"Fuldstændig fremragende bedrift ... en fornøjelse at læse dem på dansk.” - Kulturguiden, Danmarks Radio.

"... historierne er fyldt af overraskende hændelser, der fryder den læser, der kan udholde gamle dage og deres livsmåder og se dem som foregribelser af menneskers nutidige samlivsproblemer. På den måde er de stadig eksemplariske. Man lærer noget om konstansen i det menneskelige gennem 400 år." - Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad.

"Tak til Rigmor Kappel Schmidt for nyoversættelsen af den fantastiske novellesamling af Cervantes, der på trods af sine knap 400 år på bagen, er let at læse, vedkommende, underholdende og kræs for historisk interesserede." - Conni Boll Christensen, bibliotekernes lektørudtalelse.

"Eksemplariske noveller er rigtig god modgift til tidens glatte plots, hvor det er sikkert som amen i kirken, at den pistol, der vises i første akt, affyres i tredje. Desuden er det spændende, at man hos Cervantes ser udspringet for diskussioner, som ikke er færdige i dag ... alt i alt rigtig vellykket. Det er en smuk bog med velvalgte Goya-malerier som illustrationer, og Rigmor Kappel Schmidt skriver alle steder i et klart og formidlende sprog, der tydeligvis sigter mod at gøre Cervantes tilgængelig for så mange slags læsere som muligt. Det er prisværdigt i sig selv." - Anne Myrup Munk, Information.

”Det er underholdende læsning, fyldt med forklædninger og godmodige intriger, men der hvor det bliver rigtig sjovt, er når forfatteren inddrager 1600-tallets randeksistenser. Og dem vrimler det mildest talt med i Cervantes litterære univers, hvor der er tyveknægte og pirater, sigøjnere og galninge overalt. De er farverige indslag, der bidrager med skæve vinkler og humoristiske vrid i novellerne … en fornøjelse at læse.” - Jonathan Kobylecki, Litteraturnu.dk
 
Pris: 299.00 DKK.
S.O.L.-pris: 199.00 DKK.
Antal:  


<< Tilbage til oversigten