Aino Trosell – krimidronningen fra folkedybet
Aino Trosell var med til at starte den kvindelige krimibølge, da hun i 1989 modtog Poloniprisen for romanen Dyk (Hovedland, 2001) af det svenske krimiakademi. Til forskel fra mange af sine kollegaer foregår Aino Trosells bøger i provinsen, og hendes tilbagevendende hovedperson, Siv Dahlin, lever et jævnt og uglamourøst liv med skiftende jobs som socialarbejder og rengøringskone. Senest udgav hun Se dem ikke i øjnene og Spændetrøjen (Hovedland, 2004 og 2006) til store anmelderroser.
af Jesper Breining
Hvad er hemmeligheden bag de kvindelige svenske krimiforfatteres store succes?
De er ikke bange for at gå ind under facaderne og beskæftige sig med de komplekse følelser, der ligger til grund for vores handlinger. Jeg tror mange læsere er trætte af krimiens hårde mænd, som de føler er for endimensionelle. Vi vil have komplekse mennesker med ægte følelser og et privatliv, for det er sådan vi selv er. I Henning Mankell og Liza Marklunds krimier kan læseren genkende deres egne liv og hverdagsproblemer. Det har kvinder måske lettere ved at skrive om end mænd. Men jeg tror, mændene er ved at komme efter det.
Er der forskel på danske og svenske krimier?
Den svenske krimi er måske nok en smule mere provensiel. Med provensiel mener jeg i den betydning, at historien og personerne er forankret i et lokalmiljø, og at persongalleriet er taget fra hvad jeg kalder folkedybet. Jævne mennesker, som man kan risikere at møde i køen i supermarkedet. Personligt er jeg ikke så interesseret i storbymiljøer - cafeerne, universiteterne og kulturlivet - hvor alle går rundt i det samme sorte tøj med de samme meninger og udsættes for de samme påvirkninger. Ude i lokalmiljøerne er der mere kolorit og måske en større menneskelig spændvidde. Før jeg blev forfatter, var jeg svejser i 10 år, og før det social- og sundhedshjælper, og selvom det var hårdt, har det siden været en stor kilde til inspiration. Se dem ikke i øjnene handlede fx om det svenske militærs bekymring for afhændelse af magt og suverænitet til FN – det er noget som berører mange mennesker.
De fleste af dine romaner foregår i øde områder og små provinsbyer i det folkelige Sverige. Hvordan har den svenske geografi og samfundsstruktur påvirket dine egne krimier?
Jeg har delvist skrevet mine kriminalromaner som en reaktion mod det stærkt storbyorienterede præg, genren har fået i Sverige. Alligevel synes jeg, svensk kriminallitteratur er provensiel. Men mest provensiel af alle er nok jeg selv, når jeg tænker efter.
Dine bøger rummer et stærkt samfundsmæssigt engangement, som ikke er så fremtrædende i dansk litteratur. Er du kritisk over for samfundsudviklingen i Sverige?
Kriminalromanen er god til at spejle samtiden. Hvorfor ved jeg ikke, det burde almindelige romaner jo også kunne gøre, men her plejer handlingen at være centreret om en tidsmæssig forskydning bagud i tiden. Krimien derimod udspiller sig lige her og nu. Sager står på spil, og handlingens spænding forstærkes af den spænding og usikkerhed, som vores samtid leves i. Vi ved jo heller ikke, hvordan det skal gå i morgen. Jeg skriver ikke tendenslitteratur, men jeg går heller ikke af vejen for samtidens brændende spørgsmål. Der findes også danske eksempler: den fremragende danske tv-serie Rejseholdet fx. Jeg skriver ikke debatlitteratur, for jeg påstår ikke at have nogle definitive svar. Jeg forsøger bare at vise lidt af kompleksiteten. Det korrektiv jeg kan bidrage med er det folkelige perspektiv.
Du er kendt for at bruge almindelige mennesker som hovedpersoner
i stedet for politifolk eller halvkriminelle alkoholikere, som i mange andre krimier. Synes du der er for få almindelige mennesker i moderne krimier?
Jeg kender ingen almindelige mennesker. Hver menneske oplever jeg som unikt. Derimod har jeg valgt at vise en kvinde fra folkedybet, med et uglamourøst job og i ydre forstand et uglamourøst liv, og desværre er det ikke så almindeligt med sådanne skildringer. Det ophører aldrig at overrraske mig, hvor mange spændende mennesker, man kan støde på i en almindelige supermarkedskø. Ivar Lo sagde: ”Alt spændende findes hos arbejderklassen”, og det er jeg helt enig i! Det er sandt af flere grund, bare synd at der ikke er flere, der har indset det.
Hvilke krimiforfattere læser du og beundrer du?
Jeg kan ikke påstå, at nogen ligefrem har inspireret mig. To krimiforfattere kan jeg derimod nævne, som jeg føler virkelig stor respekt for: Dennis Lehane og Arnaldur Indridason. At de er mænd er der ikke noget at gøre ved. Jeg ved jo, jeg burde fremhæve nogle kvinder, og det er da heller ikke svært, når man tænker efter. Anna Jansson er opfriskende og jordnær. En sørgeligt usynligt kriminalforfatter er Ingrid Kampås, jeg tror ikke, hun er oversat til dansk. Det er synd. Hun har et godt sprog og fortællinger, der præcis som mine egne er forankrede i folkedybet.
KRIMI-UGEN 2006:
Bogen & forfatteren:
Aino Trossel
I samarbejde med:
