(kriminal)litteratur og A-gruppen
Uddrag af Arne Dahls foredrag på Aalborg Universitet om kriminallitteratur og den såkaldte A-gruppe
Oversat af Anders Johansen
Arne dahl; Foto Sara Axelsson
Midt i halvfemserne var Europa og Sveriges forhold til Europa under uhørt drastisk forvandling. Jeg følte behov for at skrive om det, for på en eller anden måde at prøve at give et litterært kvalificeret billede af det nye Europa set fra Sveriges ganske snævre synsvinkel. Men hvordan? Jeg kom til at tænke på, hvordan Maj Sjöwall og Per Wahlöö engang havde brugt en krimiserie til at dissekere deres samtid – ganske vist ud fra et cementeret politisk perspektiv, men alligevel med et stort litterært register.
Jeg bestræber mig på at lade to parallelle kræfter være aktive i mine kriminalromaner. To urkræfter. At tale om det onde og det gode forekommer måske lidt usmageligt i en tid, hvor ondskaben og godheden på ny er blevet populære våben i den internationale magtkamp, hvor USA er ”Den Store Satan” og Saddam ”Den Inkarnerede Ondskab”. Jeg taler ikke om onde og gode mennesker (selvom man rigtignok kommer ret tæt på de første i mine bøger), jeg taler om den evige strid mellem de onde og de gode impulser. Denne kamp skal med; disse store ord kommer man næppe uden om at tage i sin mund som krimiforfatter. Det, der sker i det små, skal også ske i det store. Den tiltagende umenneskelighed i verden – og den mener jeg at kunne se; jeg synes, jeg ser den vokse sig stærkere for hver dag, der går – må have en modkraft, og min modkraft er samspillet mellem en håndfuld mennesker i Stockholm, som mere eller mindre tilfældigt er blevet bragt sammen. A-gruppen, kaldes de, og deres menneskelighed og mellemmenneskelighed og medmenneskelighed symboliserer vores svage, lille modkraft over for det store samfundsklima, som ingen kan unddrage sig.
Jeg lagde ud med at skrive en krimi, der skulle handle om det samtidsfænomen, jeg på det tidspunkt var mest optaget af: Den svenske finanskrise i begyndelsen af 1990’erne, da det svenske finansmarked blev liberaliseret, og banker og finansieringsselskaber fik frit spil til at konkurrere med hinanden. Det skete meget sigende samtidig med neddroslingen af velfærden, så omfordelingen fra fattig til rig nåede rekordtempo. Men det var ikke mit ærinde at skildre én, som var blevet ramt økonomisk; jeg gik efter en langt mere konkret og slående virkning – et traume, der gør et menneske til morder. Det blev den bog, der kom til at hedde Misterioso efter en jazzplade med Thelonius Monk, som spiller en meget konkret rolle i jagten på morderen.
Jeg introducerede også hovedpersonen på en lidt skæv måde, idet Paul Hjelm – som dengang var mere hovedperson, end han senere blev – kommer ind i handlingen gennem en slags bagvendt heroisme. Han redder ganske enkelt en udvisningsdømt kosovoalbaner – et dengang såre aktuelt fænomen i Sverige – som i en forstad til Stockholm har taget Immigrationskontorets personale som gidsler; Paul Hjelm redder ham fra politiets specialkorps ved at skyde ham i skulderen, hvad der medfører, at han bliver anklaget for racisme og er lige ved at blive sparket ud af politikorpset. I stedet dukker en klog politichef op med en helt anden sag, der handler om koldblodige mord på svenske kapitalister. Jan-Olov Hultin, hedder denne kloge politichef, som samler en række politifolk fra forskellige hjørner af Sverige i en gruppe, der skal efterforske disse mærkelige seriemord på svensk erhvervslivs topfolk. Den midlertidige gruppe bliver senere gjort permanent under navnet ”Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter”, bedre kendt som A-gruppen.
Misterioso handler om øststatsmafiaer, om den nye kapitalismes hæmningsløse magtmisbrug og om den svenske finanskrise – og samtidig slet ikke. Dybest set handler den om det menneskeliges kamp mod det umenneskelige. For mig betød det, at jeg havde fundet rammen for en fortsat beskrivelse af Sverige. Jeg syntes, det var lykkedes mig at skabe et kollektiv med rige udviklingspotentialer, og jeg havde fundet en form for alt det med politiarbejdet, hvor det blev langt mere end bare politiarbejde. Og samtidig en krimi, der fungerede ret godt på forskellige niveauer – og lod sig læse med udbytte på forskellige niveauer.
Det var lidt af en litterær vision – at blive læst af lægfolk på lægfolks præmisser og af de lærde på de lærdes. Man kunne lytte sig ind på de mytiske og måske i et vist omfang metafysiske overtoner, men man kunne lige så godt lade være. Og det synes jeg måske er det allermest tilfredsstillende: At Arne Dahl tilsyneladende taler til alle aldersgrupper og samfundsklasser. Og på ganske mange forskellige sprog.
Det skyldes måske delvis det kollektiv, hvis indre netværk er seriens egentlige hovedperson. Min oprindelige tanke var at skabe en hovedperson, en politimand, der lignede mig selv, i hvis indre jeg nærmest uden omskrivninger kunne placere mine egne tanker i ren og nøgen form. Han skulle være edderkoppen i nettet; en figur, som – når han stødte imod sine egne grænser – kunne få assistance fra og tænke videre ved hjælp af supplerende figurer, der pegede i forskel lige retninger. Ud over overjeget, Jan-Olov Hultin, var der omkring jeget, Paul Hjelm, og som en udvidelse af dette jeg i forskellige retninger: den stive formalist Viggo Norlander, den samvittighedsmartrede kæmpe Gunnar Nyberg, den hæmningsløse Arto Söderstedt og allertættest på den teknologiorienterede og energiske Jorge Chavez samt den kvindelige, intelligente og slagfærdige Kerstin Holm (hvoraf de to sidste hele tiden skulle udfordre Paul Hjelms fordomme over for henholdsvis indvandrere og kvinder).
Men Paul Hjelm kom ret hurtigt ud over sine fordomme, og stort set alle de andre rev sig ligeledes løs fra deres faste roller, da de begyndte at blive individualiseret. Viggo Norlander gennemgik en omvendelse, da den russisk-estiske mafia sømmede ham fast til et snavset ghettogulv i Tallin. Gunnar Nyberg blev benådet fra sin evigt dårlige samvittighed af den familie, han engang havde svigtet på det groveste, men pludselig vovede at opsøge. Arto Söderstedt blev simpelthen mere og mere fri i sine tanker. Jorge Chavez blev Hjelms bedste ven. Og Kerstin Holm kom Paul Hjelm i møde på en måde, som forudsætter sand jævnbyrdighed. Personerne begyndte kort sagt at leve deres egne liv – samtidig med at de i bund og grund var en og samme person, en slags mangehovedet version af det trods alt hæderlige og veltilpassede samtidsmenneske, der forsøger at overleve i en svær tid. Den kategori, som langt de fleste af os trods alt tilhører.
Kriminalromanen lever i kraft af en hårfin balance mellem alle de nødvendige elementer. Tager et af dem overhånd og bliver dominerende, går det ud over de andre. Og var der ikke en risiko for, at min personlige kærlighed til de her personer og min optagethed af deres personlige relationer skulle udvikle sig på bekostning af de andre elementer? Jo, helt oplagt. Alt for mange kriminalromaner sætter til på tempo, intrige, spænding og samfundskritik, når persongestaltningen kommer i fokus. Og nøjagtig det samme gælder et hvilket som helst af de andre elementer. Jeg håber, at min litterære bevidsthed hjalp mig til at holde balancen. På et tidligt tidspunkt pålagde jeg mig selv at følge en bestemt parole for ikke at tippe over i nogen retning. Parolen var: ”ikke at gå på kompromis”. Og det betyder omtrent: Slagkraft i samfundskritikken, bid i humoren, liv i personerne, dybde i følelserne, variation i stilen og tryk på intrigen. Ingen døde punkter. Nogle forsætter, som jeg hele tiden forsøger at holde mig for øje, når jeg skriver.
På dansk er der nu udkommet 8 bøger om A-gruppen:
Misterioso
Ondt blod
Op til toppen af bjerget
Europa blues
Vældige vande
En skærsommernatsdrøm
Dødsmesse
Mørketal
KRIMI-UGEN 2006:
I samarbejde med:
