Syndig, smuk og fortabt - om kvinden i krimien
af Henriette Rostrup
Femme fatale
I 30’ernes og 50’ernes krimiunivers var en rigtig kvinde en af dem, man skulle holde sig fra: sensuel og varmblodig, kold og kontrolleret, uopnåelig og dog lige inden for rækkevidde. Hun var så intelligent, at hun vidste, at hun ville opnå mere ved at skjule det end ved at vise det. Hun var farlig at lege med, og livet blev lettere af at holde sig fra hende, men hun gjorde livet svært, for hun lokkede med den ultimative opfyldelse af alle fantasier; kort sagt hun var fatal.
Eller hun var en ærbar kvinde, uden andre interesser end småkagebagning, roserne i haven, grydelapsstrikning og nabosladder. Og så hun skjulte imidlertid sine evner og sin intelligens, ikke fordi hun ville opnå noget, men fordi intelligente kvinder var lige så stor en modsigelse, som at kvinder kunne køre bil. Hun stod hundrede procent bag sin mand, og hans velfærd var det, der lå hende mest på sinde.
I stedet for denne opdeling kunne man omtale forskellen mellem den hårdkogte amerikanske og den klassiske engelske kriminalroman, repræsenteret af henholdsvis Raymond Chandler og Agatha Christie. Generelt set har kriminalromaner et meget stereotypt persongalleri; læseren har brug for let at kunne identificere de gode og de onde. Når vi læser kriminalromaner, er det nemlig ikke kun, fordi vi ønsker at indleve os i personernes indre liv, men også fordi vi ønsker at blive bekræftet i, at lige meget hvor grusom en verden vi lever i, så sejrer de gode til sidst. For megen individualitet i persongalleriet ville tage opmærksomheden væk fra den nødvendige opklaring af krimigåden.
Kvindesyn
Den fatale kvinde har været undersøgt før, og er blevet betragtet på mange forskellige måder, bl.a. af feministerne i 70’erne, der så hende som omtrent det eneste billede på en selvstændig kvinde i en mandsdomineret og kvindeundertrykkende litteratur: et handlende individ med et frit og aktivt sexliv, en som selv styrede sin skæbne og ikke lod sig underkue af mænd. Som så mange gange før har ”hardcore”-feministerne fuldstændig overset den fatale kvindes egentlige situation i deres jagt på det endegyldige bevis på kvindens overlegenhed og den generelle mandschauvinisme. I den fatale kvinde mente de at have fundet et litterært forbillede. At anskue den fatale kvinde på ovenstående måde er en misforståelse, eftersom hun hverken er fri eller selvstændig, men fastlåst i en angstfyldt mandefantasi, som hun umuligt kan slippe ud af.
Når Christies kvindebillede har været undersøgt, har det generelt været Miss Marple, der har været genstand for denne undersøgelse: detektiven som gammeljomfru, den hyggelige lille dame, som alle elsker, hende der løser alle krimigåder gennem sin intuition og den information, som hun får fra den sociale sladder. På trods af hun er den, der reelt løser gåderne, er hendes opklaringsmetode ikke en trussel mod den mandlige logik; hendes opklaring foregår altid i fællesskab med politiets mandlige detektiver, hun supplerer deres mere logiske sporhunde-metode med sine detaljer fra landsbylivet.
En reel kulturforskel
På trods af at skildringerne af kvinderne og miljøet er så forskellige i disse to krimiverdner, er forholdet til og synet på kvinden egentligt meget ens. Angsten for en uforklarlig verden billedgjort i den fatale kvinde er lige fundamental. At kvinderne alligevel er afbilledet meget forskelligt, selv om holdningen til dem er ens, bunder ikke alene i en genreforskel, men også i en reel kulturforskel. England har en tradition for puritansk idyl, viktorianismen sidder stadig dybt forankret i deres kultur, og St. Mary Mead, Miss Marples bopæl, er et paradis af gode manerer. Den amerikanske kulturs grundlæggende træk er derimod en fremadbusende ”Frontier”-ånd, hvor man skaber sig selv som den, man har lyst til at være, og hvor L.A. som image-fabrik er et mareridt af falskhed og selviscenesættelse.
© 2006 KRIMI-UGEN 2006 | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
KRIMI-UGEN 2006:
I samarbejde med:
