Blåøjede teenagere - interview med Jan-Sverre Syvertsen
I kriminalromanen Øjne blå tager den debuterende nordmand Jan-Sverre Syvertsen en aktuel problematik op: pædofile, der skaber kontakt til børn og unge via chatforums på nettet. I romanen bortføres den 14-årige Tonje, og skolepsykologen Sander Mørk kæmper side om side med politiet for at finde den forsvundne pige. Såvel forældre som politi bliver chokerede, da de finder ud af, at Tonje og hendes veninder har et liv på nettet, som de voksne intet kendte til
af Nanna Knudsen
Teenagers har altid haft hemmeligheder for forældrene, siger Jan-Sverre Syvertsen, men der er to nye ting: Det ene er, at unge mennesker behersker kommunikationsteknologien bedre end deres forældre. Det giver dem en magt, de ikke havde før. Delvist fordi forældrene ikke ved, hvad der sker, delvist fordi de ikke kan finde ud af, hvad der sker, selv om de har en anelse om, hvad det kan være. Det andet, som er nyt, er de muligheder, internettet repræsenterer både i forhold til anonym kommunikation og i forhold til konstruktionen og udforskningen af ens egen identitet. I 90’erne cirkulerede der en tegning af en hund, der chattede på nettet, med teksten: ”In cyberspace, no one knows you’re a dog.” I dag ville tegningen være af en 40-årig, der chatter med en 15-årig med teksten ”In cyberspace, no one knows you could be her father.”
Øjne blå sætter fokus på den problematik, at unge ofte selv leger med ilden, når de er på nettet. Men hvad får teenagers til at sælge nøgenbilleder af sig selv eller henvende sig til langt ældre mænd med seksuelle tilbud? Er det blot teenageres trang til at udforske deres egen seksualitet?
Ikke udelukkende, selv om det aspekt selvfølgelig er vigtigt. Jeg oplever, at det også handler om at bevæge sig ind på et nyt område, der tilsyneladende er de voksnes. Så viser det sig, at de selv besidder en ikke ubetydelig magt. Når den magt så også kan omsættes til penge, er forudsætningerne for at gå for langt til stede. Hvad de jo også gør.
At teenagerne kunne gå for langt, oplevede Syvertsen selv under sin research, hvor han fortalte om sin bog i forskellige chatforums. Her fik han ikke alene henvendelser fra unge, der har fået seksuelle tilbud fra voksne, han fik også selv seksuelle tilbud fra ganske unge piger på trods af, at han hele tiden har været åben om sin identitet.
Det har overbevist mig om, at uanset, hvad jeg finder på i bogen, så findes der værre eksempler i virkeligheden. Jeg er ikke overrasket over, hvad der foregår, men jeg er overrasket over i hvilket omfang, det foregår. At så mange formodet normale, fritgående, raske voksne benytter nettet til at udleve en Lolita-kliché om et seksuelt forhold til nogen, der er 20, 30, 40 år yngre, har overrasket mig.
Overgriberne i romanen er skildret som meget forskellige, en er ekstremt kynisk, andre er nærmest stakler. Hvorfor har du valgt så forskellige typer?
Produktionen af pædofil pornografi er en industri, og de medvirkende er lige så forskellige og udfylder lige så mange roller som i enhver anden industrialiseret produktionslinje. Da jeg begyndte at skrive var det med en vis sympati for den ene af overgriberne, som jeg så for mig som produktet af en meget lidt lykkelig opvækst, hvor han måske selv havde været offer for overgreb. Mens jeg skrev, forsvandt sympatien imidlertid, og jeg endte med at føle, at han måtte stå til ansvar for det, han gjorde. Jeg måtte have lov at dømme ham, uafhængigt af hans fortid.
Romanen handler ikke alene om de pædofile og deres ofre, men også om de forhold børn og voksne imellem, der ødelægges af frygten for at blive stemplet som pædofil. Hovedpersonen Sander Mørk er selv angst for at blive stigmatiseret.
Jeg tænker for eksempel på fædre, som ikke tør lade deres 6-årige døtre komme op i sengen om morgenen. Eller forældre som føler sig utilpasse sammen med sønnens veninder, fordi de er bange for, hvad de andre forældre vil sige, hvis de er for venlige. Sander ved, hvor grænsen går, men han er bange for, at andre ikke kan se, at han ved det, og at han overholder de grænser, en voksen naturligt skal sætte i forhold til teenagers.
Der er jo flere krimier end din, hvor temaet er pædofili og nettet. Er det, fordi det er kommet bag på os, at nettet bruges sådan?
Jeg tror, at krimiforfattere ønsker at skrive bøger med mennesker og temaer, som læseren kan relatere til, fordi det gør det lettere at tro på selve intrigen. Så de spørgsmål, som samfundet er optaget af, reflekteres i kriminallitteraturen. Jeg har selv oplevet, at temaet i bogen har udviklet sig undervejs, og jeg har helt sikkert været påvirket af de ting, som samfundet omkring mig har været optaget af i samme periode.
KRIMI-UGEN 2006:
Bogen & forfatteren:
Jan-Sverre Syvertsen er født i 1968 og opvokset i Ski uden for Oslo. Han er tekstforfatter og kommunikationsrådgiver og har skrevet flere fagbøger. ØJNE BLÅ er hans skønlitterære debut.
Foto: Tommy Normann Hansen
I samarbejde med:
