Så den her seriemorder kommer altså ind på en bar...
af Mark Billingham
Oversat af Allan Hilton Andersen
FOTO: Charlie Hopkinson
Tonen, stilen, indholdet … stort set alt i forbindelse med min debutroman Sov sødt kom som noget af et chok for dem, der kendte mig som stand-up-komiker. Bogen er ikke ligefrem morsom, og selv om det måske ikke kommer bag på alle, der har set mig optræde – jeg er nødt til at sige det, før det kommer fra dem – er det spørgsmål, jeg oftest præsenteres for i interviews, hvorfor en stand-up-komiker skriver så dyster en roman. Hvorfor er en komiker så optaget af døden og ting, der er endnu mere foruroligende? Hvorfor skulle en, der tilbringer sine aftener på scenen med at lægge et publikum ned og undgå at dø, bruge dagevis ved en pc på at få sine personer til at gøre lige præcis det …?
Det er der mange grunde til, og ingen af dem er særlig overraskende. Hvad der imidlertid er overraskende er, at det at skrive en dyster og foruroligende kriminalroman og være udøvende stand-up-komiker ikke er så forskelligt fra hinanden, som man skulle tro.
Jeg er ikke den eneste læser, der i de bøger, han læser, søger noget, der ligger langt fra den verden, han lever i. Så når jeg sætter mig til rette med en bog, er komiske kriminalromaner nok det tætteste, jeg kommer på en buschaufførs ferie. De romaner, jeg læser, er aldrig helt humorforladte, men de tenderer mere det hårdkogte og dystert foruroligende. Ordet ’svindelnummer’ på en bagside er nærmest en garanti for, at jeg lader bogen stå, hvor den er. Da jeg skrev Sov sødt, prøvede jeg i bund og grund at gøre den enkel og skrive den type bog, jeg selv kunne tænke mig at læse. Og så er det ikke så underligt, at det ikke blev en komisk kriminalroman.
Emnet for Sov sødt og de efterfølgende bøger kan slet ikke sammenlignes med det, jeg kører frem med på Comedy Store eller Jongleurs. Men efter at have besvaret det ofte stillede spørgsmål, som jeg citerede i begyndelsen, er det gået op for mig, at man bruger den samme teknik til kriminalromaner, som man bruger i stand-up-komedien.
Et stærkt udlæg er selvfølgelig altafgørende. Den første punchline skal gå direkte hjem, hvis publikum skal have tillid til en og føle sig hjemme i ens materiale. Det samme gælder læserne af en roman. De færreste har tid til at lade tvivlen komme en roman til gode eller til at ’udholde’ den, hvis den ikke fænger lige med det samme. Hvis publikum skal engageres, skal det ske med det samme. Uanset om det foregår i en beklumret, tilrøget klub eller i ens yndlingslænestol, er der betalt gode penge for oplevelsen, så opmærksomheden skal tages ved nakkeskindet, hvis ikke man vil buhes ud af scenen eller opleve, at ens roman skrottes til fordel for det seneste Alan Titchmarsh-opus. Det samme gælder klimaks i ens optræden/roman. Den store finale er meget vigtig. Uanset om de løse ender skal bindes sammen eller hænge og dingle, uanset om man forlader publikum med en langtrukken gaben eller en sang, er et brag altid at foretrække frem for en klynken.
Den mest slående lighed mellem disse to tilsyneladende meget forskellige kunst/entertainment-former er brugen af afsløringen eller (for at bruge den fulde og mere prætentiøse betegnelse) distraktion-og-afsløring. I vittighedens verden er det dét øjeblik, hvor det bliver klart, at man er blevet ført i en bestemt retning, hvorpå pointen kommer farende fra en anden retning og rammer en midt i ansigtet. Det indebærer ofte brugen af afslutningsreplikker som ”og så var det bare receptionisten!”, eller hvis det er en joke om en hidsig omgang onani og et pornoblad: ”… og så smed de mig ud af kiosken.” En lignende teknik bruges af kriminalforfattere. Det bedste eksempel, jeg kan komme i tanker om, stammer fra romanen ”Ondskabens øjne”, hvor Clarice Starling er ved at samle nogle af sine egne løse ender op, mens et SWAT-team gør sig klar til at slå ned på morderen. Clarice trykker på en dørklokke, læseren blader om på næste side og indser i en chokerende afsløring, at det i virkeligheden er Clarice, der står på morderens dørtrin.
Kriminal- eller spændingsromaner bruger den slags momenter hele tiden. Læseren manipuleres underfundigt, helst uden at han er vidende om det, indtil forfatteren vælger det mest effektive øjeblik til at afsløre sine nøgleinformationer. De består som oftest af fingerpeg, selv om den største afsløring naturligvis som regel er morderens identitet. Når det drejer sig om deciderede detektivromaner, kan man hævde, at hele bogen er én lang distraktion-og-afsløring.
Der er naturligvis mange forskelle på det at skrive kriminalromaner og det at være stand-up-komiker. Forfattere får ingen kritiske tilråb (selv om nogle vil sige, at det i bund og grund er det, kritikere gør), og stand-up-komikere får ikke noget forskud (de fleste af dem ville ikke møde frem, hvis det var tilfældet). Men den tydeligste forskel ligger i reaktionen. Komikeren ved øjeblikkeligt, om et nummer virker eller – mere smertefuldt – ikke virker, hvorimod en bog bare ligger der uden at afsløre for forfatteren, om læseren nyder den eller smider den fra sig.
Det mest enkle svar på, hvorfor jeg gør begge dele, er, at jeg godt kan lide det. Hvis en af delene skulle holde op med at glæde mig, ville jeg holde op, men det virker temmelig usandsynligt. Lige i øjeblikket får jeg det bedste af begge verdener. Død, blod og rædsel. Og så er der jo kriminalromanerne …
KRIMI-UGEN 2006:
Bogen & forfatteren:
Mark Billingham er født og opvokset i Birmingham og bor nu i London. Han har arbejdet som skuespiller og er en kendt stand-up komiker i England. Selv om han i dag har helliget sig skrivearbejdet, kan han ikke helt holde sig fra scenen bl.a. i den legendariske The Comedy Store i London. Når man læser Billinghams romaner, er det svært at forestille sig, at manden, som indeholder så dystre og ondskabsfulde historier, også kan være hylende morsom. Og så alligevel ikke, for der er altid en kant, og personerne i Billinghams spændingsbøger "overlever" da også på humor.
I samarbejde med:
