Min middelalder

Martin Jensen står bag den anmelderroste krimiserie om Eske Litle, der er byfoged i Assens. Romanerne foregår alle i 1330’erne, og Martin Jensen fortæller her om sit syn på middelalderen.

af Martin Jensen

En af de bøger, der har betydet mest for min historieopfattelse – indkøbt i 1974 og læst i laser – er Lynn White, Jr.s, klassiske – må man vel have lov at sige – Medieval Technology and Social Change. Allerede i forordets første linie slår professoren fast, at ”history is a bag of tricks which the dead have played upon historians”.

Jeg har nu sammen med Eske Litle levet – og levet fint – med læsere og anmeldere i syv år og har lige siden første bind haft lejlighed til at erindre mig ovenstående citat, når jeg konfronteres med påstanden om, at ’min’ middelalder og synet på de historiske personer er forkert eller i hvert fald ikke i overensstemmelse med det gængse.

Jeg undrede mig i sin tid over den anmelder, som modtog første bind med at fastslå, at historien om foged Litle udspilles i middelalderen ”nærmere bestemt under Grevens fejde” for derefter at skrive om romanen, at den er ”historisk korrekt indtil et vist punkt”. Det samme kan vist siges om anmelderen, der skyder tohundrede år forkert i sin datering på trods af, at han sin alder taget i betragtning må have gået i skole i en tid, hvor historieundervisningen var mere gedigen, end vor nuværende undervisningsminister mener, den er i dag.

Nu skrev bemeldte anmelder intet om, på hvilket punkt min skildring blev ukorrekt, men det er fra begyndelsen faldet nogle af hans kolleger for brystet, at ’min’ middelalder ikke er så beskidt og stinkende, som det ellers i et par dekader har været på mode at skildre den, ikke mindst i amerikanske ’historiske’ film. Hertil er kun at sige, at menneskene næppe har oplevet sig selv eller omgivelserne som beskidte og ildelugtende. Ikke generelt i hvert fald, for selvfølgelig har borgeren, der kom lige fra badstuen, rynket på næsen af fattigmåsen, hvis penge ikke rakte til et besøg i de dampende kar.

I mine unge dage stod jeg en del på ski i Sverige. Langrend fra hytte til hytte i otte-ti dage. Efter sådan en tur, hvor man overnattede i trange træhytter og levede af knækbrød, pølse og dåsemad, hvor vask foregik uden for i sneen, og man trak det så længe som muligt med morgentoiletbesøget, da første mand måtte bruge en fem minutters tid på at slå islaget af lokumsbrættet, kunne man godt få plads omkring sig, når man den sidste dag nåede frem til civilisationen. Vi vidste godt, hvad det handlede om og opsøgte nærmeste sauna, hvorefter vi undlod at snuse alt for dybt til det tøj, vi netop havde taget af.

Denne erindring har skabt grundlaget for skildringerne af min ’rene’ middelalder. De, der gik rundt i den, var vant til den; fik vi uforvarende en tur i en tidsmaskine og blev sendt ned i den, ville vore næser forhåbentlig blive nådigt tilstoppede, allerede inden vore maver fik skudt bunden ud ved mødet med tidens mad og drikke.
Jeg valgte altså bevidst at beskrive Assens og omegn ud fra den tanke, at for de dengang levende var smuds og utøj hverdag, hvorfor det ville føles kunstigt at fremhæve det. Derfor skrives der kun om skidenhed, når det virkelig er slemt. Som da sergent Bane må gennemgå en dræbt soldats kammer. Et logi som på ingen måde står mål med Banes eget velholdte hus, og hvor den gode friser oven i købet nægter at tage ved sengetøjet, men anvender sværdspidsen til at lede det igennem.

På samme måde, når handlingen udspilles i den gade, der løber langs byvolden, og som af personerne ligefrem omtales som Skidenstræde. Her er vi ude i byens rabarberkvarter, hvor de syge og vanføre, udskuddene og de arbejdssky holder til i jordhuler og tilfældigt sammentømrede skure, der er umulige at holde rene, selv hvis indvånerne skulle blive grebet af rengøringstrang, og hvor gode borgere demonstrativt holder sig for næsen, hvis de mod formodning og egen vilje skulle forvilde sig derned.

Andre har harceleret over, at foged Litle er sådan en slags quisling. En mand, der tjener fjenden, som oven i købet er tysk. Ikke kun anmeldere, også læsere har spurgt mig, hvordan jeg dog har kunnet undlade at gøre den kullede greve til skurk, ja, en nordslesvigsk læser bebrejdede mig, at jeg anlægger samme syn på greven som hans nulevende bysbørn i Rendsborg, der med stolthed fremhæver hans betydning for by og hertugdømme.

Hertil er at sige, at for det første skriver vi 1330erne, hvor ordet tysk ikke havde nogen national biklang, men udelukkende beskrev et sprog. Eller rettere flere, der tales såvel høj- som plattysk i romanerne. Men altså, lad mig slå fast, at grev Gert af Rendsborg ikke var tysker, men holstener, lige så lidt som Eske Litle ville kalde sig dansker. I hvert fald ikke i den betydning vi tillægger begrebet i disse, åh, så nationale tider, hvor flertallet af os med ubehag har set et enkelt parti omklamre ordet dansk og nationens flag, så vi er ved at kvæles i chauvinistisk fødelandskhed.

Gået på klingen ville den gode foged nok først og fremmest have undret sig over, hvorfor i alverden vi dog bekymrede os om hans nationalitet, derefter måske, hvis vi pressede hårdt nok, erklære, at han var fynbo, idet han var født på og levede inden for øen Fyn, som indgik i det danske rige, nemlig det rige, hvor sproget dansk var fremherskende. Ikke i Danmark med folkepartisk D, men i det rige, skiftende stormænd besad.

Derfor taler fogden om rigets kår og problemer, ikke om landets. Og ordet fædreland ville han formodentlig aldrig have hørt.
Eske Litles verdensbillede bestemmes således ikke af nationalitet, men af at han er stormandssøn og derfor – om end jordløs – herremand. I betydningen en herres mand. Hans forhold til den kullede greve er et personligt bånd mellem arbejdsgiver og arbejdstager, mellem ligemænd, der for en tid har indgået en gentleman agreement, på samme måde, som greven ved aftale har indgået bånd med eksempelvis den Niels Ebbesøn, som ifølge folkevisen opsøger ham for at opsige sin tjeneste.

At anskue denne nørrejyske helt, hans (formodede) morbroder Niels Bugge og Jyllands største stormand Stig Andersen som landsforrædere, fordi de tjente greven af Rendsborg, tyder på, at man har forlæst sig på Ingemann og Grundtvig. På samme måde som Stig Andersen uden problemer ifølge Danmarks Riges Breve den 13. januar 1333 lod sig tage i grev Gerts værn og fritage for ’al tynge’ – dvs. skat og afgifter – indgår Eske Litle en aftale med samme greve. Nemlig om at være dennes foged i Assens, holde byen for ham og sørge for at greven får sine berettigede indtægter fra byen.

For Stig Andersen handler det om magt. Om at få del i magten ved at tjene den, der sidder på den, in casu den skaldede rendsborger. For Eske Litle om at tjene til dagen og vejen ved det, han er uddannet til og behersker, nemlig at lede mænd og være øvrighed.
For vi befinder os i en tid, hvor magten sidder hos den, der kan fastholde den, og hvor stormænd derfor indgår alliancer med den, så længe det tjener deres interesser. Det var ’danske’ stormænd og ikke ’tyske’ pengeudlånende grever, der rev kronen af kong Erik Klipping – der som bekendt mødte en brat død Sankte Cecilienat 1286. Det er andre ’danskere’, der støtter kong Erik Menveds bror hertug Kristoffer i dennes oprør, og som tager magten efter Eriks død i 1319, hvorefter de sætter kronen på den oprørske broders hoved, da de bedømmer ham som værende tilstrækkelig svag til, at han vil lade dem styre sig. Det er ’danske’ stormænd, der i 1326 jager kongen på porten og tilbyder kronen til grev Gerts marionet hertug Valdemar, og det er ’danske’ stormænd, der hjælper Gert med at nedkæmpe de sjællandske bønder. Se blot på Niels Bugge. Som søn af en af Gerts nørrejyske tilhængere deltog han på grevens side i slaget på Lohede nord for Dannevirke. Efter drabet på greven forbliver han på hertug Valdemars parti, indtil denne fraskriver sit krav på kronen til fordel for Valdemar Atterdag. Bugge bliver derefter dennes mand og tjener ham blandt andet ved flere lejligheder som mægler og gesandt. Men i 1351 bryder Niels Bugge med kongen og slutter sammen med andre stormænd op om de holstenske grever, ja, Bugge står reelt som leder af de jyske stormænd, og hans borg Hald belejres af de kongelige tropper. I 1354 indgås der forlig med kongen, og Bugge bliver igen medlem af kongens råd, indtil han i 1357 atter rejser oprørsfanen.

Nu har kongen tilsyneladende fået nok – eller føler sig blot stærk nok – for på et møde den 22.december 1358 nægter han at indgå en aftale med oprørsmændene, og på vej hjem fra dette møde dræbes Bugge sammen med to rejsefæller i Middelfart.

Det er sandsynligt, at kongen står bag drabet, også selv om han straffer middelfartborgerne ved at pålægge dem en særskat på 49 skilling, de såkaldte Buggespenge, som byen betaler indtil 1874.
Ser man på denne karriere, indser man det absurde i at hæfte ordet landsforræder på en fiktiv person som Eske Litle, den jordløse stormandssøn, der som sine bedre stillede klassefæller blot henter sit brød, hvor det bages.

KRIMI-UGEN 2006:

Anmeldelser:

"...god, gedigen under-holdning baseret på grundig historisk research"
Grevens mænd (politiken)

Martin Jensen

Min middelalder

KRIMI-UGEN 2006:

I samarbejde med: