Mysteriet om den moderne detektiv

Han er omdrejningspunktet i uendeligt mange krimier: detektiven, kriminalkommissæren eller den private efterforsker. Hans rolle har ændret sig i takt med samfundets forandringer, fra piberygende gentleman til desillusioneret individ, og krimien bliver et spejl af den verden, den er skrevet i.

af Marianne Gadeberg, Klim

Den hårdkogte helt
En af hovedmændene bag den arketypiske detektiv er amerikanske Raymond Chandler, der i perioden fra 1939 til 1958 udgav syv romaner om den nu legendariske privatdetektiv Philip Marlowe. Med Marlowefiguren skabte Chandler en afløser til de klassiske detektiver som blandt andre Sherlock Holmes, og den samfundsbevarende og konservative stil blev erstattet af en hårdtslående realisme. Det billede, Chandler tegnede af den moderne detektiv, har sat spor i snart sagt alle senere kriminalromaner.

På ydersiden er Marlowe en almindelig mand, der ikke er specielt velhavende eller lever et specielt interessant liv. Men han besidder en indre hæderlighed, der får ham til at gøre modstand mod autoriteter og kæmpe mod uretfærdigheder omkring ham. Det gør ham til et yderst ubehageligt bekendtskab for samfundets lovovertrædere. Marlowe er en selvbevidst og sammensat karakter, som bag sit bryske ydre også rummer følsomhed og sentimentalitet, der leder tankerne hen mod en romantisk helteskikkelse.

Chandlers kriminalromaner er i opposition til de britiske krimier, der i begyndelsen af det 20. århundrede foregik i karikerede miljøer, hvor overklassen myrdede hinanden mellem frokost og tea time. I modsætning hertil er Chandlers romaner hårdkogte, realistiske krimier, der forholder sig kritisk til det samfund, de er skrevet ind i. Med Marlowefiguren gjorde Chandler oprør mod det eksisterende samfundssystem og hævdede i stedet individets ret til at bestemme over egen tilværelse.

Arvtagerne
Philip Marlowe er efterhånden, blandt andet i kraft af utallige genudgivelser og filmatiseringer, blevet en mytisk person i samme grad som Sherlock Holmes, og billedet af den moderne detektiv mimes til stadighed i litteraturen.

Blandt de tydeligste arvtagere er amerikanske Michael Connelly, hvis hovedfigur, Harry Bosch, næsten må formodes at være direkte efterkommer af Phillip Marlowe. Bosch arbejder, ligesom Marlowe, bedst alene og ligger ikke under for myndigheders eller overordnedes pres. Hos Connelly kommer individualismen og bruddet med autoriteterne blandt andet til udtryk, da han vælger at lade Bosch forlade den amerikanske politistyrke på grund af dens bureaukrati og råddenskab. Endelig plages Bosch af minderne om et forlist ægteskab, og det afslører hans sentimentale indre.
Familien strækker sig også over på den anden side af Atlanten, hvor skotske Ian Rankin i 1985 introducerede John Rebus. Rankin hævder selv, at han ikke opfattede sin første roman om John Rebus som en kriminalroman, og at han blev overrasket, da anmeldere og bibliotekarer rubricerede romanen som en krimi. Ikke desto mindre er også Rebus en enlig, hæderlig og principfast mand, der lever som kriminalkommissær i nutidens Edinburgh, og som sætter hårdt mod hårdt, når forbrydelserne skal opklares. Mordgådens opklaring kombineres ofte med en immanent kritik af det skotske samfund.

Connelly og Rankin er nogle af tidens mest populære krimiforfattere, og myten om Philip Marlowe er også stadig i levende live. Det er udtryk for, at forestillingen om den individualiserede og handlekraftige helt stadig er aktuel i en tid, hvor samfundssystemer og dogmatiske ideologier tilsyneladende udgør uoverstigelige problemer. Den moderne detektiv anvendes ofte som både samfundskritisk og politisk aktør, men han rummer på den anden side set også elementer af en romantisk og ridderlig helteskikkelse: Hvis blot moralen er god og principperne ufravigelige, så kan problemerne løses. Og bag enhver mand står der for øvrigt en kvinde.

Den postmoderne detektiv
Til gengæld står manden alene i de postmodernistiske udgaver af kriminalromanen, som blandt andre de to amerikanere Jothan Lethem og Paul Auster er repræsentanter for. Den postmoderne detektiv er alene om at løse sine mysterier, og selvom romanen måske begynder med en klassisk hvem gjorde det-gåde, så er det langt fra sikkert, at spørgsmålet kan besvares – hverken af detektiv eller læser.

I Jonathan Lethems nyeste roman på dansk, Motherless Brooklyn, kæmper Lionel Essrog med at opklare et mord. Men Essrog lider af Tourettes Syndrom, som får ham til komme med spontane, umotiverede udbrud, og som giver ham en uovervindelig trang til at berøre overflader og ordne objekter. Derfor præges opklaringsarbejdet af rablende ordspil og frie associationer, og detektivens arbejde består ikke længere i at finde og ordne fysiske beviser i den omkringliggende virkelighed – på trods af Essrogs tilsyneladende besættelse af tingene omkring ham.

Den postmoderne detektiv forholder sig ikke længere til samfundet, han kæmper i stedet med at skabe mening ud af det grundlæggende møde mellem individ og verden. Han må give afkald på at finde løsningen, der findes ikke noget plot eller nogen endelig sandhed. Dermed bevæger også krimigenren sig ind i den postmoderne verden, hvor der sås tvivl om betingelserne for viden, erkendelse og fortolkning.

Mysteriet om den moderne detektiv

KRIMI-UGEN 2006:

I samarbejde med: