Palme-efterforskningen: Mange års inkompetence
Olof Palmes virkelige morder fik en revolver beslaglagt, da han skød sit tv i stykker under en nyhedsudsendelse, nøjagtigt som statsministeren tonede frem på skærmen. 
Sagen kunne have været afsløret efter otte uger, hvis ikke politiet havde forfusket efterforskningen, skriver Paul Smith, forfatter til dokumentarkrimien Opklaringen af et meget omtalt mord.
af Paul Smith
Mordet på statsminister Olof Palme udløste to chok-tilstande hos det svenske politi.
Det første indtraf på selve mordaftenen, hvor politiet rendte rundt som hovedløse høns. Kun de færreste foretog sig noget rationelt. Det førte til spekulationer om politiets indblanding.
Den næste choktilstand indtraf otte år senere, da man fandt frem til sagens virkelige morder. Hvad gjorde efterforskerne, da manden i en telefonsamtale fortalte, at han ikke længere var i besiddelse af den Smith & Wesson kaliber .357 Magnum-revolver, som han ellers havde licens til? (Palme blev skudt med et sådant våben.) Og at han ikke vidste, hvor revolveren var? Og at han for resten heller ikke havde noget alibi for mordaftenen?
Efterforskningen gik i chok for anden gang. Politiet reagerede, som chokerede mennesker nu engang reagerer: Med total lammelse.
Da chokket så småt havde lagt sig, begyndte politiet at lyve for sig selv. I stedet for at undersøge mandens forhold nærmere, fik man travlt med at snakke ham ud af sagen: Kunne en dokumenteret dygtig revolverskytte skyde så dårligt, som det var tilfældet, da det andet og sidste skud blev affyret mod Lisbeth Palme? Projektilet strejfede som bekendt kun hendes ryg. Nej, vel?
Altså kunne det ikke være ham. Det trøstede man sig med. Politiet prøvede at glemme ham.
Psykologisk er det selvfølgelig forståeligt. For den omstændighed, at politiet ikke havde fundet frem til manden efter otte uger i stedet for efter otte år, var mildest talt mærkeligt. Mandens navn og adresse var nemlig inde i mordsagen allerede fra dag to. Han stod på den dataudskrift over de ca. 600 personer i Stockholms Len, som havde våbenlicens til en Smith & Wesson Magnum-revolver.Først et år senere – og næsten ni år efter mordet – blev manden endelig afhørt. Og det skete kun, fordi anklageren udtrykkelig forlangte det. Afhøringen viste, at indicierne mod manden stod i kø. Og da man siden afhørte folk i hans omgivelser, kom nye indicier til.
Hvad gjorde politiet så? Man gjorde alt for at skjule hans eksistens over for offentligheden. Derfor blev han aldrig tiltalt for ulovligt at have solgt sin revolver til en helt fremmed. En retssag om ulovlig handel med lige netop en Smith & Wesson Magnum, havde fået pressen til at spærre øjnene op.Men det var svært at skjule hans eksistens. Ikke mindst fordi han nogle år før mordet i en periode havde fået sin revolver beslaglagt. Det skete efter han havde skudt sit tv i stykker midt under en nyhedsudsendelse. Olof Palme viste sig netop på skærmen, da han skød.
Derfor gik politiets teknikere til hans daværende lejlighed, som kun lå et kvarters gang fra mordstedet, for at fiske patronen ud af væggen. Men det kunne teknikerne jo ikke gøre uden at informere lejlighedens nye beboer. Derved hørte offentligheden om mandens eksistens, men via dygtig medie-manipulation fik politiet atter rettet søgelyset mod den stakkels Christer Pettersson, som for øvrigt lignede den pågældende: Samme højde og begge med et ”ubehageligt stirrende blik”.
Hvorfor denne medie-manipulation? Jo, fordi sagen med al tydelighed viste, at politiet ikke var blevet spor dygtigere af at have fået en ny ledelse.
Som fhv. spindoktor for Jacob Haugaard, må jeg udtrykke min beundring. Senest så vi, hvordan DR-TV i et såkaldt 'dokumentarprogram' på 20 års dagen for mordet, lod sig manipulere af sagens daværende souschef Ingemar Krusell. Han fik solgt sit budskab: Med Hans Holmérs afgang, blev efterforskningen kompetent.
Da jeg over for DR-TV påpegede, at det vidne, Roger Ö., som nu udpegede Christer Pettersson som morderen, umuligt kunne have set mordet, fordi han på mordtidspunktet beviseligt var oppe at slås med nogle punkere et andet sted i byen, blev Palmes søn Mårten hevet ind i DR-TV. Mig ville man ikke tale med.
Han kunne fortælle, at den mand han så følge efter sin far uden for biografen Grand på mordaftenen, godt kunne være Christer Pettersson.
DR-TV begik altså sammen fejl som svensk politi: Når først DR har kastet hele sin prestige ind på én løsning af sagen, skal ingen stille spørgsmål til kanalens kompetence.
Hvad DR-TV fortiede var, at Mårten tidligere har udpeget mindst fem forskellige personer, som lignede den mand, der fulgte efter hans forældre: En jugoslav, en italiensk gangster, en kurder, den chilensk-amerikanske lejemorder Michael Townley samt en helt tilfældig mand fra en foto-opstilling.
Nej, politiet – og DR-TV – skulle have taget ved lære af en seriemorder fra fiktionens verden, nemlig Hannibal Lecter, som i filmen "Ondskabens Øjne" siger til FBI-agenten Clarice Starling:
– Jeg har læst sagsakterne. De rummer alt, hvad I behøver for at finde ham…
Paul Smith
© 2006 KRIMI-UGEN 2006 | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
KRIMI-UGEN 2006:
Bogen & forfatteren:
Paul Smith er cand.mag. i historie og fisolofi. I knap 20 år var han spindoktor for Jakob Haugaard, kampagne-leder for SABAE.
I samarbejde med:
