Meningsfuld vold? - Uden vold dur helten ikke
Det er ikke nogen tilfældighed, at ni ud af ti helte bruger vold. På samfundets bund, hvor alle telefonkæder og kommunikation kommer til kort, står der en voldsmand. 
Vold er et socialt og samfundsbevarende fænomen, og hvis vi vil have et fredeligere samfund, skal vi gøre op med pacifismen, skriver forfatteren Peter Boe i sit provokerende essay.
Peter Boe Christensen
Meningsløs vold. Is there any other kind, ville nogle sikkert spørge. Og de fleste ville svare nej.
I hvert fald tales der forbavsende lidt om meningsfuld vold, ja, man har vel dårligt hørt udtrykket før - det lyder mest som en provokation. På samme måde rimer voldsmand let på forbryder, og når der kaldes til antikrigs-demonstrationer, samles både høj og lav under en beslutsom skilteskov, der ikke vil vide af krig under nogen omstændigheder. Som for eksempel for godt tre år siden, da tusinder og atter tusinder gik i protestoptog mod den forestående krig i Irak.
Mod krigen i Irak kunne der indvendes meget, og meget af det med rette. Men det var ikke det, der stod på skiltene. Der stod rundt regnet det samme, som der stod under de store demonstrationer mod Vietnam-krigen i 1960’erne – eller da NATO med USA i spidsen intervenerede i Jugoslavien sidst i 1990’erne. Nogle vil mene, og ikke uden ret, at Vietnamkrigen udviklede sig til et overgreb på den vietnamesiske befolkning. Andre igen, og ej heller uden ret, vil mene, at indsatsen i Jugoslavien omvendt forhindrede et fortsat folkedrab fra serbisk side.
Det interessante er, at der stod fuldstændigt det samme på demonstranternes skilte i 60’erne som i 90’erne uden smålig skelen til karakteren af krigsindsatsen. For vold er forkert, vold er meningsløs. Pr. definition.
Af samme grund rimer voldsmand på forbryder, hvormed vi glemmer, at udtrykket strengt taget ikke har nogen moralsk valør, hverken positiv eller negativ. I princippet er en voldsmand en person, der udøver vold, hvilket imidlertid får de fleste til at tænke på en person, der har forbrudt sig mod straffelovens § 244. Altså en voldsforbryder. Men en voldsmand er ikke nødvendigvis det samme som en voldsforbryder. For hvad med soldaten? Hvad med politibetjenten?
Statsansat voldsmand
At soldaten er en uniformeret og statsansat voldsmand, er indlysende for de fleste. Faktisk så indlysende, at man ligefrem har lavet en lov, der beskytter den samvittighedsfulde borger mod selv at blive soldat og dermed voldsmand in spe. En borger, der lader sig beskytte af denne lov, kalder vi for militærnægter. Han nægter simpelthen at bidrage til militæret og al dets væsen, hvilket det omgivende samfund accepterer med et skuldertræk og sætter ham til at gøre civil samfundstjeneste i stedet. Når militærnægterens beslutning som regel accepteres uden videre her i landet, skyldes det sandsynligvis, at det ganske enkelt er for uklart, hvad vi overhovedet skal med et dansk militærvæsen. At det er dét kontingent, vi betaler for medlemskab af NATO og dermed retten til at ringe til den globale sherif, når lokummet brænder, er så abstrakt og hypotetisk som noget. Og det hjælper heller ikke stort at henvise til beskyttelsen af ”danske interesser” – for hvad er det overhovedet for noget?
Med politibetjenten forholder det sig omvendt. Her kan alle få øje på, hvad han eller hun skal gøre godt for. Men de færreste tænker på, at betjenten er lige så uniformeret, lige så statsansat og lige så meget voldsmand som soldaten. Læg venligst mærke til det lille hylster i betjentens bælte lige over højre hofte. Det gemmer ikke på nogen mobiltelefon, men derimod på en 9 mm. Heckler & Koch – en pistol, som det er tilladt betjenten at gøre brug af til det, pistoler nu engang er lavet til: skyde og i yderste konsekvens dræbe. Når betjenten går med pistol i stedet for telefon, skyldes det den simple kendsgerning, at der ganske enkelt ikke er nogen, han kan ringe til. Hvem skulle han ringe til? Tværtimod er det betjenten, vi andre ringer til som sidste udkald, når samfundets love og regler pludselig vakler, og anarkiet stikker fjæset frem. Når lokummet brænder, og civilisationen står på spil, standser telefonkæden ved betjenten – en voldsmand, der i stedet for at gribe sin telefon griber sin pistol for ved dens hjælp at opretholde lov og orden. Eller tålelige livsbetingelser, om man vil.
På samfundets bund, hvor alle telefonkæder og kommunikation i øvrigt kommer til kort, står der altså en voldsmand. Voldsmanden er en del af samfundets fundament, uden voldsmænd intet samfund. Vold er med andre ord et socialt og samfundsbevarende fænomen og dermed en forudsætning for eksistensen af civiliserede samfund, ikke en modsætning.
Provokeret?
Nu håber jeg, kære læser, at De er behørigt provokeret. I modsat fald er der ingen grund til at læse videre, idet jeg kun har fremlagt, hvad der må fremstå som banaliteter. Er man derimod blevet provokeret, vil jeg gerne anholde min læser på denne følelse. For hvorfor må man ikke sige højt, at vi er afhængige af voldsmænd, og at ni ud af ti helte bruger vold?
Nuvel, en del af forklaringen skal givetvis findes i vores kristne kulturarv og Jesu bud om ikke at møde et slag på den højre kind med en knyttet højrehånd, men derimod med en blottet venstre kind. Men kun en del af forklaringen, for kristne kan også slå til Søren, hvilket amerikanerne demonstrerer med al ønskelig tydelighed. Resten af forklaringen skal sandsynligvis findes i et vedvarende europæisk granatchok forårsaget af to verdenskrige udkæmpet på egen jord. Vi er færdige med vold! Tror vi i hvert fald.
For volden bliver ved med at snige sig ind på os. Igen og igen havner vi i situationer, hvor vi må forholde os til volden som socialt og politisk instrument. Og igen og igen må vi sande, at vi ikke behersker dette instrument på grund af vores pacifistiske voldsvægring.
Men skal det nu være et problem, om man må spørge? ”Voldsvægring” – det lyder da meget sympatisk! Og dog. For så længe vi er nødt til at bruge vold (hvilket vi i parentes bemærket indtil videre har været i hele vores artshistorie) er vi også nødt til at turde bekende kulør som de voldsmænd, vi er og bliver.
Dette er der mindst tre grunde til. Den første har man ofte hørt om, nemlig den handlingslammelse, voldsvægring medfører, når vold synes eneste handlemulighed.
Den anden grund er, at vi forsømmer at stimulere den karakteregenskab, der er en forudsætning for at kunne udøve vold. Og her er der ikke tale om egenskaber som magtbrynde, afstumpethed eller noget, der ligner. Der er først og fremmest tale om mod! For vold kræver mod, mod til at udsætte sig selv for risikoen for modvold. Vold er farligt for alle parter.
Pacifistisk ultravold
Sidst, men ikke mindst er der det problem ved voldsvægringen, at den - hold fast - kan resultere i en ekstremt voldelig adfærd! Logikken er den, at når volden på den ene side defineres som moralsk forkert, men på den anden side forekommer socialt og politisk nødvendig, opstår der en splittelse mellem ideal og virkelighed.
Denne splittelse kan overvindes på én af to måder, enten ved at opgive det pacifistiske ideal eller ved at idealisere virkeligheden. At idealisere virkeligheden har ikke spor med skønmaleri at gøre, men vil tværtimod sige at opfatte den på en sådan måde, at virkeligheden bliver forenelig med idealet. Og således opstår den idéelle fjende, hvilket vil sige den onde fjende. For den onde fjende har man ikke bare ret til at bekæmpe, det er sågar en hellig pligt og dermed vejen ud af voldsvægringens snærende handlingslammelse. Og samtidigt vejen til ekstrem voldsanvendelse. For den onde fjende har ingen værdighed, ingen menneskelighed, og derfor gælder der ingen regler i bekæmpelsen af ham. Han må bekæmpes med alle tænkelige midler. Alle!
Denne filosofiske glidebane kan for eksempel iagttages hos middelalderens kristne skolastikere, der som nogle af de allerførste i verdenshistorien må forholde sig til voldens problem, fordi de både skal prædike Jesu pacifisme og samtidigt være leveringsdygtige i god samvittighed til kristne fyrster, der agerer i en politisk virkelighed, hvor volden synes uomgængelig. Ikke mindst på grund af presset fra syd, hvor de muslimske saracenere udgør en konstant trussel gennem hele middelalderen. Løsningen er selvfølgelig at dæmonisere fjenden, simpelthen gøre ham til Fanden selv, og derefter give fuldstændigt los i voldsanvendelsen, hvilket eksempelvis hos den spanske skolastiker De Vitoria fører til en legitimering, ja, anbefaling af decideret terrorisme i form af tortur, voldtægt og mord på civile i håb om at knække fjendens moral.
Som nævnt ovenfor er der dog også en anden måde at overvinde skismaet mellem voldsvægring og voldens tilsyneladende nødvendighed. Nemlig ved at gøre op med det pacifistiske ideal, der umiddelbart gør mere skade end gavn, fordi det gør det komplet umuligt at forholde sig til volden på en meningsfuld måde.
Men tør vi? Tør vi sige meningsfuld vold?
Jeg er skideligeglad med, hvorfor han har kapret dette fly. Skideligeglad med, om han er de elendiges fortrop eller en sindssyg fanatiker eller begge dele på én gang plus noget tredje. Han har afskaffet min frihed og truer mig på livet med sin bombe. Jeg forholder mig ikke moralsk til hans handlinger; jeg forholder mig til, han har taget mig som gidsel. Det er ikke sikkert, al-Afghani er et dårligt menneske, men til gengæld ligger det fast, at han er min fjende. På et senere tidspunkt skulle jeg gerne invitere ham på kaffe og snakke om tingene i god ro og orden, men lige nu har jeg kun lyst til at slå ham ned. Hvis bare jeg turde. Hvis bare nogen af os turde. Turde andet end at forlade sig blindt på al-Afghanis nåde.
Jeg spænder alle kroppens muskler og spjætter i sædet med knyttede næver og sammenbidte tænder. Men jeg gør ingenting. Jeg forbliver harmløs. I desperation ser jeg mig omkring og konstaterer, hvordan alle andre ligesom jeg blot sidder passivt hen i deres stole. Som ethundrede voldtægtsofre, der lukker øjnene og håber på, det snart er forbi. Håber på, at overfaldsmanden snart har fået det, han kom efter, og derefter vil lade os i fred. Så vi kan samle vores blodige og sønderrevne klæder omkring os og gå herfra i det mindste med livet i behold.
Uddrag af Peter Boes debutroman Martyr, der er udkommet på Forlaget Hovedland.
KRIMI-UGEN 2006:
Bogen & forfatteren:
Peter Boe Christensen (f. 1977) er cand. mag. i idéhistorie og arbejder også som tekstforfatter og freelancejournalist
I samarbejde med:
