Ekspeditionen der fejlede
Krimiforfattere Peter Dreyer skildrer beretningen, der ligger bag succeskrimien Inkaens fjerde mulighed
Peter Dreyer
I april måned 1987 stred en lille gruppe mænd på sporet af inkakulturen sig møjsommeligt op mod toppen af vulkanen Licancabur, som rager op i seks kilometers højde på højsletten i det nordlige Chile. Samtidig, på en anden bjergtop nogle hundrede kilometer mod syd, studerede astronomer intenst en eksploderet stjerne, hvis lys, efter at have rejst gennem verdensrummet i omkring 200.000 år, nu omsider ramte Jorden. På nattehimlen over Licancabur var gløderne fra eksplosionen akkurat synlige for det blotte øje, men mændene dér ænsede det næppe. Men selvom fokus på de to bjergtoppe var adskilt af enorme afstande og tusindvis af år, skulle et fund på vulkanens top knytte dem sammen.
På vej op ad vulkanen blev gruppen, en videnskabelig ekspedition og den første af sin slags på Licancabur, overrasket af sæsonens første snestorm. De fire forskere, en arkæolog, to geologer og ekspeditionens leder, en psykolog med speciale i stress, blev allerede halvvejs oppe mod toppen nødt til at efterlade en del af udrustningen – blandt andet en gummibåd – mens en lokal guide afsøgte fremkommelige ruter videre mod toppen. Mens sigtbarheden hurtigt svandt og vindstyrken tog til, blev bagagen pakket om, og gruppen fortsatte mod toppen. Umiddelbart før toppen trådte en af geologerne forkert. Det skulle senere vise sig, at han havde brækket en knogle i foden. Stærkt forpint nåede han dog toppen og kom med besvær også ned igen blot for kort efter sin hjemkomst fra Chile at blive dræbt af en flugtbilist. En tragisk tilfældighed eller – måske – en direkte følge af begivenhederne på vulkanen.
Spørgsmålet er, hvad der helt præcist skete på Licancabur. Dette er hvad jeg ved:Licancabur er en mytologisk vulkan. På én gang smuk og frygtindgydende. Man mener, at det indianske navn betyder ”Folket fra oven”. Ifølge den lokale indianske legende er vulkanen hjemsted for ånder. En nyere myte siger til gengæld, at søen i krateret skjuler en stor guldskat. Denne myte var vel den reelle anledning til ekspeditionen, mens legenden endnu indgød så megen frygt i de lokale indianere, at kun en enkelt kunne overtales til at føre ekspeditionen op til toppen.
Planen var, at to af ekspeditionens deltagere skulle dykke ned og udforske den sø, som befinder sig i bunden af vulkanens krater. Søen viste sig imidlertid at være dækket af tyk is, og selvom dette faktum kompenserede for den efterladte gummibåd, blev udforskningen af søen præget af, at en stor del af den første dag gik med at hugge hul i isen, hvorefter træthed blandt deltagerne forhindrede dyk før den næste dag.
Meningen var, at geologerne skulle foretage målinger af vulkanens aktivitetsniveau. Arkæologens mission var officielt at undersøge rygter om spor efter inka-kulturen, men i realiteten at lede efter det dyrehoved af massivt guld, som myten omtalte. Endelig skulle psykologen, der i al hemmelighed var finansieret af den amerikanske flåde, undersøge hvordan ekspeditionsdeltagerne – og især dykkerne – reagerede på den tynde luft.
Psykologen har som den eneste af deltagerne offentliggjort artikler om sine studier på Licancabur, men da ekspeditionen fire dage efter ankomsten til vulkanens top vendte tilbage til civilisationen i landsbyen San Pedro de Atacama, var budskabet, at man rejste hjem uden resultater, idet snestormen havde forhindret alle planlagte undersøgelser. Det er imidlertid ikke hele sandheden.
Allerede på vej op ad vulkanen passerede ekspeditionen en klynge af sten, hvor snestormen var begyndt at danne driver. Arkæologens trænede blik registrerede straks ruinen, men han undlod at gøre opmærksom på fundet. Fra sin plads bagerst i gruppen fornemmede han, at ingen af de andre havde bemærket den. Med en undskyldning om behovet for at forrette sin nødtørft, lod han resten af gruppen få et passende forspring, før han hurtigt undersøgte inkaruinen. Han fjernede sneen et par steder og fjernede med den enhver tvivl. Der var tale om resterne af en primitiv hytte. Et læ, som præster blandt inkaerne sandsynligvis havde opført i forbindelse med en menneskeofring på vulkanens top. I så fald ventede en gravplads deroppe. For arkæologen rykkede det mulige fund af guldskatten med ét ud af myternes greb.
Dagen efter, mens forskerne i skiftehold huggede sig vej ned igennem søens metertykke isdække, stod arkæologen imidlertid med et endnu større fund i hænderne. Snestormen var afblæst og afløst af en stille, isnende kulde i krateret. Geologen, som var fritaget for arbejdet på isen, humpede rundt langs søbredden og fandt i en lomme i den størknede lava noget, der lignende et potteskår. Da der var tale om ler og ikke lava, havde det ikke hans store interesse, men da han – korrekt – vurderede, at det kunne have arkæologens interesse, rakte han det videre. Det var ikke potteskår. I de svage ridser i leret så arkæologen antydningen af et budskab, som skulle udløse de voldsomme begivenheder, der ti år senere ramte en ny ekspedition på vej mod vulkanens top.
Om denne følgende ekspedition handler Inkaens fjerde mulighed.
KRIMI-UGEN 2006:
Bogen & forfatteren:
Peter Dreyer
I samarbejde med:
