Bygningskunst
Richard Greaves
Udstillingen i Lausanne.
I en skov i Beauce i den canadiske provins Québec købte Richard Greaves i 1980’erne et jordstykke sammen med nogle venner. Han slog sig ned der og begyndte snart at samle træ og andre materialer fra nedbrydning af skure og lader. Hans hensigt var ikke at lave nye, nyttige bygninger eller genstande af affaldstræet. I stedet brugte Greaves bjælker, planker og andet skrottet materiale til at opføre arkitektoniske bygningsskulturer, som trodser både tyngdelov og byggereglementer.
De arkitektoniske monstre vokser næsten organisk uden den konventionelle bygnings kantede hjørner og bærende skelet. Men det er ikke kun kantede hjørner, som Greaves ikke bryder sig om. Det er ham også inderligt imod at forurene området med larm fra hammer og sav. Hans groteske husskulpturer er derfor bundet sammen af snore, hvilket har den yderligere fordel, at de arkitektoniske skulpturer kan bevæge sig for vind og vejr. Også som ‘færdige’ skulpturer indgår de således i en processuel udveksling med den omgivende natur.
Idet Richard Greaves trodser både tyngdelov og arkitektoniske forskrifter er han en fuldbåren anarchitect, hvis outsider-kunst finder sted langt fra gallerier og museer, selv om han er blevet præsenteret en enkelt gang gennem Mario del Curtos sort-hvide fotografier, blandt andet i en udstilling i Lausanne. Desuden kan man opsøge hans husskulpturer i Sarah Lombardis bog fra 2005, Richard Greaves: Anarchitecte med fotografier af Mario del Curto. [februar 2009]
Gordon Matta-Clark
Den mærkværdige arkitektur-skulptør Gordon Matta-Clark var på et tidligt tidspunkt assistent for is-skulptøren Dennis Oppenheim, der yndede at skære huller ud i is med en motorsav. Matta-Clark tog motorsaven til sig, men kastede sin kærlighed på bygninger. Betragter man en bygning som en masse med store hulrum i, lidt ligesom en ost med store huller i, kan man i princippet skære skiver eller kegler eller andre former ud af den, nøjagtig som Oppenheim gjorde med sin frosne issø. Og det var netop, hvad Matta Clark gik i gang med. Han udsøgte sig kondemneringsmodne bygninger, somme tider illegalt, andre gange helt lovligt. I New Jersey fjernede han en skive ned midt igennem en bygning, så de to halvdele stod tilbage og vippede svagt fra hinanden. Værket fik den sigende titel Splitting, 1974. Fra en anden bygning var det et konisk hulrum, han skar ud. Ulig den klassiske skulptør, der arbejder sig udefra og ind til den figur, han ser i materialet, dannede Matta-Clark figurerne indefra som et hulrum i massen.
I 1970’erne deltog Matta-Clark sammen med bl.a. Laurie Anderson i en løst struktureret gruppe, Anarchitecture, i en kreativ spænding mellem anarki og arkitektur. Gruppens diskussioner mundede ud i en udstilling i 1974 af samme navn. Her hyldede de storbyen som et skrabsammen af sideordnede stilarter, med hel- eller halvkondemnerede bygninger, hvor en gaseksplosion kunne skrælle facaden af, så bygningens indre blev blotlagt. Samtidig var Matta-Clark optaget af de metamorfoser, som materialer kunne undergå, både som skrald og i madlavning. Her optrådte han, foreslår John Perreault, som en god, gammeldags alkymiker, når han biksede traditionelle madvarer sammen med aldeles uspiselige ting. Eller han skar et stykke væg ud, der med sine lag på lag straks fik ham til at se en sandwich. Han kunne også få den idé at vende op og ned på relationen mellem kunst og arkitektur, idet han udstillede væg(tapet), så væggen blev forgrund i stedet for baggrund. Om det er hans spansksprogede aner, der gør sig gældende, kan være svært at afgøre, men i hvert fald bærer hans krydsninger og omvendinger mindelser om den spanske barok. Det var selvfølgelig Matta-Clarks garbage-walls og kondemnerede bygningsskulpturer, der fik Jacob Lillemose til at foreslå os at se på ham. [januar 2009]
Matta-Clarks koniske udskæring af en bygning:
Richard Wilson: Turning the Place Over
Da Liverpool skulle være europæisk kulturby i 2008, bestilte man et værk af den engelske installationskunstner Richard Wilson. Han valgte en bygning, ingen mere havde brug for, og skabte værket Turning the Place Over, måske som genbrug af Matta-Clarks koniske udskæringer af bygninger. Richard Wilson skar en rund skive ud af facaden på bygningen. Skiven er 8 meter i diameter og forbundet til en kraftig rotator inde i bygningen. Skiven kan ikke kun dreje rundt, så den flugter med facaden, men kan også vippes ud, så man kan se ind i bygningen udefra. Richard Wilson leger således med vores oplevelse af bygninger som containere, vi ikke skænker mange tanker. Her bliver selve bygningens karakter af bygning udfordret, og bygningen selv bliver en del af kunstværkets materialitet.
I det hele taget er Richard Wilson optaget af industritidens efterladte værker, hvad enten det er en pølsevogn, et fly eller en nedslidt bygning. Ikke som de står, men for at udforske det rumdannende materiale, de engang har udgjort. I 2003 lod Richard Wilson et Cessna-fly blive mast sammen til en metalkube, hvorefter han gik i gang med at folde flyet ud, så det fik sin oprindelige form igen. Udfoldningen blev filmet og klippet sammen til en kunst-video, så man i dag kan følge processen, der tager sig ud som en sommerfugl, der forlader sin puppe. Deraf kunst-videoens titel: Butterfly. Charles Barclay har skrevet en rigtig god artikel: Morphosis i things magazine om Richard Wilson og hans Butterfly-projekt. [januar 2009]
Værket Turning the Place Over kan ses i funktion udefra på You Tube:
Værket Turning the Place Over kan ses i funktion indefra på You Tube:
| til toppen |
© 2008 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse