Film og litteratur

Fra opdæmning til jordskælv

Nedbrydning af etageejendomme i Still Life.

I 2008 blev den kinesiske provins Sichuan ramt af et jordskælv, der målte 8 på Richter-skalaen og forårsagede enorme ødelæggelser. Jordskælvet dræbte 80.000 mennesker og gjorde fem millioner hjemløse. Bekymrede geologer har efterfølgende peget på, at jordskælvet kunne være udløst af det gigantiske dæmningsbyggeri Zipingpu.

Der satses stort på vandkraft i Kina, og dæmningsbyggeri er også baggrundskulisse i filmen Still Life (2006) af den kinesiske filminstruktør Jia Zhang Ke. Hans blik på dæmningen i Fengjie er ikke geologisk, men tilsyneladende neutralt. Han kommenterer ikke og sammenkæder ikke de enkelte udsnit af en virkelighed i brutal forandring. Hvad vi ser, må vi selv kæde sammen og reflektere over. Således handler Still Life bare om en minearbejder og en kvinde, der uafhængigt af hinanden kommer til Fengjie for at lede efter deres ægtefælle, som ikke har ladet høre fra sig i årevis.

Mens vi i opbrudte sekvenser følger, hvordan minearbejderen forhører sig i Fengjie, ser vi det opdæmmede vand, som dækker den adresse, hvor minearbejderens kone boede. Man er i gang med næste etape af dæmningsbyggeriet, så der afmærkes, hvor højt vandet vil stige og dermed hvilke etageejendomme, som nu skal jævnes med jorden. Og da minearbejderen lader sig hyre som nedrivningsarbejder, kommer vi med ind i etageejendomme, der møjsommeligt bliver brudt ned med håndkraft og forhammere for en ussel betaling.

Kvindens eftersøgning bringer os ind på et offentligt kontor, hvor computernedbrud gør, at hun ikke får sin mands adresse. Til gengæld ser vi i baggrunden, hvordan man genner mennesker ud, der opbragte er kommet for at beklage sig over, at de ikke får erstatning for deres boliger, som jævnes med jorden i takt med, at vandet dæmmes op.

Når den slags scener har fået lov at passere den kinesiske censur, kan det skyldes, at Jia Zhang Ke indskrænker sig til lakonisk at registrere og overlader til tilskuerne at opbygge historien om dem, der bliver sat ud af deres boliger. Minearbejderen og kvinden lever hver deres stille liv. Heller ikke de har ord for det, der sker dem, og slet ikke for deres følelser. Alligevel sætter de sig i bevægelse i det opbrudte, moderniserede samfund. I Jia Zhang Kes film Still Life er det således ikke jorden, der skælver, men menneskemasserne og deres sociale rum. [marts 2009]

Road-novel og storytelling

Skæve liv og kærlighed.

Den mexicansk-californiske forfatter María Amparo Escandón har skrevet en road-novel, González & Datter, Transport Co, der sender os på tværs af grænser og rundt på USAs landeveje. González må flygte fra México, fordi et vådeskud teknisk set gør ham til morder. I USA slår han pjalterne sammen med en kvindelig lastbilchauffør, som han får en datter med. Da den nybagte mor bliver dræbt ved et vådeskud, overtager han ansvaret for både lastbil og datteren Frihed, der vokser op på landevejene i sin fars lastbil. Hun overtager rattet efter ham, før hun officielt er gammel nok til det.

Men selv om Frihed altid har levet som en nomade på landevejene, har hun en hemmelig drøm om at slå sig ned og bo i et hus ligesom andre mennesker. Det bliver nu ikke et helt almindeligt hus, for hun forelsker sig i Martin, en krølhåret fyr, der selv har bygget et lerklinet, rundt hus efter gammel byggeskik, hvor ler æltes med strå og formes til ovalt-runde lersten. Og selvfølgelig kommer elektriciteten fra solenergi og vandet fra en nærliggende bæk.

Al den idyl sætter dog gang i nogle drabelige begivenheder, der i stedet fører Frihed over grænsen til Mexico, hvor hun trods sit navn ender i mexicansk fængsel. I virkelighedens mexicanske fængsler er der udbredt korruption, men den foretagsomhed, der udfolder sig omkring Frihed, trodser enhver beskrivelse. Hvordan det i øvrigt går med kærlighed, lerklinet hus og nomadeliv, må man selv læse i Escandóns roman, der er anmeldt på dr.dk. [februar 2009]

Sentura

Sentura, magasin for litteratur og visualiteter har bedt en række forfattere give skrald og skrot en tanke. Glemte ord, forlagte beskeder, konfirmationssange. En skrammelplads ved Marmorkirken, hvor en pølsevogn viser sig at være den sande ånd, som forbinder Marmorkirken med himlen. En skrotsamling af gamle papirer, der bliver til fortællingen om Nordisk Films Kompagni, hvor glemte spøgelser træder frem fra kulisserne. Sonnergaards erindringer om en skrammelbunke af et billedantikvariat, hvor man kunne finde de mærkværdigste ting.

Men den, der virkelig kan få skrold og skrat til at swinge, er Rune T. Kidde. Han bogstavrimer som C. V. Jørgensen, Benny Andersen og Svante på én gang:

Jeg er menneskeskrot,

jeg er badet i blåt […]

Når jorden den er ødelagt

så svæver vi blandt stjerners pragt

i universets store takt.

Sentura tager os med på Burning Man-festival og til installationskunst i Nevada-ørkenen. Men endnu sjovere er det at gå på opdagelse med en historiker på en losseplads om tyve år. Her finder han “en anordning med skruer, søm, brædder og ståltråd”, og da han vender bunden i vejret på den, står der “Heerup” hen over bundpladen. [januar 2009]

Klimaændret fiktion

Bogomslag, hvor romanens myrer har gnavet i bogstaverne.

Romanen Bloddryppende af den spanske forfatter Rafael Reig tager forskud på oliemangel og klimaændring. Det kunne være en nedslående læseoplevelse, men romanen holder sig til den hårdkogte krimi med rappe ordvekslinger og springer glad og gerne fra det hårdkogte til western, science fiction og kærlighedsroman iblandet lidt metafiktion. Så her kan man få en forsmag på, at livet går videre, også uden olie.

I et land, der ikke længere er Spanien, men en del af Føderationen, hvor spansk er forbudt, og eneste sprog er anglo, har Charles eller Carlos Clot og Dixie Dickens et detektivbureau. Charles + Dickens opererer i et futuristisk Madrid, der kan minde om filmen Blade Runner, hvor det er, som om fremtiden er blevet nutid. Olien er sluppet op, og Madrids brede boulevarder er blevet sat under vand, for så kan man komme hurtigt rundt til båds, ligesom kanaler fører oceangående skibe helt ind til Madrids havn. Ud over sejlskibe klarer man sig lokalt med cykler eller man går, og da Spunk dukker op fra en cowboyroman, er han selvfølgelig ridende på hesten Buster.

Et af de uhyggeligste steder er bilkirkegården fra olietiden. Således udmaler romanen en dysforisk fremtidsvision på industrisamfundets endeligt og foregriber på grotesk vis følgerne af den globale opvarmning. I dette futuristiske bylandskab har detektiven Carlos Clot indlogeret sig i en lejlighed, der egentlig er forbeholdt forfattere, men da den sidste begik selvmord der, har ingen haft lyst til at flytte ind. Han får tre sager, en pige, der er stukket af hjemmefra, en kommunalt ansat, hvis kone bedrager ham, og endelig en forfatter, hvis romanperson bliver levende og render af gårde, hvorfor forfatteren opsøger Clot og beder ham finde hans romanperson, så han kan komme videre med sin fortælling. [november 2008]

Copyright og genbrug af kulturprodukter

Legoklodser.

Stina Teilmann forsker i krydsfeltet mellem lov og litteratur. Det er dog ikke romanernes fiktive retssager og dommerskikkelser, der interesserer hende, men derimod de juridiske forhold omkring copyright, genbrug og plagiat i litteratur og design. Hun ser på, hvordan man gennem tiden har ændret opfattelse af, hvad der er unikt og skal ophavsretsligt beskyttes. Hendes tilgang er altså kulturhistorisk og minder os om, at ophavsM/Kere til kunst og litteratur lever på genbrug af hinandens ideer.

Inden for design har man tidligere skelnet mellem, om tingen havde en funktion eller ej. Brugsgenstande med funktion fik ingen beskyttelse, mens designede genstande uden funktion nærmede sig den u-nyttige kunst og derfor skulle beskyttes. Den gamle mønsterbeskyttelse fra 1905 er imidlertid blevet afløst af designloven af 2001, hvor man fra nu af beskytter design, der er nyt, unikt og individuelt. Enhver dansker ved, hvad en legoklods er, så vi var nok en del, der studsede den dag i november 2008, da Lego fik at vide, at den kendte klods ikke er unik.

Med afsæt i litteraturen har Stina Teilmann også set på copyright, altså beskyttelse af konkrete, kunstneriske værker imod, at andre kopierer dem uden at betale for det. Men hendes fokus har især været rettet mod ophavsretten til de mere uhåndgribelige ideer, som man kan finde i ethvert værk. Det kunstværk, der bygger på skjulte eller eksplicitte citater, regnes for særlig godt, mens der føres retssag om Dan Browns superbestseller Da Vinci mysteriet for plagiat. Forskellen kan være, at man ikke bliver rig af intellektuelle citater, mens Dan Brown scorede kassen. Dan Brown vandt i øvrigt sagen.

Google har bragt helt nye perspektiver ind i copyrigt-diskussionen. Her skyder man ganske enkelt genvej og giver helt gratis adgang til eksempelvis Stina Teilmanns copyrightede artikel om H. C. Andersens ægte og mekaniske nattergale. [november 2008]

Agnès Vardas film: Sankerne og sankersken

Hjerteformede kartofler.

Filminstruktøren Agnès Varda regnes for mor til den franske nybølgefilm (nouvelle vague). I filmen Sankerne og sankersken (Les Glaneurs et la Glaneuse, 2000) følger Agnes Varda alle dem, der samler resterne efter høsten, efter markedsdagen, efter industriproduktionen, efter forbruget af ting, kort sagt alt det, der ender som skrald og affald. Vi har et gammelt ord på dansk for det: at sanke brænde og sanke aks. Retten til at sanke fremgår af sangen: “Marken er mejet … Rev du marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også blive mæt.“

Jean François Millets maleri af sankersker fra Vardas film.

Agnès Vardas dokumentarfilm er snarere et poetisk essay, hvor hun følger den gamle ret til at sanke i Frankrig. Derfra glider hun videre til vore dages muligheder for at sanke på marker og ved strandkanter. Efter markedsdagen er der gode fund at gøre i affaldsdyngerne, og det samme gælder supermarkedernes affaldscontainere. Nogle sanker af kærlighed til en gammel tradition, andre af nød og atter andre som en protest mod det kapitalistiske overflodssamfund. Varda sanker ikke kun filmklip af alle dem, der sanker, hun sanker også nogle hjerteformede kartofler. Kasserede kartofler, der på et tidspunkt bliver runkne og går til ligesom Vardas egne hænder, hvor alderen begynder at kunne ses.

Der sankes ikke kun frugt og grønt, men også ting. Kasseret af nogle, men genbrugt af andre. Hun sanker selv et ur uden visere, som for at sætte tiden i stå. Det kommer med hjem til hendes katte. Og som en særlig sankning finder hun frem til dem, som gennem et langt liv har sanket kulturens efterladenskaber. Nogle ville kalde det raritetskabinetter, andre betragter det som kunst. Outsider Art bliver gennemgået i RawVision, og selv om det normalt ikke finder vej til de store kunstmuseer, har Tate Britain i 2005 haft en udstilling med Outsider Art, hvor man blandt andet kunne se Bodan Litnanskys have, som også indgår i Vardas poetiske film.

| til toppen |