Fagligt og filosofisk
Zygmunt Bauman
Bogen om det menneskelige affald.
Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman har skrevet om tiloversblevne mennesker i Wasted Lives (2004) med den danske titel Forspildte liv (2005). I bogen filosoferer han over, hvordan moderniteten i den vestlige verden løbende producerede for mange mennesker. Dette befolkningsoverskud fungerede som affald, der skulle skaffes af vejen. De overflødige mennesker blev sendt til tredjeverdenslande, en slags ‘mennesketomt’ ingenmandsland, der kunne bruges som skrotpladser for industrilandenes menneskelige affald.
Hvor det før var den vestlige verdens fødselsoverskud, som bidrog til at fylde op i de ‘mennesketomme’ skrotpladser, er det nu tredjeverdenslande, der begynder at opleve en forsinket modernitet. Ligesom vi før i tiden eksporterede vores menneskeaffald til andre verdensdele, er det nu de ny-moderne lande, der forsøger at eksportere deres befolkningsoverskud. Uheldigvis er der ikke længere ubrugte områder, hvor man kan sende den overskydende befolkning hen. Og endda skrumper den brugbare verden i disse år på grund af den globale opvarmning, der medfører øget ørkendannelse og oversvømmelser.
Kloden er fyldt op nu, konkluderer Bauman. Der findes ikke flere ubrugte territorier, som kan opsuge det menneskelige affald. Det fører til stammekrige og massakrer, der tynder ud i befolkningsoverskuddet i fattige dele af verden. Disse efternølerstater har ifølge Bauman kun én blomstrende industri: masseproduktion af flygtninge. Alle disse flygtninge deler en og samme identitet, udtrykt i endelsen -løs: de er hjemløse, statsløse, funktionsløse. Som mennesker uden egenskaber er de anbragt i et navnløst territorium, hvor Bauman stilfærdigt-brutalt spørger, om nødhjælpsarbejderne hjælper flygtningene eller medvirker til etnisk udrensning.
Bauman foreslår ingen løsninger, men fortsætter sin ubønhørlige tankegang tilbage til den nu senmoderne eller postmoderne, vestlige verden, hvor alle lever i nuet, bestandigt på spring, parate til at skrotte og udrangere andre for at undgå selv at blive kasseret. Lyder det for sortsynet, kan man høre Michael Hviid Jacobsen fortælle om håbets utopi hos Bauman i en udsendelse på P1. [marts 2009]
Genbrugskultur og kulturgenbrug
En bog om genbrug og kultur.
Forfatterne til de mange artikler i bogen Fortiden for tiden tager vores museumskustoder ved vingebenet og foreslår et anderledes uhøjtideligt syn på kultur. Bygninger, stilarter, malerier, emballage, alt skal kunne genbruges og omformes, alt kan fungere som byggesten og legoklodser i nye kombinationer. Således fortæller Maria Fabricius Hansen, hvordan man i senantikken og middelalderen rask væk brugte antikkens forfaldne byggerier som materiale i de tidlige kirker. Der var ingen berøringsangst og ingen idé om at bevare uberørt for eftertiden.
For Bjørn Nørgaard var det ikke byggesæt-tanken, men ideen om arkæologiske overlejringer og lag, der inspirerede ham til hans illustrationer af Biblen. I sit forarbejde gjorde han sig klart, at de mange traditioner for at illustrere Biblen ligger som implicitte lag eller forudsætninger. Men samtidig forholder den kristne tro sig også til nutidens sociale fællesskab. Derfor skabte han fire parallelle billedserier. En serie med nutidige pressefotos, klippet ud af sommerens aviser, en serie, hentet fra den kristne billedtraditioner, en serie med egne tegninger og nogle konstruktioner. Serierne blev ordnet i tilfældig rækkefølge og lagt oven på hinanden. Lag på lag-kompositionen skabte således tilfældige sammenstød mellem pressefoto, kristent billede, Nørgaards tegning og konstruktioner, så den kristne tradition og den moderne konfliktfyldte verden kunne åbne sig dialogisk mod hinanden.
Situationisterne arbejdede med fordrejningen, hvor den kunstneriske skandale fandt sammen med den politiske aktion, skriver Mikkel Bolt. Fordrejningen gjorde livet selv til et kunstværk og sprængte forestillingen om kunstneren som geni, plagierede alle former for billeder og tilbageerobrede det offentlige rum. Eftersom situationisterne ikke ønskede at udvikle et nyt formsprog, måtte det ultimative kunstværk være skabt af Randers-kunstneren J. V. Martin, der ifølge den lokale, randrusianske tradition afbrændte nogle af sine malerier. [marts 2009]
| til toppen |
© 2008 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse