Grønne ideer

Denne websamling kaster et panoramisk blik ud over alverdens grønne ideer til bæredygtig omgang med jordklodens ressourcer. For energiske ildsjæle kan de tjene til inspiration i deres eget arbejde med at gøre kulturen mindre belastende, og for bekymrede pessimister kan det være en trøst at se, hvordan det ene grønne initiativ efter det andet vokser frem.

Genbrugsarkitektur

Gaudí: Casa Milà/La Pedrera.

De knappe ressourcer får i disse år arkitekter, bygherrer og selvbyggere til at gå nye veje. Der bliver eksperimenteret med genbrug, ikke kun af traditionelle byggematerialer, men også med materialer, der normalt ikke anvendes i byggeri. Her er bildæk et utraditionelt eksempel, ligesom der også gøres forsøg med alternative byggematerialer som halm. Nogle ser fremad og finder fremtidens materialer, mens andre nostalgisk søger tilbage til tidligere tiders byggetraditioner. Hulen i jorden giver inspiration til huse, der delvist nedsænkes i terrænet eller kiles ind i en skråning. Tilsvarende kan det lerklinede hus påvirke ikke kun materialevalg, men også husets formgivning. Det kan også være idéer, der genbruges. Således dukker Gaudís bølgende arkitektur og bløde former frem igen, udsmykket med mosaikker af tallerkenskår og andet affald.

Lavenergiarkitektur

Den globale opvarmning gør, at man begynder at se anderledes på boligopvarmning og aircondition. Den slags må ikke belaste klimaet og medvirke til den globale opvarmning. Men der er ikke kun klimapolitiske, men også økonomiske grunde til at bygge med hensyntagen til boligens energiforbrug.

Solen skal anvendes optimalt, ikke kun dagen igennem, men også i løbet af året. Der bliver derfor regnet på vinduernes størrelse og placering i forhold til solens gang over himlen. Herved mindskes behovet for opvarmning i vintermånederne, ligesom airconditionering kan undgås eller begrænses om sommeren. Løvfældende slyngplanter eller træer og buske foran vinduerne medvirker til, at sollyset strømmer ind ad vinduet, når bladene falder, og dæmpes, når bladene igen springer ud. Og energiruder bidrager ikke alene til at holde på varmen, men beskytter også imod omgivelsernes støjforurening.

Sol og vind inddrages aktivt i energiforsyningen. Solfangere på taget sikrer varmt vand, opvarmning og udluftning, og hvis pladsforhold og myndigheder tillader det, står vindmøllen parat til at indfange vindens energi. Der bliver igen bygget fadebure og spisekamre, så det kølige rum mindsker afhængigheden af køleskab. Og der tænkes i den varme, jorden kan afgive, idet boligen indfattes i terrænet. Men selvfølgelig gør det modsatte sig gældende, hvis der bygges kystnært i områder, der fremover vil opleve flere oversvømmelser. Her hæver bygningen sig lidt over terrænet og står måske ligefrem på piller, så vandet uhindret kan strømme ind under nederste etage.

Genbrugsdesign

Der er en dobbelthed indbygget i den skraldedesignede genstand. Den er lavet af værdiløst, kasseret affald uden nytteværdi, men er som nyproduceret genstand igen blevet nyttig og værdifuld. Ved at bibeholde materialets skraldekarakter fastholdes og synliggøres dobbeltheden af nytte og unytte som en del af den nye genstands særpræg. Alt afhængig af, hvor meget materialet bearbejdes og beskæres, kan den tidligere funktion stadig ses i den nye genstand. Hermed får den skraldedesignede genstand en historie, der kan minde om arkæologiske lag eller køkkenmøddinger. Først ser man kun den nye genstand, men pludselig opdager man de tidligere genstande, der skjuler sig i den. Man kan også sammenligne de skraldedesignede ting med tidligere tiders fabeldyr som kentaur, kimære eller sfinks, der var sammensat af flere forskellige dyr eller dyr og menneske.

Det er især, når tingen betragtes som et materiale, der kan indgå i en ny produktion, at arkitekten, designeren og formgiveren kommer på en opgave. I meget gamle dage kunne man den kunst at pille huse, ting og tøj fra hinanden og genanvende de brugbare materialer i en ny produktion. I dag er man i færd med at genopfinde den glemte kunst på nye måder. Man vurderer ikke bare holdbarhed, men også eventuelle skadelige stoffer, der udskilles fra materialet. For nogle er det en kunst at få de gamle materialer til at fremstå som nye eller skjule dem bag nye materialer. For andre gælder det om at lade det gamle materiale komme til sin ret, så den nye produktion på næsten arkæologisk vis fremviser, hvordan tidens tand har patineret overfladerne.

Når man begynder at se nøjere på skrot og skrald, viser det sig at rumme en egen skønhed. Rustent jern og frønnet træ, det makulerede papir og den brogede affaldsmasse, der har været igennem skraldevognens knusemaskine, alt har sine former og farver, sin struktur og sin underlige opløsning på sin vej fra den ting, det engang var, til det kunstværk, som nogle kan se i det. Enkelte laver skraldekunst i oprør mod industritidens affaldsdynger, men de fleste skraldekunstnere er drevet af en fascination af, hvordan tingens nytteværdi forvitrer og nedbrydes til ren, æstetisk unytte og ubrugelighed.

Skraldekunst

Kokosnødder og strandskaller er i grunden naturens emballage. Således kan figurer af ben, nødder og skaller betragtes som kunst og smykker, lavet af affald efter dagens måltid. Men ellers opstår skraldekunst omkring den historiske avantgarde i de første årtier af det tyvende århundrede.

Skraldekunst laves ikke af køkkenaffald, men forudsætter industritidens overproduktion af ting og vareemballager. Overproduktionen indebærer, at tingen kasseres og ikke genbruges, når den er udtjent eller gået af mode. Til forskel fra køkkenaffald indgår tingsaffald ikke hurtigt i naturens kredsløb. Hermed starter moderne tiders enorme ophobninger af skrald, der står som bagsiden af industritidens tingskultur.

Ligesom tingene blev også kunsten til en vare. Kunstnere, der ikke følte sig hjemme på de bonede gulve, gjorde oprør. Nogle søgte inspiration fra andre verdensdeles kunst. Andre smed pensel og palet fra sig og begyndte at bruge den moderne industrikulturs materialer i deres collager. Netop avisen, der holdt offentligheden underrettet om varer til salg, var et yndet materiale. Men også tingene selv kunne bruges. Henry Heerup formåede som ingen anden at få skraldetingene til at leve og kom måske derfor til at fungere som bindeled mellem dansk og europæisk avantgardekunst. Senere fulgte Robert Jakobsen trop med sine skrotskulpturer.

Den historiske avantgardes interesse for skrald, skrot og industrikulturens ting som materiale for en kunstnerisk bearbejdning blev senere taget op af den spændende og forkætrede Robert Rauschenberg. Hans værker betragtes som neodadaisme og popkunst. Jean Tinguelys skraldeskulpturer er i bogstavelig forstand børn af industrikulturen. Mange af dem får nemlig liv gennem deres mekaniske bevægelighed. Nogle er mekaniske monstre, andre virker som industrielle væsener, en slags perpetuum mobile.

Genbrugsbørser

For få år siden blev gode ting til affald, når de havde været brugt én gang til ét formål. I dag betragtes affald som en ressource, hvor der er et bredt spektrum af muligheder for genbrug. Tingen kan genanvendes, som den er. Den kan betragtes som et sekundært råmateriale, der indgår i en ny produktion. Den kan findeles og presses sammen til et nyt råstof. Og endelig kan den indgå i produktion af energi.

I Danmark har vi tradition for nænsom restaurering. Folk kan rejse land og rige tyndt for at finde en planke, der passer ind i deres gamle gulv eller egetræskiste. Og vi ser eksempler på nyopførte huse, der minutiøst følger en ældre byggestil. Men man kan også bruge genbrugsmaterialer i nye arkitektoniske sammenhænge, hvor materialets forvitrede eller hærdede struktur udnyttes i fuldt moderne byggeri.

Genbrugsmaterialer kan være nogle, man falder over ved et tilfælde og får gratis eller billigt. Men skal man bruge noget bestemt eller materialer i større mængder, kan det være et problem at finde frem til det. Her kan man se, at der rundt i den store verden dukker børser, virksomheder og kontaktsteder op, hvor genbrugsmaterialer formidles.

Den store genbrugsvirksomhed i San Francisco ligger eksempelvis i et industriområde med småindustri, hvor den har til huse i en blanding af friluftsområder og lagerbygninger. Her er der opstået en dekorativ mode. Små stykker kulørt glas hældes i en rumlemaskine, der sliber de skarpe kanter af, så man ikke kan skære sig på glasset. Herefter kan glasset bruges i betonfliser og cementmure. Meget fantasifuldt og let at gå til for enhver

Skrotfilosofi

Der er milevidt mellem designere og arkitekter, der formgiver med nytte og brug for øje, og kunstnere, der laver attentater og raids ind i hjertet af nytteværdi og anvendelighed. Men selv om de første trækker affaldet i retning af genbrug, og de sidste understreger affaldets skraldekarakter, mødes de alligevel i en udforskning af affaldet som sekundært råmateriale. Og så sker der engang imellem det paradoksale, at skraldekunstnerens værk ender på genbrugspladsen, mens affaldsdesignerens møbel kommer på de fineste kunstmuseer i verden. Måske fordi det virkelige sammenstød ikke ligger mellem kunst og skrald, men mellem design og affald. For kunst og skrald består jo af to gange unytte, mens design og affald forener smukt formgivet nytte og ubrugelig unytte. Det er dette tankespring i spændet mellem nytte og unytte, som vi kun lige er begyndt at udforske.

Film og litteratur har traditionelt udforsket forholdet mellem mennesker og udviklinger i det enkelte menneske. Tingene har vi bare omkring os uden at skænke dem nogen særlige overvejelser. Derfor er vi ikke i vane med at filosofere over vores omgang med jordkloden og dens resourcer. Det bliver interessant at se, om det ændrer sig, efterhånden som den globale opvarmning sender sine brandstorme og flodbølger efter os. I hvert fald er ordet frit i film og litteratur, så der er god plads til at filosofere over, hvad vi vil med verden i det næste århundrede.

| til toppen |