Møbeldesign med genbrugsmaterialer

Thors-Design

 

V.I.P bænken er årets nyhed fra Thors-Design i 2008.

Da nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsen stod med 1500 kubikmeter gammelt bolværk fra Korsør havn, som de ikke kunne få afsat, faldt Carsten Thor for det 40 år gamle, solide træværk og købte hele molevitten. Carsten Thor havde egentlig bare tænkt sig at skære det hele op til træfliser, men begyndte snart at se skønheden i de lange, massive bjælkers struktur. Bolværk af azobétræ kan ikke kun tåle vind og vejr. Det kan også klare saltvand og er fra naturens hånd “imprægneret”, så der ikke kan gå råd og svamp i det. Det er derfor et ideelt materiale til udendørs møbler, også til udsatte lokaliteter nær havet.

I sit design kombinerer Carsten Thor azobébjælker med skifer og stål til tidløse og robuste borde, bænke, olielamper, udendørs køkkener, senge og meget andet godt. Ligesom det unikke træ taler til Carsten Thor, er han også åben for, at man selv kan ønske sig et helt unikt møbel i netop de mål, der passer. Og det samme gælder, hvis man vil have en terrasse eller havetrappe, der kan holde ens levetid og lidt til.

Så godt er det gået for firmaet Thors-Design, at bolværket fra Korsør havn er ved at være brugt op. Men han har ifølge et interview i Berlingske Tidende allerede udset sig sin næste havn, så han kan fortsætte nogle år endnu. [oktober 2008]

Pomp: skrotdesign

 

Køkkenvask af skrot.

Med sin baggrund som arkitekt arbejder Gitte Nissen Schelde med allehånde skrot, der bliver brugt som sekundært råmateriale i hendes design, der somme tider ender som brugsgenstande, men andre gange trækker i retning af kunstinstallationen. Hun har en lang erfaring med workshops, således at hendes skrotdesign ikke bare udtrykker, hvad hun vil, men også, hvad brugerne har lyst til. Hun har optrådt med kunsten at trylle unikke ting ud af skrot på DR. Gitte Nissen Schelde har i dag tegnestuen Pomp, hvor hun udstiller sine produkter og aktiviteter.

Piet Hein Eek

 

Bord af genbrugstræ.

Den hollandske møbeldesigner Piet Hein Eek har siden 1990 arbejdet med genbrugsmaterialer i smukt design. Han er repræsenteret på MOMA, men foretrækker at kalde sig designer eller håndværker, frem for kunstner. Piet Hein Eek har udgivet en bog og præsenterer nogle af sine produkter på nettet. Han bor stadig i sin landsby, hvor han har 30 folk i arbejde.

 

Waste

 

Sækkestol af betræk fra skrottede biler.

Barcelona-baseret virksomhed, der fremstiller sækkestole af genbrugte stolebetræk fra skrottede biler. Stofferne er slidstærke, kan tåle vind og vejr og er ikke brandbare. Hvert sækkemøbel er unikt i farve og form. Hjemmesiden findes både på spansk og engelsk og der er fotos af nogle sækkemøbler.

 

Tom Dixon

Det nye, engelske designerhåb Tom Dixon valgte til 2007 Design Festival i London at slå et slag for lavenergipæren. I stedet for en masse ord og formaninger designede han lampen Blow, der både er smuk og giver godt lys. 500 af de smukke lamper, der er formgivet i inspiration fra den traditionelle el-pære, blev hængt op som en stor installation på Trafalgar Square. Så kunne de forbipasserende ved selvsyn forvisse sig om, at man godt kunne få lavenergipærer til at give et godt lys. Glowb, der leverede lavenergipærerne valgte at støtte projektet ved at forære 1000 lavenergipærer væk hver dag, installationen var opstillet.

Tom Dixon taler om bærbart design på You Tube:

 

jan korbes garbage architecture

 

Nærbillede af samlingerne på en seng af træ med forskellig fortid.

Selv om hollænderen Jan Korbes kalder sine aktiviteter garbage architecture, er mange af de inspirerende eksempler på hans hjemmeside snarere møbeldesign af genbrugstræ. Han udfører også fantasifulde trapper og genbruger døre, altså tømrerarbejde på en ny måde med den nye slags materialer, som affald er. Det oprindelige materiale kommer til sin ret, enten med tiptop finish eller ved at lade materialerne stå med deres oprindelige overflade. Jan Korbes afholder også workshops, hvor billederne fra en work shop i Sydafrika ser vældig fornøjelige ud. Eller som han skriver på sin hjemmeside: Forestil dig verden uden en manual.

 

| til toppen |

© 2008 Rigmor Kappel Schmidt  |  Gengivelse tilladt mod kildeangivelse

Grønne sider