Øer og bydele
Økolandsbyen Matavenero
Økolandsbyen Matavenero.
Livet var barskt før i tiden i de nordspanske bjerge, så i 1950’erne og 60’erne blev landsby efter landsby forladt. Og da husene var bygget af bjergenes egne materialer, faldt de hurtigt i ét med det landskab, de var opstået af. Nogle af disse landsbyer blev senere indtaget af små, idealistiske grupper, der søgte et alternativt liv, langt fra de spanske storbyer. Ingen misundte dem deres hårde liv, heller ikke de tidligere beboere, så bosættelserne forløb i fred og fordragelighed med deres omgivelser.
Landsbyen Matavenero ligger i León i 1000 meters højde. Da den blev ‘besat’ og gjort til økolandsby i 1989, havde den været forladt i tyve år. I starten boede de nye indbyggere i telte, siden i indianske tipier, men efterhånden byggede de træhuse op over resterne efter de oprindelige stenhuse. Tagene er skifer, så husene næsten falder i ét med landskabet.
Som i de fleste andre spanske økolandsbyer er benzinmotorer bandlyst, og al transport foregår med æsler og heste. Det er ikke udtryk for berøringsangst over for moderne teknologi. Tværtimod har man tidligt taget de nyeste vedvarende teknologier i brug, så man i dag får elforsyning fra solfangere. Det skyldes landsbyens ønske om at leve økologisk og alene bruge vedvarende energi.
Matavenero er selvstyrende, og beslutninger tages i fællesskab. Da landsbyen desuden råder over læge og psykolog og selv varetager skolegang for de små, kan det virke, som om det lille samfund er lukket for kontakt til omverdenen. Det er dog ingenlunde tilfældet. Interesserede er således velkomne til at slå sig ned i landsbyen. Det kræver blot, at man bor der på prøve et år og selvfølgelig deltager i fællesskabets arbejde, møder og fester. Når året er omme, tager landsbyen i fællesskab stilling til, om tilflytterne kan blive boende. Og bliver man godkendt, kan man derefter gå i gang med at bygge sig et hus.
Besøgende og tilflyttere kan henvende sig via mail eller telefon, der findes på landsbyens hjemmeside. Man skal regne med en gåtur på halvanden time op til Matavenero. Der kommer så mange besøgende, at landsbyen har udarbejdet et regelsæt på engelsk, tysk og spansk, ligesom der er afsat plads til at slå telt op. På hjemmesiden er der fotografier af de Christiania-lignende huse. Bjergsiderne er bevokset af gyvler, der dufter og stråler gult om sommeren. Andre fotos viser landsbyen begravet i sne. [februar 2009]
Björk får bølgerne til at gå højt
Náttura.
Først var det finanskrise og bristede bobler, og derefter en skamridning af naturen, der nu har fået fremsynede islændinge til at sige fra. De har derfor gang i initiativer som Saving Island, der protesterer mod gigantiske aluminiumsfabrikker og deres enorme energiforbrug, og Náttura, hvis mest prominente fortaler er Björk, der skriver artikler, holder taler og sætter sin musik ind på at standse ødelæggelsen af Island. I stedet for at bruge de varme kilder til ødelæggende aluminiumsudvinding skulle man hellere bruge kildevandet til varme bade og udbygge helseturismen. Og hos Náttura har Björk selvfølgelig også lagt et musikstykke. [november 2008]
Den kanariske ø Hierro
Alleryderst vestpå ligger den kanariske ø Hierro som sidste forpost ud til Atlanterhavet. Det kunne være verdens ende, men er ved at udvikle sig til verdens begyndelse. Hierro stiler nemlig mod at blive den første ø i verden, hvis energiforsyning udelukkende er baseret på vedvarende energi. I slutningen af 2009 eller begyndelsen af 2010 tager man nemlig et såkaldt hydroæolisk værk i brug, der kombinerer energiproduktion fra vand og vind. Det hydroæoliske værk består ikke slet og ret af et vandkraftværk og en vindmøllepark, der hver producerer 10 MW. Det geniale er, at de to værker er forbundne, så når der er stiv vind til kuling, bliver vindkraften brugt til at pumpe vandet længere op i vandkraftanlægget, og når der er vindstille og smult vande, løber vandet igen ned gennem turbinerne og skaber strøm. Desuden har øen Hierro også anlæg til afsaltning af havvand, hvor vindenergien også er velkommen.
Navnet Hierro er ikke det spanske ord for jern, men alligevel er der noget stålsat over øens få indbyggere, der indtil nu har haft held til at afvise alt lige fra opsending af satellitter til opstilling af militære radarer. Desuden fastholder øboerne, at der ikke skal være masseturisme. Desuden er en god del af øen biosfærereservat under Unesco, grundet de mange endemiske arter, altså planter, der kun findes på den vulkanske ø eller på de Kanariske Øer. Der er altså sammenhæng mellem øboernes bærbare energiforsyning og deres respekt for øens spændende natur. [november 2008]
Dongtan
I Yangtze-flodens delta ud for havnebyen Shanghai ligger øen Chongming, et sumpområde, der bliver brugt af mindre landbrug og trækfugle. Her har Kina i samarbejde med det engelske firma Arup planlagt at opføre byen Dongtan med nulenergihuse, hvor indbyggerne kan bevæge sig rundt til fods, på cykel eller i eldreven, offentlig transport. Ifølge magasinet Wired lod planlæggerne sig desuden inspirere af vandvejene i kinesiske byer, for det lagde den sumpede Chongming ø op til.
Selv om projektet bliver omtalt vidt og bredt, også på Arups hjemmeside, møder man også påstanden om, at projektet er tom snak og ikke bliver realiseret. Således kan magasinet Ethical Corporation i december 2007 meddele, at Arup tildeles den såkaldte Greenwasher award for at indkassere hæder og ære for den ikke-eksisterende grønne by Dongtan. [november 2008]
Med helikopter over den mytiske by Dongtan:
| til toppen |
© 2008 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse