Skraldekunst

Qiu Anxiong

Den kinesiske installationskunstner Qiu Anxiong fandt en gammel, udrangeret togvogn, som han har givet nyt liv i installationen At stirre ind i glemselen (Staring into amnesia, 2007). Den kinesiske togvogn med sit stå-wc af messing er udstillet i Arken det meste af 2009. Hvordan den rent praktisk kom derind, kan man opleve i en reportage i DSB-bladet Ud at se. Man kan også kaste et blik ind i togvognen på hjemmesider hos Qiu Anxiong og Arken. Men den fulde oplevelse får man kun ved at sætte sig på snart et, snart et andet af sæderne.

Togvognen kørte rundt på skinnerne i det nordøstlige Kina i årene under kulturrevolutionen, hvor dens vinduer indrammede billeder og forløb, som passagererne kunne se ud på. Når vi i dag træder ind i togvognen og sætter os på et af sæderne, ser vi skiftende scenerier i bevægelse, som om de for evigt er klæbet til vinduerne. Og vi hører stumper af lyd og musik, der er blevet hængende mellem sæderne.

Pludselig kommer formand Mao til syne, et par vinduer længere fremme dukker et par fly op og kaster deres bomber. Der foranstaltes en improviseret hængning, og senere viser Maos kone sig også. Nogle optrin er hentet fra dokumentarfilm, mens andre scenerier er udformet som kinesiske skyggespil, selv om det ikke er dukker, men rigtige mennesker, der bliver hængt. Med skiftende udsigter fra togvinduerne har Qiu Anxiong skabt en historiefortælling over det maoistiske styre. Dokumentarfilmene har oprindelig tegnet optimistiske billeder af det kommunistiske styre, men idet de klippes sammen med stumper, der viser vold, undertrykkelse og bombninger, bliver utopien til dystopi. [marts 2009]

Poul Anker Bech

Gylden aften, 2002.

Hvis man forestiller sig jordklodens tektoniske plader, der stilfærdigt forskyder sig med voldsomme følger for alt det nagelfaste på jordoverfladen, har man måske første brik til Poul Anker Bechs gådefuldt enkle malerier. Hvis man dernæst flytter fokus fra jordkloden og centrerer sig i Vendsyssel, kan man se Jylland nord for Limfjorden som en lille plade, der når som helst kan rive sig løs og drage på langfart ud i Vesterhavet. Hvis man desuden tænker på forfattervennen Peter Mouritzens djævelske leg med ordene, kan man forstå, hvorfor marker, strande, bakketoppe og skyformationer bliver flyttet rundt som skakbrikker.

Alligevel er noget af det første, Poul Anker Bech indfanger på sine tidlige interiørmalerier, jyske hjem med sofastykker, der bringer udsnit af verden ind i dagligstuen. Men selv om et sofastykke hænger og ser så velkendt ud, er det en svimlende tanke, at man således kan skære et stykke landskab ud og tage det med sig hjem for at hænge det op over sofaen. For hvordan ser naturen ikke ud, hvis man forestilede sig den med huller efter alle landskabsbillederne.

Er man først begyndt at se sofastykket opdelt i en tredjedel land og to tredjedele himmel eller to tredjedele himmel og en tredjedel land, er det fristende at skille delene ad og begynde at rokere rundt på dem som for at give landskabspartierne hver deres selvstændige eksistens. Måske er det derfor, Poul Anker Bech karnevalistisk tilter himlen i Strandbred med siddende mand, en gris og vertikal himmel. Og når Poul Anker Bech placerer en tilskuer på maleriets ramme i Udsigt fra en ramme, kan nogle finde på at sammenligne det med magisk realisme, men ret beset minder det mere om den spanske barok.

Aftensolen selv ses ikke på maleriet Gylden aften, men man aner dens genskær på kvindens forside og på bordet, der lyser op i gult. Horisontlinjen lader jorden stå ubelyst, som var det skyggesiden af et plankeværk, der rejser sig. Men jorden fortsætter vertikalt opefter i højre side, så der dannes et mørkt landskab med hul igennem, hvorfra kvinden skuer ud i et lyst verdensrum. Tingene ligger hulter til bulter omkring hende som skrammel eller affald, hvilket med Poul Anker Bechs ord kan opfattes som et positivt spor efter menneske-liv, snarere end et tegn på noget livstruende eller destruktivt. Han sender tanker både til køkkenmøddinger og traditionen i lokalsamfund med at smide affald på fyldingen, mens nutidens giftaffald får ham til fatalistisk at mene, at “hvis vi sviner os selv til døde, ja, så må det være sådan” (Poul Blak: Fra baglokalet hos Poul Anker Bech, s. 177). [februar 2009]

Joel Jover

Madonna med barnet, fra udstillingen: Kunsten at genbruge kunsten.

Den cubanske kunstner Joel Jover stammer fra en ø, hvor orkaner og mangelsituationer sætter gang i genbrug af alle former for hittegods. Samtidig er øen hjemsted for synkretisme, hvor religiøs praksis stykkes sammen af vraggods fra de spanske erobrere og de afrikanske slaver. Selv er han vokset op i en familie med traditioner, der blandede katolicisme med spiritisme og santería. Ud fra Cubas mange traditioner har han dannet sin egen private mystik og sit helt eget billedsprog i omgangen med det transcendentale.

Joel Jover har skabt en række reliefbilleder fra katolicismens madonna med barn og fra den afrocubanske santería-tradition. Materialerne er gamle bøger og klude, øl- og sodavandsdåser. Han genbruger både udtjente materialer og gamle, kunstneriske udtryk, der strækker sig fra renæssancens madonna med barn til Andy Warhols pop art, hvor han har fundet frem til sine egne ikoner, Che Guevara og Fidel Castro. Det cubanske Granma fremhæver, at hans jævne genbrugsmaterialer af-sakraliserer hans motiver, hvilket til dels modsiges af Joel Jovers egen insisteren på en hjemmelavet synkretisme. [januar 2009]

Henry Heerup

Fotografen, 1963.

Henry Heerups skraldemodeller, der første gang blev udstillet i 1934, kunne let sættes i bås med avantgardens montager og surrealistiske genstande. Men hvor surrealisterne ville frisætte det ubevidste, var det barnet i os, det legende, kærligheden til de kasserede ting, der drev Heerup til at sammensætte sine figurlige skulpturer og relieffer. Han gav tingene nyt liv, idet han så det liv og det potentiale, de rummede. En indtørret rotte blev i 1933 til en kristusfigur med en stump forgyldt ramme som glorie. Sig så ikke, at Heerup ikke forstod at sætte kunstinstitutionen i spil mod sine skraldeting.

På Heerup Museets hjemmeside er der fantasifulde ideer til børn, mens voksne kan blive kloge på Heerup i bogen fra udstillingen i 2002: Henry Heerup - fra sten og skrot til skulptur.

Robert Rauschenberg

Canyon, 1959, med udstoppet ørn og pude.

Robert Rauschenberg var fascineret af kulturens efterladenskaber. Også i den grad, at han genopfandt avantgardens bedste ideer: monokromt maleri, ready-mades, collage, serialitet, så han gentager den historiske avantgarde og foregriber neoavantgarden. Rauschenbergs kunst er indbegrebet af industritiden. Det serieproducerede, der tapper genstanden for mening og egenart, fører videre til hans arbejder med papkasser, der illustrerer de seriefremstillede varers ultimative mening: at blive transporteret rundt i verden. Hans combines er ikke kun collager, men kombinerer også malerkunst og hverdagskulturens efterladenskaber, så han dermed bygger bro mellem avantgardekunst og hverdagsliv.

På Artnet er der en artikel af Jerry Saltz, der er noget forbeholden over for Rauschenberg. Men sammen med artiklen kan man se en række af hans combines, der kombinerer maleri med fundne ting eller udstoppede dyr.

Jean Tinguely

Saint Phalle & Jean Tinguely: Kyklopen

I starten af 1960’erne begyndte Jean Tinguely at bruge gammelt skrot til sine skulpturer. Hans skraldekunst er også blevet kaldt junk art. Som et vrangbillede på industritidens maskiner lavede Tinguely bevægelige skulpturer, hvor han udforskede forholdet mellem kunst og maskine. I hans bevægelige værker spiller lyden en stor rolle. I 70’erne og 80’erne voksede værkerne til monumentalskulpturer, der blev udstillet i Tate Gallery, Georges Pompideau centret og Kunsthaus Zürich. Efter Tinguelys død i 1991 oprettede medicinalfirmaet Roche et Tinguely museum ved Basel i hans bolig og værksted. I anledning af en retrospektiv udstilling af Tinguelys værker i Valencia udarbejdede El País et fotogalleri med nogle af hans skulpturer.

Tinguelys knirkende selvportræt:

Heureka. Mekanisk egetliv:

Trashformaciones

Spansk web-sted, der krydser det engelske ord trash med det spanske ord for transformation. Web-siden toner langsomt frem med bevægelser, der kan minde om Laurie Anderson: “Puppet Motel”. De fire felter, trashforma 1-4, handler om hvert deres affaldskunstprojekt. Midt i er der klistret en gul seddel, hvor der i fri forkortelse står:

Ligesom Baudelaire mener vi, at den moderne kunstner skal finde sine emner i affaldsdyngerne, hvor tingene mister deres identitet, funktion og herkomst og får ny og overraskende betydning ved at blive sat sammen med andet affald.

Trashforma 02: Kunstprojekt, hvor kunstnere og designere laver stole ud af aflagte badekar.
Trashforma 03: Mur af genbrugte aluminiumsplader. Installation.
Trashforma 04: En kube på 3,5 m., sammensat af 166 genbrugte køkkenvaske. Inde i kuben kan man opleve lyset, der falder ind i rummet gennem vaskenes afløb og ændrer sig med solens gang. Når der om natten tændes lys inde i kuben, går lyset den anden vej. Klik på den røde pil fører til fotos af kuben, set på stranden og i byen, med sollys set indefra og med kunstigt, indre lys om natten set udefra.
Trashforma 05: Installation fra 2006, hvor keramikskår og 700 m. kobberkabel slynger sig i hele rummet og breder sig ud over facaden. Kabelslyngningerne danner en labyrint, man kan snige sig rundt i.

Ude til højre er der flere post-it sedler i forskellige farver, der lede ind til nye projekter og andre web-steder om affald og genbrug.

Tina Hauser

Fra billedserien The Beauties.

Den schweiziske kunstner Tina Hauser arbejder med samfundets affaldsprodukter, men definerer ikke sin kunst som genbrug, men som billedhuggende lagring. Hendes mest interessante kunstprojekt er “Garden of Pleasures”, hvor hun har fremstillet en række nummererede værker: Beauties #1-#14, også omtalt som Zeitplastiken. Kunstværket indledes, når samfundet afsondrer sit affald. Det kværnes igennem i moderne skraldebiler og hældes ned i bunkeren, hvor Tina Hauser i beskyttelsesdragt tilegner sig bunkeren og gør den til sit atelier. Hun benævner den nu Garden of Pleasures. Den gærende masse i bunkeren er anonym og har kort varighed i denne fremtrædelsesform. Kun få Zeitplastiken finder nåde for Tina Hausers blik og bliver indlemmet i hendes Beauties.

Lag-på-lag-kunstværk

Schweppenhäusers plakatmaleri Mandorla.

På Husets forlag hænger der et langt maleri af den gudbenådede multikunstner Jakob Schweppenhäuser. “Lærredet” er mange lag af byens plakater, der skrællede af en nat, den unge kunstner lænede sig op ad en plakatsøjle. Forjættende svipper de genbrugte plakater op i enderne, mens maleriets øjne ser tomt ud på beskueren.

Vi har lavet en lille web-bog om Jakob Schweppenhäusers maleri Mandorla.

Trashlog: kunstprojekt

Fra maj 2002 til maj 2005 havde Nico van Hoorn det projekt at samle et stykke skrald hver dag, når han gik tur. Det skannede han ind og lagde ud på Internet. Således førte han logbog over vor tids affald, der flyder overalt. Hans eneste regel var, at det højst måtte være 10 x 15 cm. og helst så fladt som muligt.

Ted Gueller

Recycled machines, udsnit.

Den Zürich-baserede kunstner Ted Gueller bruger ikke pensel og farve, men fortæller en historie med teksturer og former. Således indgår sekundær-råstoffer fra fundne ting og industriaffald som elementer i hans collager, installationer og ready-mades, relieffer og skulpturer.

I hans web-galleri kan man scrolle sig igennem en række fotografier af hans installationer og relieffer.

| til toppen |