Gitte Helle har i mange år lavet skrotsmykker. Navnet på hendes butik, Containerjuvelen, rummer netop den modsætning mellem containerens skrot og de fineste smykker, som hun altid arbejder med. Hvert stykke skrot har en fortælling, der viser tilbage til fortiden. Selv om hun finder stumperne liggende anonymt i containeren eller på skrotpladsen, henter hun fortællingen fra H.C.Andersens eventyr. Her kan en stoppenål bilde sig ind, at den er en synål, ligesom en skåret ting kan vigte sig uden at vide, at den er kasseret. Men viser man de knækkede sager respekt, kommer de til ære og værdighed igen som en ny historie. Hun kan i øvrigt også den kunst at forvandle et arvestykke til et nyt, unikt smykke, hvor familiens historie spiller sammen med skrotstumpens vejrbidte metal.
Ligesom H.C.Andersen tænker Gitte Helle i spændingsforhold, så skrotstumpernes materialitet får lov at danne modsætninger: rund/kantet, ru/glat, osv. Til gengæld er smykkerne i Gitte Helles bog, Containerjuveler, farvemæssigt afstemt i gyldent og sølvgråt, som for at illudere guld og sølv, med en enkelt figur i en diskret farve, der spiller rollen som juvel. Det er imidlertid ikke guld, sølv eller juvel, men metalstumpernes materialitet og kontrasterende former, der giver smykket dets unikke karakter. [november 2008]
| til toppen |
© 2008 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse