Indledning om fri vilje
Indledning
Titelblad til den spanske førsteudgave af Novelas exemplares.
Husets forlag udgiver nu den første samlede oversættelse af Miguel de Cervantes Saavedra: Eksemplariske noveller, siden Charlotta Dorothea Biehl udsendte Lærerige Fortællinger i 1780-1781. I den forbindelse har samlingens oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, sammen med Peter Frost-Olsen udarbejdet en web-bog, der præsenterer novellerne og nogle af de spændende problematikker, man finder i dem. Arbejdet med at oversætte novellerne er støttet af Litteraturrådet under Kulturministeriet.
Cervantes udgav i 1613 Eksemplariske noveller, tolv i alt, hvoraf en del handler om kærlighed, mens andre følger den nye genre: pikaresken med en pícaro, en skælm eller skalk, der slår sig igennem, som han bedst kan på kanten af loven. Man kan vælge at læse novellerne som fornøjelig underholdning, men i ly af lystlæsningen filosoferer Cervantes over de omkalfatringer, som de nye tider har bragt med sig. Således endevender han kvindens ønske om selv at vælge sin ægtemand og sønnens oprør mod faderens tilrettelæggelse af hans levevej og ægteskab. I ly af de to problemstillinger udvikler der sig en mere generel diskussion af forholdet mellem frihed og regelbundethed for den enkelte i forhold til familie og samfund.
Den frie vilje
Frihed kan illustreres med Goyas menneskeflyvere.
I novellerne udforsker Cervantes den frie vilje (libre albedrío), der udfordrede prædestinationen, hvor liv og skæbne på forhånd var givet af gud og i ly af dét også fastlagt socialt. I overgangen fra det middelalderlige aftalesystem til mere moderne tider kommer indgåelsen af ægteskab under pres. Skal giftermålet afgøres af de unges følelser, altså den nymodens kærlighed, eller skal de unges ægteskab aftales af forældrene. Når kvinden griber til det middelalderlige, hemmelige ægteskab, der aftales direkte mellem mand og kvinde, er det ikke udtryk for en middelalderlig tankegang, men skal snarere betragtes som en smutvej til selv at bestemme, hvem hun gifter sig med. Kvindens betrængte situation udnyttes ofte af manden, der forfører hende, men ikke står ved, at han har lovet hende ægteskab.
Cesare Ripa: Liberalità, gavmildhed.
Hvis man ser bort fra kærlighedsintrigernes underholdningsværdi, bruger Cervantes episoderne til at slå et slag for, at det enkelte menneskes frie vilje skal respekteres, og at det også gælder for kvinden. For at det frie valg bliver en reel mulighed, kræves der, at andre viser storsind (liberalidad) og respekterer den enkeltes ret til frit at vælge. Storsind og uegennytte rummer flere facetter: Er der en rig mand involveret, skal han give gavmildt, så der er råd til at vælge. Har en mand forventninger om at gifte sig med en kvinde, må han undlade at insistere, så hun frit kan vælge mellem to bejlere. Og endelig må faderen afstå fra den traditionelle ret til at bestemme over sin søns eller datters valg af ægtefælle.
Frihed og fællesskab
Friheden knytter sig ikke kun til valget af ægtefælle, men angår også den enkeltes forhold til andre i arbejdsliv og samfund. Heraf opstår ideen om en mere abstrakt, romantisk frihed (libertad) fra samfundets konventioner, regler, love. Man finder den udfoldet individuelt, når den enkelte drager hjemmefra for at prøve lykken som Carriazo og Avendaño i Opvaskerpigen. Og man kan se det som en kollektiv utopi i don Quixotes tale om guldalderen og i præsentationen af sigøjnerlivet i Sigøjnerpigen.
Umiddelbart kunne det se ud, som om den individuelle og kollektive frihed kun kan realiseres ved at snylte på andres arbejdsomhed, men en nøjere betragtning viser, at ‘snylterne’ ofte ‘betaler’ ved at underholde de arbejdsomme. Sigøjnerne gør det med deres sang, dans og kappestrid. Således udfolder den enkeltes og kollektivets frihed sig ikke så anarkistisk, som man umiddelbart skulle tro. Der er blot andre regler end i det spanske samfund.
Selv om Cervantes er en frihedens fortaler, har han altså et realistisk blik for, at der også blandt farende folk og forbrydere eksisterer regler, og at de endda kan blive håndhævet hårdere end i det almindelige samfund. I Sigøjnerpigen udfoldes det, at sigøjnerne har deres lov, som alle skal rette sig efter. Og i Rinconete og Cortadillo viser det sig ved, at forbryderlivet er stærkt regelbundet og endda har skatter og afgifter ligesom det omgivende samfund. Når de alternative samfund kan virke frie i forhold til den omgivende samfund, skyldes det, at der ikke er samme krav til regelmæssigt arbejde. Der bliver selvfølgelig lavet noget, men arbejdsindsatsen har en uregelmæssig karakter, hvad enten man er posetyv i byerne, landevejsrøver, skøge, falskspiller eller lignende. Det lyssky arbejde foregår, når lejlighed byder sig, eller man ser sit snit til det.
Eksistensen af alternative samfund giver den enkelte en valgmulighed. Men Cervantes viser også eksemplarisk, at samspillet mellem egennyttig frihedstrang og respekt for den andens frie vilje bliver komplekst, så snart flere menneskers frie vilje skal finde sig til rette med hinanden.
Den frisatte, åbne fortælling
Nogle af novellerne starter in medias res, altså midt i en handling, mens andre ophører uden nogen egentlig afslutning. Ved at begynde eller slutte midt i handlingsgangen står det klart for læsere og tilhørere, at der er sket noget før eller efter fortællingen. Hermed bliver fortællingen til et fragment, der illuderer at være et udsnit af livet og virkeligheden. Det åbner op for, at læsere og tilhørere kan forestille sig en fortsættelse af fortællingen. Prøv engang at se afslutningen på den sidste novelle, Hundenes samtale, som også er afslutningen på hele samlingen:
Licentiaten afsluttede netop læsningen af Samtalen, da fænrikken vågnede; og nu sagde licentiaten:
– Selv om samtalen er opdigtet og aldrig kan have fundet sted, synes jeg, den er godt skrevet, og hr. fænrikken kan roligt gå videre med den næste.
– Hvis I mener det, svarede fænrikken, – vil jeg tage mig sammen og se af få den skrevet uden yderligere at drøfte med Eders Nåde, om hundene talte eller ej.
Hertil svarede licentiaten:
– Hr. fænrik, den drøftelse lader vi ligge. Jeg synes om Samtalens kunstfærdighed og påfund, og dermed basta. Lad os tage ud til Espolón for at adsprede kroppens øjne, nu jeg har vederkvæget forstandens øjne.
– Ja, lad os det, svarede fænrikken.
Og hermed gik de.
Hundenes samtale
Fænrikken overhørte tilfældigt to hunde tale sammen, da han lå på hospitalet. Han har nedskrevet første del af samtalen, hvor hunden Berganza fortæller, men mangler at nedskrive den anden hunds beretning, så den er ikke tilgængelig for læsere og tilhørere, og vi ved heller ikke, hvad der siden sker fænrikken og løjtnanten. Novellen slutter derfor så åbent som en ladeport.
Det er denne samtale, som licentiaten netop har læst til ende. Han tror ikke på, at hundene fik talens brug, så han betragter fortællingen som opdigtet. Fænriken lader det stå åbent, og det accepterer licentiaten, der til gengæld foreslår, at de forlader fiktionens verden, der taler til forstanden, og går ud i virkeligheden, der henvender sig til kroppens sanser. Tilbage sidder fortællestemmen og ser dem gå ud i virkeligheden, hvor tilhørere og læsere kan møde dem. Men hvad der sker dem derude, får vi ikke indblik i, for den fortællestemme, der skriver: “Og hermed gik de.”, bliver siddende tilbage i rummet. Det er således på alle måder en åben, frisat slutning på den sidste novelle og på Eksemplariske noveller.
| til toppen |
© 2007 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse