Sigøjnere

Fordomme om sigøjnere

Beretningen om sigøjnerpigen og sigøjnernes samfund indleder Eksemplariske noveller. Den har altså fået den bedste placering, hvor læseren skal indfanges. Det er derfor tankevækkende, at novellen begynder brutalt med datidens fordom mod sigøjnerne: de er tyvagtige. Det er således de fordomsfulde spaniere, der er novellens læsere og tilhørere.

Fordommen om sigøjnernes tyvagtighed er en påstand, der hurtigt modificeres. De er kun en lille smule tyvagtige, fremgår det af novellen, og faktisk tjener de deres penge på mange forskellige måder, der bibringer det omgivende spanske samfund en masse glæder. Pigerne tager ind til byen og danser, de optræder som gøglere, og mændene deltager i alskens kappestrid og styrkeprøver.

Hvor de kommer frem, lægger de pant, så hvis der kommer anklager for tyveri, er man sikret mod tab, idet man jo bare kan beholde pantet til gengæld for det tabte. Om det så kun er en tyverisikring for selve det sted, hvor de slår sig ned, står lidt hen i det uvisse.

Efter at have modificeret datidens fordom mod sigøjnerne bliver den dramatisk sat i relief, da en spansk pige forelsker sig i en af sigøjnerne (der i virkeligheden er en fornem spanier). Han afviser hende, hvorefter den spanske pige anbringer nogle af sine værdigenstande blandt hans ting og anklager ham og de andre sigøjnere for tyveri. Det tager de med sindsro, da de ikke har stjålet. Men de lumskeligt anbragte genstande gør selvfølgelig, at sigøjneren alligevel bliver pågrebet og skal hænges.

Sigøjnernes beskedne rapserier stilles nu i relief af den spanske piges svigagtige anklage, så hvis vi ikke hidtil har følt sympati for sigøjnerne, gør vi det i hvert fald nu. Det kaster et relativt blik på sigøjnernes kultur. De har deres lidt dårlige sider, men de har også deres kvaliteter, og de bibringer det omgivende samfund en masse fornøjelig underholdning. Og så er sigøjnerne ikke svigagtige. Det er spanierne heller ikke, men der er enkelte brådne kar imellem.

Ære og tillid

En ung, fornem spanier forelsker sig i en af sigøjnerpigerne, men hun betinger sig, at han skal leve som sigøjner i to år for at få hende. Da han indvilliger i det, bliver han optaget i deres samfund. Her bliver han (og læserne og tilhørerne med ham) indviet i deres regler, som på nogle måder rummer en frihed i forhold til det spanske samfund, men på andre måder binder den enkelte mere og stiller større krav, end tilfældet er i det omgivende samfund.

Da den unge spanier bliver optaget i sigøjnernes fællesskab, får han straks tilbudt en kvinde. Til gengæld bliver der stillet det ufravigelige krav, at han ikke må skele til andres kvinder, de være sig koner eller kærester. Og han må heller ikke under nogen omstændigheder vise skinsyge. Således er sigøjnerne fælles om alt, bare ikke kvinderne. Den forelskede spanier bliver uvægerlig grebet af skinsyge, men må lære at beherske denne følelse, for det er en del af aftalen, hvis han skal gøre sig håb om at få den smukke sigøjnerpige.

Men selv når Cervantes ser positivt på en kultur, som tilfældet er med sigøjnerne, foregøgler han ikke, at der findes nogen idealkultur, hvor der ikke findes normer og regler, og hvor den totale frihed hersker. Hans opfattelse af sigøjnerkulturen og af kultur i det hele taget er således snarere udtryk for venlighed end for idealisering. I sin åbenhed ser han ikke den fremmede kultur som ond og forbryderisk. Så snart man oplever en kultur indefra i stedet for udefra, har den sine regler, sin orden, sin solidaritet og sine gode sider og selvfølgelig også enkelte fejl og mangler. Set udefra kan man til gengæld være tilbøjelig til kun at fokusere på de dårlige sider, i dette tilfælde sigøjnernes tyvagtighed.

Sigøjnerne i de Spanske Riger

Sigøjnerne kom til de Spanske Riger i løbet af 1400-tallet. De levede som et nomadisk folkefærd, hvilket i 1499 udløste det første dekret, som krævede, at de blev bosiddende. I dekret efter dekret blev dette krav fornyet i løbet af 1500-tallet, og hvis de ikke slog sig fast ned et sted, blev de straffet korporligt og udvist fra de Spanske Riger.

Sigøjnerne levede nomadisk, men altid i nærheden af byer og landsbyer. De drog fra sted til sted, arbejdede som smede, optrådte med sang og dans og virkede som spåkoner. De holdt sig for sig selv, og ægteskaber blev normalt kun indgået mellem sigøjnere. Både i Sigøjnerpigen og i Hundenes samtale fortælles det, at hvis en spanier forelskede sig i en sigøjnerpige, måtte han blive sigøjner og leve som dem, hvis han ville gøre sig håb om at få hende. Det var således samfund, der gennem ægteskabet lukkede sig om sig selv. Man indgik ikke ægteskabsalliancer, der betød, at nogen måtte forlade sigøjnersamfundet.

En af fordommene mod sigøjnerne var i øvrigt, at de stjal små børn fra spanierne. Det har Preciosas bedstemor rent faktisk gjort, så her bekræftes fordommen. Den samme fordom blev rettet mod jøder og hekse. Det virker imidlertid usandsynligt, at så forskellige kulturer alle skulle dele dette træk. Det kan derfor have været en måde, hvorpå spanierne kunne mistænkeliggøre andre kulturer.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]