Hekse

Hekseri og hekseforfølgelse

Goya: Aquelarre eller heksesabbat.

Den mest berømte heks i spansk litteratur finder man i dialogromanen Celestina, der udkom omkring år 1500. Hun var både heks og koblerske og havde i sine unge dage selv været en letlevende skøge. Sine heksekunster brugte Celestina i en snæver vending. Hvis en mand havde betalt hende for at formidle kontakt til en kvinde, der afviste at forelske sig i ham, kunne hun gribe til hekseri for at gøre kvinden forelsket i ham. Det var således ofte i kærlighedssager, man tog sin tilflugt til heksene eller selv forsøgte sig med miksturer, der kunne gøre den vrangvillige forelsket.

Inkvisitionen var splittet i spørgsmålet om hekse. Nogle inkvisitorer troede på hekse, mens rationalistisk indstillede skeptikere mente, at der var tale om indbildning. Der var derfor relativt få inkvisitionssager imod hekse, og de var især koncentreret på landet og i et bredt bælte hen over den nordlige del af den Iberiske Halvø. Der var eksempler på mænd, som blev anklaget for hekseri, men anklagerne rettede sig ofte mod kvinder, enlige, ældre kvinder, der levede fattigt og marginaliseret. Netop deres fattigdom kunne være en anden årsag til de få sager, for så var der jo ingen værdier, inkvisitionen kunne konfiskere.

Generelt var inkvisitionen travlt optaget af andre sager: bogcensuren skulle passes, og så var der processer mod omvendte jøder, der blev mistænkt for i smug at fastholde deres jødiske tro og levevis. Når det netop var jøder og ikke maurere, der blev ført sager imod, skyldtes det, at de havde penge og andre værdier, som man kunne konfiskere. Det skæppede godt hos inkvisitionen. Endelig var der de mange attester på limpieza de sangre, blodets renhed, hvor det blev bevidnet, at man ikke havde jødiske forfædre. En sådan attest skulle alle, også gammelkristne spaniere, fremvise, hvis de ønskede ansættelse i kirke og statsadministration.

Elskovsmidler

Hekseri blev ofte brugt i kærlighedssager, hvor man med miksturer forsøgte at gøre den eftertragtede forelsket. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan påvirke viljen (voluntad), der på spansk har en finger med i spillet, når det gælder kærlighed. Det spanske ord voluntad har en betydning, der rækker fra vilje, tilbøjelighed og lyst til kærlighed. Det kan således minde om den brede betydning i det gamle, danske ord hu, der betyder tanke og sind, men også lyst, attrå og agt.

Cervantes var særdeles skeptisk over for kærlighedsmiksturer og anden hekseri. Han troede overhovedet ikke på, at man kunne påvirke et menneskes vilje med tryllemidler. Tværtimod mente han, at de såkaldte hekse forgiftede folk med deres miksturer. I Licentiaten Glar bliver der fortalt om en letlevende dame, der faldt for Tomás Hjærne, som licentiaten Glar hed, før han blev gal og fik navnet Glar. Tomás var overhovedet ikke interesseret i damen, hvilket bare gjorde hende endnu mere forelsket. Hun var ikke selv heks og søgte derfor råd hos en maurisk kvinde, for maurerne havde ry for at kende til undergørende midler.

Men som det fremgår af citatet, regnede den skeptiske Cervantes den slags midler for den rene gift. Midlet havde da heller ikke den ønskede virkning, idet licentiaten ikke blev forelsket, men dødssyg.

Flyvende hekse

Hvor elskovsmidler må placeres et sted mellem urtemedicin og trolddomsmidler, hører idéen om, at hekse kan flyve og mødes med djævelen, til i den mere håndfaste heksetro. Det er en sådan heks, der møder os i den centrale episode i Hundenes samtale. Hunden Berganza er kommet til Montilla sammen med sin herre, stortrommeslageren, hvor de skal optræde. Hans herre anråber troldkvinden Camacha, der engang har levet i byen. Det får en anden gammel kone, troldkvinden Cañizares, til at reagere. Hun hævder, at Berganza er søn af endnu en troldkvinde, men er blevet forvandlet til en hund. Hun sætter nu Berganza stævne samme nat i sit værelse, hvor hun smører sig ind i heksesalver, angiveligt for at flyve til gæstebud med sin herre, djævelen.

I sin præsentation af heksenes flyvning og møder med djævelen udviser heksen Cañizares samme relative blik på heksekulturen, som man også finder omkring sigøjnernes kultur. Nogle tror, de tager af sted med krop og sjæl, mens andre mener, det kun sker i forestillingen.

Gennem heksens relative opfattelse udtrykkes det, at der sandsynligvis er tale om en meget intens forestilling om at flyve, men ikke om en egentlig flyvning. Cervantes tilslutter sig således den rationalistiske opfattelse, at hekse næppe kunne flyve eller udøve trolddom, men blot bildte sig ind, at de kunne. Og der åbnes op for, at inkvisitionen var af samme opfattelse.

Cervantes udtaler sig ikke selv om inkvisitionen, men overlader det til en heks. Hun må formodes at vide, hvad hun taler om, men hvis det skulle falde de herrer inkvisitorer for brystet, er det jo ikke ham selv, men en heks, der har sagt det. Og den, der bringer hendes udsagn til torvs, er heller ikke Cervantes selv, men hunden Berganza. Og beretningen om hundenes samtale skal heller ikke forestille at være skrevet af Cervantes, men derimod af en person fra den forrige novelle: fænrik Campuzano, der bare har nedskrevet samtalen, sådan som han hørte den fra sin sygeseng på hospitalet.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Bog:

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]