Maurere

I Eksemplariske noveller skriver Cervantes fortællinger, der foregår blandt en vifte af kulturer i og uden for de Spanske Riger: sigøjnere, hekse, tyvebander, mauriske korsarer fra Algier, tyrkere, englændere, italienere. Novellen sættes i gang af, at en eller to unge spaniere drager ud eller bortføres til en anden kultur. I begge tilfælde er der tale om et kulturmøde, snarere end et modsætningsforhold eller en undertrykkelse. Det kan man se af, at spanieren forbliver tro mod sine egne værdier. Han tilegner sig viden og kunnen fra den anden kultur, men tager ikke de dele til sig, der er i direkte modstrid med hans egen kultur. Det gælder også den kultur, der står i et fjendtligt forhold til de Spanske Riger. Det er derfor interessant, at de spanske maurere ikke får deres egen novelle, men kun optræder i en ganske kort, lakonisk episode i Hundenes samtale, hvor hunden Berganza kan fortælle, at han en måneds tid arbejdede for en spansk maurer.

Den spanske maurer

Arbejdsomme maurere, før de blev marginaliserede.

Hunden Berganza giver en kortfattet præsentation af den spanske maurer. Han har en frugthave, hvor der vokser mange granatæbletræer. Hans kost bygger på hirse og durra, der ligesom granatæbletræerne tåler tørke. Alligevel er der etableret kunstvanding, hvilket maurerne var eksperter i. Man må derfor gå ud fra, at han driver et forfinet, intensivt havebrug med frugter og grønsager. Men når maureren nøjsomt spiser hirsebrød og durra, sælger han sikkert de grønsager og den frugt, han dyrker.

Berganza slår sig ned hos spanskmaureren for gennem ham at lære alle andre maureres liv i Spanien at kende. Idet han slutter fra den enkelte til helheden, kan han fortælle, at maurerne er arbejdsomme, nøjsomme og gerne sparer op. De har ingen tjenestefolk, så det er alene ved deres eget arbejde og ikke ved at udbytte andre, at de får samlet sig lidt på kistebunden. Til forskel fra de kristne bliver de spanske maurere gift og får børn allesammen, for de deltager ikke i Spaniens krigsførelse og går heller ikke ind i kirken til et liv i kyskhed. Og da de fører et sundt og mådeholdent liv, får de flere børn end de kristne spaniere.

De spanske maurere generer altså ikke nogen, de er arbejdsomme og snylter ikke på det spanske samfund, og de er sandsynligvis i stand til at producere et overskud og bidrager dermed til at føde den gammelkristne, spanske befolkning. Alligevel beskylder Berganza dem for at bestjæle spanierne, ligesom de omtales som maurisk rakkerpak (morisca canalla). Og de er ikke gode kristne. Spanskmaurerne præsenteres altså ikke neutralt, men stilles i et negativt lys. Hvorfor er hunden Berganza pludselig så negativ over for sin mauriske herre, når han dog har tjent sine øvrige herrer så solidarisk? Og hvorfor er han pludselig imod arbejdsomhed, når han altid har gjort sig stor umage i alle de hverv, han selv har varetaget? Og hvorfor griber forfatteren Cervantes ikke ind, skønt han ellers så listigt underminerer fordomme.

Episoden med den spanske maurer står næsten i slutningen af Hundenes samtale og dermed næsten i slutningen af novellesamlingen. Det er derfor oplagt at sammenligne episoden med Sigøjnerpigen, der optræder i begyndelsen. I Sigøjnerpigen præsenteres den gængse stereotyp om sigøjnernes tyvagtighed, som derefter modificeres så meget, at den næsten fortoner sig, idet vi i stedet ser, hvor meget sigøjnerne bidrager til almindelig fornøjelighed. I Hundenes samtale hører vi om en beskeden, arbejdsom maurer, at han alene ved sin arbejdsomme og beskedne levevis er tyvagtig. Den negative stereotypificering af maureren virker så mærkværdig, at det kalder på en nærmere overvejelse.

Fordomme mod spanskmaurerne

Hundenes samtale blev skrevet i årene op til eller under udvisningen af maurerne i årene 1609-1614. I denne periode har Cervantes haft adgang til de fordomme, der verserede om maurerne. Interessant nok undlader Cervantes at omtale den værste fordom mod maurerne, der går ud på, at de angiveligt skulle stå i hemmelig forbindelse med mauriske kapere fra Nordafrika og tyrkere i det Osmanniske Rige. I stedet præsenterer han dem, således som han må have set dem, når han kom rundt som skatteopkræver eller hjemme i La Mancha. De var arbejdsomme, giftede sig, levede mådeholdent af en kost, der var rig på frugt og grønt, uden det fede svinekød, men med den sunde olivenolie som fedtstof og det mere magre kød fra okse, ged og beder, hvorfor de også fik flere børn end spanierne, der yndede det fede svinekød og drak vin i rigelige mængder.

Denne sobre karakteristik af maurerne præsenteres som en fordom gennem negativt ladede ord som “maurisk rakkerpak”, og til forskel fra de andre fordomme i novellerne gøres der ikke noget forsøg på at mildne fordommen. Hvis man imidlertid sammenholder det med, at fordommen fremsættes af en hund, der ligesom maurerne sætter samvittighedsfuldt arbejde højt, kaster det et ganske andet lys over den tilsyneladende fordom. For den, der kan læse mellem linjerne, fremhæves maurernes mange gode egenskaber, som netop kunne gøre dem værdifulde at beholde i de Spanske Riger, hvor det i løbet af 1500-tallet var gået helt af mode at arbejde. Til gengæld er der ikke noget for censuren at komme efter.

Der optræder tilsvarende tvetydige kulturportrætter i Don Quixote, bd. I. Mest interessant er don Quixote, der pludselig, da han fabulerer om at blive gift med en prinsesse, tager sig i det. For hvad nu, hvis hendes far kongen opdager, at don Quixotes far var vandbærer, og her bruger Cervantes det maurisk-spanske ord azacán og ikke det spanske ord aguador. Hermed antydes det, at don Quixote kan have mauriske aner. I Avellanedas fortsættelse fra 1614, hvor maurerne endegyldigt er udvist fra Spanien, nævnes udvisningen eksplicit. Og der optræder en fornem maurer ved navn Tarfe, som er en helt igennem positiv figur. Det får Cervantes til at tage tråden op i sit bd. II, hvor don Quixote bliver udstyret med et udmærket kendskab til de arabiske ord, der er fuldt integrerede i det spanske sprog. Hermed syntes Cervantes parodisk at foreslå, at hvis de udviser spanskmaurerne, burde de også udvise det spanske sprog, der ligeledes var blevet dobbeltkulturelt, efter at spanierne og maurerne havde levet side om side i mange hundrede år.

Udvisningen af de spanske maurere

Maurerne blev udvist i løbet af årene 1609 til 1614, idet man startede i Valencia i største diskretion. I en bog fra 1613, Memorable expulsión ... de los moriscos de España, gennemgår Guadalajara y Xavier udvisningen lige fra forhistorien med Muhammed, arabernes ekspansion og indtog på den Iberiske Halvø frem til deres tvangsomvending, ligesom han også anfører de mange grunde til at udvise maurerne. Over for indvendingen om, at de Spanske Riger ville blive affolket, fremfører han kendte fortilfælde på omfattende udrensninger. Dengang englene gjorde opstand mod Gud ved det himmelske hof, blev en tredjedel af himlens hoffolk udvist. “Og da Gud så, at verden var blevet så uordentlig, at han ønskede, han ikke havde skabt mennesket, udslettede han dem med Syndfloden;” (folio 73v). Ved den lejlighed overlevede kun Noah, hans efterkommere og et han- og hunkønseksemplar af hver dyreart.

Som falske kristne gjorde spanskmaurerne gang på gang oprør for at bevare deres sprog, klædedragt og skikke, ligesom de indgik hemmelige aftaler med maurerne i Nordafrika. Og forestillingerne hober sig op, for hvad nu hvis tyrkerne angreb Valencia, franskmændene invaderede Aragonien og Katalonien nordfra, begge i samarbejde med maurerne i de respektive riger, og England angreb med støtte fra portugiserne, og det hele skete som et koordineret angreb på én gang? Så ville Spanien ikke kunne holde stand. Ydermere anfører Guadalajara y Xavier, at maurerne stjal børn fra de kristne og opdrog dem som maurere, en fordom, man også rettede mod hekse, jøder og sigøjnere. Da spanskmaurerne desuden var meget frugtbare, blev der efterhånden så mange maurere, at man kunne frygte, at de ville kræve samme rettigheder som de kristne.

Problemet var dels, mener Guadalajara y Xavier, at man havde tvangsomvendt maurerne i løbet af 1500-tallet i stedet for at lade dem blive ved med at have deres egen kultur. Alligevel så man trods forbud mod arabisk sprog og kultur igennem fingre med, at kvinder og børn vedblev at tale arabisk. Hermed blev de ude af stand til at forstå de kristne prædikanter og skriftefædre, der forsøgte at udbrede den rette tro blandt dem. Faktisk havde det ifølge Guadalajara y Xavier været bedre ikke at tvangsdøbe børnene, når man alligevel ikke kunne gøre dem til rigtige kristne, så de vedblev at være gode maurere frem for kristne kættere. Men da de nu som tvangsomvendte, modvillige kristne stadig talte arabisk og respekterede koranen (folio 77r), var spanierne forpligtede til at reagere på deres kætteri og udvise dem.

De tilbagevendende maurere

Der har stort set ikke været forsket i udvisningen af maurerne fra Spanien, men det er så småt ved at vende nu. Man anslår, at omkring 300.000 maurere blev tvunget til at forlade de Spanske Riger i årene 1609-1614. Turen over Pyrenæerne ved vintertide kostede mange af dem livet, og stort bedre gik det ikke dem, der måtte gøre turen over Middelhavet til Nordafrika. Nogle fandt dog som spanskmaureren Ricote et fristed på tysk territorium.

Det var nok de færreste, der var stenrig som Ricote fra Don Quixote, bd. II, da de fleste tjente deres brød ved hårdt arbejde. Men nøjsomhed og arbejdsomhed gjorde, at de godt kunne være velstående på et mere beskedent plan. Det mistede de ved udvisningen. Som Ricote var de dybt rodfæstede i den spanske kultur, men med arabiske kulturtræk, som mange spaniere også delte, idet Spanien i mange områder var blandingskulturelt. Det var ikke let for spanskmaurerne at vinde fodfæste i Nordafrika, hvor de må have virket for ‘spanske’. Man kan derfor let forestille sig, at nogle har følt sig fristet til at vende tilbage, sådan som Ricote gjorde det.

Imidlertid viser ny forskning, at i hvert fald nogle spanske maurere enten blev i Spanien eller i det skjulte vendte tilbage dertil. Nogle maurere var allerede i 1500-tallet gået under jorden. Efter maurernes store opstand i Alpujarrras fra 1568-1571 i det tidligere rige Granada blev de tvangsforflyttet og spredt ud over La Mancha og Kastilien, for at de derved ville få svært ved at samle sig til oprør. Da de således blev rykket op med rode og frataget deres muligheder for tjene penge ved handel og varetransport, valgte nogle at gå under jorden blandt sigøjnerne eller i forbryderverdenen. Vejen var således banet, hvis andre spanskmaurere i forbindelse med udvisningen ønskede at søge tilflugt i sigøjnernes eller forbrydernes fællesskaber.

Desuden kunne man i et lokalområde vælge at ignorere udvisningsdekretet, hvis alle i området sluttede op om det. I et banebrydende studie redegør Trevor Dadson for, hvordan man reagerede på udvisningen af maurerne i den lille by Villarrubia de los Ojos i La Mancha. Maurerne i byen var fuldt integrerede, talte ikke arabisk og var kristne. Men selv om den lokale grev Salinas gjorde alt for at få ændret udvisningsdekretet, lod det sig ikke omgøre. Imidlertid viser Salinas-familiens arkiv, som Trevor Dadson har haft adgang til, at greven og stedets gammelkristne befolkning ikke kun var imod udvisningen, men også valgte at tage imod de tilbagevendende, spanske maurere. Trevor Dadsons bog har givet genlyd i et Spanien, der nu spørger sig selv, hvordan billedet kunne være, hvis der blev forsket mere i udvisningen af maurerne fra de Spanske Riger.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Bog:

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]