Slyngelsprog og blandingssprog

Sproget hos Cervantes

Cervantes havde et vågent øre for sproget i dets mangfoldighed. Han sugede nye ord til sig, hvad man kan se af ændringer i ordforråd fra bd. I til bd. II i Don Quixote. Men han indfangede også, hvordan hver kultur havde sit eget sprog eller sprogbrug. Således er der stor indbyrdes forskel på sproget fra novelle til novelle. Desuden var han opmærksom på, hvordan der i landene omkring Middelhavet havde dannet sig en slags lingua franca, et blandingssprog, som brugtes af alle dem, der med eller mod deres gode vilje var på farten.

Slyngelsprog

Maurere spiller op til dans. Forbud og udvisning betød, at den muntre underholdning blev overtaget af sigøjnerne.

I et overflodssamfund som de Spanske Riger var der basis for at leve af lyssky arbejde, som landevejsrøver eller langfingret tyv i byerne, som alfons, bordelmutter eller skøge, som falskspiller eller marionetfører, for Cervantes betragtede marionetførerens hverv som skalkeskjul for mere suspekte gøremål. I denne underverden talte man et indforstået sprog, der virkede som sort tale på almindelige spaniere. Der blev brugt slangprægede ord, og almindelige ord blev brugt i anden betydning end den gængse, så selv om det ikke var et velskolet sprog, var det rigt på sprogblomster. Elena Pezzi foreslår desuden, at en del germanía-ord stammer fra arabisk, da de arbejdsomme maurere blev trængt ud blandt samfundets marginaliserede: slyngler og sigøjnere. Det skete både, når de i forbindelse med opstande blev tvangsforflyttet inden for de Spanske Riger og dermed rykket op med rode, og da de efter udvisningen fra 1609-1614 mistede retten til at bo og arbejde i de Spanske Riger. I begge tilfælde var det oplagt at gøre sig usynlig ved at lade sig synke ned på samfundets bund.

Slyngelsproget blev kaldt germanía. Betegnelsen stammede fra Valencia-området, hvor laugene i begyndelsen af 1500-tallet havde udviklet et broderskab af germanos (brødre), der vendte sig mod adelen. Men netop i Valencia var der desuden en veludviklet underverden med sit helt eget slyngelsprog, der lånte betegnelsen germanía fra laugsbroderskaberne. Og betegnelsen bredte sig til slyngelsprog overalt i de Spanske Riger. Slyngelsproget ændrede sig konstant, for når nogle ord var så indarbejdede, at mange kendte dem, blev de udskiftet med andre. Det skete, når ord og vendinger fra slyngelsproget fandt vej til digte og teaterstykker, hvor de pludselig blev kendt af en bredere kreds. For germanía-sproget skulle være sort snak for udenforstående.

Alligevel kan Elena di Pinto fortælle, at der først rigtig kom skub i Cervantes’ brug af slyngelsprog, da Juan de Hidalgo i 1609 udsendte sin ordbog over slyngelsprog, Vocabulario de Germanía. Men Cervantes var ikke bundet af ordbogen. Det kan man se af, at han kunne finde på at lave sine egne germanía-ord, måske fordi han havde tilegnet sig slynglernes blomstrende fantasi til at finde på nye billeder. Han var altså ikke afhængig af at slå op i Hidalgos germanía-ordbog.

Blandingssprog

Slyngler og landevejsrøvere

Når mennesker fra forskellige sprogområder mødes i Cervantes’ tekster, taler de som regel sammen på et blandingssprog, der er et miskmask af forskellige sprog. Det er et pauvert sprog uden særlig mange ord, hvor man supplerer med tegn og fagter. Cervantes må have været fascineret af dette blandingssprog, for han bryder gerne af for at forklare, hvordan dette sprog var. Da krigsfangen i Don Quixote fortæller historien om sit fangenskab i Algier, lader Cervantes ham forklare det blandingssprog, de brugte til at forstå hinanden:

I Hundenes samtale er det hunden Berganza, der fortæller, hvordan en fremmed, der er kommet til havnebyen Sevilla, forsøger at gøre sig forståelig på blandingssproget:

I Den storsindede tilbeder kommer de kristne fanger i huset hos en tyrkisk kadi. Hans kone Halima har kristne, græske forældre, mens hun selv er blevet tyrkisk muslim. Alligevel ved de kristne fanger fra Sicilien ikke, hvor meget hun forstår, når de taler sammen. Men også her tænkes der på Middelhavets blandingssprog:

Således blev blandingssproget brugt, hvor folk fra forskellige kulturer og sprog ønskede at tale sammen. Den slags situationer opstod, hvor maurere eller tyrkere havde taget romansktalende kristne til fange. Det havde Cervantes selv oplevet, da han var krigsfange i Algier og i en årrække må have brugt blandingssproget. Men også i havnebyerne blev blandingssproget brugt, hvad man kan se af eksemplet fra Hundenes samtale.

Blandingssproget omkring Middelhavet opstod i middelalderen efter Romerrigets sammenbrud, hvor man mistede latin som enhedssprog. I blandingssproget kunne der indgå tyrkisk, arabisk, måske persisk og syrisk, ligesom græsk, italiensk, spansk, katalansk og provençalsk, men sikkert ikke alle sprog på en gang. Det var næppe et stabilt og veldefineret sprog, men snarere sammensat af ord og brokker fra de sprog, som de tilstedeværende talte, samt hvad de ellers havde samlet op rundt omkring. Så da Sancho møder maureren Ricote, der er vendt tilbage til de Spanske Riger i selskab med tyske bekvemmelighedstiggere, er det selvfølgelig tyske og italienske sprogbrokker, de slynger om sig med (Don Quixote, s. 464-466, bd. II).

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Bøger:

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]