Don Quixote og novellen
Novelle med cliffhanger
Novellen om don Quixote blev til en odyssé i en verden af noveller og fortællinger.
Der er udbredt enighed om, at Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha oprindelig var tænkt som en novelle. De første kapitler er således ganske enkle og samler sig om don Quixote, der drager alene ud som ridder. I kapitel otte møder don Quixote en vogn med en dame i og bilder sig straks ind, at hun må være en prinsesse, som han er kaldet til at befri. Han kommer derfor i kamp med en biskajer, der som alle biskajere straks er kampklar og i øvrigt taler gebrokkent spansk. Don Quixote hæver sværdet og skal lige til at kløve biskajeren, da beretningen bliver hængende midt i litteraturhistoriens måske mest berømte cliffhanger.
Så smukt begynder den første bog om don Quixote.
Datidens tilhørere og læsere og nutidens med venter selvfølgelig spændt på, hvordan kampen mellem de to brushoveder udvikler sig. Men nu sker der det forunderlige, at cliffhangeren flytter sig fra den spændende beretning til selve fortællesituationen. For beretningen, får vi at vide, er bare en stump tekst, som fortælleren har fundet. Og nu mangler han fortsættelsen. Så vi venter ikke kun på, hvad der sker, nu don Quixote står med hævet sværd, parat til slag, men også på, hvordan fortællingen overhovedet kan fortsætte, nu fortælleren sidder med hævet pen, men mangler et forlæg til sin fortsættelse.
Eller med andre ord: så langt var Cervantes kommet med sin novelle, da han blev hængende med pennen hævet, alt imens det gik op for ham, at han skulle sadle om og ændre novellen til en længere beretning om don Quixote, der blev udstyret med en væbner, så fortællingen kunne få sin fremdrift fra dialogerne mellem don Quixote og Sancho. Midt i fortællerens cliffhanger fandt Cervantes også på, at historien om don Quixote måtte være skrevet af maureren Cide Hamete Benengeli på arabisk, selv om det var forbudt at bruge dette sprog i de Spanske Riger.
Noveller i Don Quixote
Da Don Quixote ikke længere var en novelle, men havde forvandlet sig til en bog, der skulle forestille at foregå i virkeligheden, mødte don Quixote selvfølgelig de fortællinger, man traf på i virkeligheden. Det var nedskrevne noveller, der blev læst op til fælles fornøjelse. Og det var mennesker med hver deres livshistorie, som don Quixote fik at høre, når han mødte dem på sin vej. Deres livshistorier adskilte sig ikke meget fra de nedskrevne noveller. Hermed foreslog Cervantes, at man kunne betragte en novelle som et særlig interessant udsnit af et menneskes livshistorie, men at det også kunne betragtes som en slags novelle, når man ‘ude i virkeligheden’ hørte folk fortælle fra deres eget liv. Fiktioner var altså ikke begrænset til romaner og noveller i bogform, men forekom også i virkeligheden, hver gang nogen gav sit liv fortællingens form.
Hvis den mundtlige fortælling om eget liv kan betragtes som en overgangsform på vej til at blive novelle, kan næste skridt være at opfatte novellen som et bearbejdet udsnit af et menneskes livsdrama. Her gælder det om at fortælle ens historie på en måde, der gør den interessant for andre mennesker. Derfor bliver det gang på gang indskærpet, at man ikke må fortælle alt for omstændeligt og heller ikke tage alle detaljer med. I stedet skal man forkorte og stramme beretningen op ved at udelade passager, hvor der ikke sker noget særligt. På den måde kan man stilisere og profilere livet som en novelle, der på én gang kan belære og underholde andre.
Eksemplariske noveller
I Don Quixote præsenteres Den formastelige nysgerrige som en novelle, da den bliver læst op på kroen. Den skiller sig klart ud fra de andre fortællinger i bogen: den foregår et andet sted, og dens personer indgår ikke i Don Quixote. Alle de andre beretninger bliver fortalt af den, der selv har oplevet det. Og dem, der fortæller deres livshistorie, møder don Quixote, som dermed kan påvirke det videre forløb i deres levede liv. Her har man en væsentlig forskel mellem virkelighedens og fiktionens beretninger. Novellen er således et lukket rum, man som læser eller tilhører kun kan se ind i, mens beretningen om det levede liv er åben og kan påvirkes og dermed ændre sig. Kun døden sætter en stopper for livet og virker som en dør, der lukker sig. Først da bliver livshistorien til et lukket rum ligesom novellen. Denne lære fra virkeligheden sætter også sine spor i den fiktive novelle, der ligeledes fører frem til hovedpersonens død, hvis den virkelig skal slutte. For at understrege dette ender novellen Den formastelige nysgerrige med, at samtlige tre hovedpersoner dør, mens de øvrige beretninger om det levede liv er åbne for påvirkninger fra de tilstedeværende.
På kroen i Don Quixote får de tilstedeværende i øvrigt ikke kun novellen Den formastelige nysgerrige udleveret, men også en anden novelle: Rinconete og Cortadillo, der så vidt de tilstedeværende i kroen kan skønne, må være skrevet af den samme forfatter. Rinconete og Cortadillo indgår i Eksemplariske noveller, så dermed ved vi, at Cervantes har oplevet en sammenhæng mellem noveller og livshistorier i Don Quixote og novellerne i Eksemplariske noveller.
Tilbage står kun at fortælle, at Cervantes’ noveller regnes for starten på novellegenren. Det er således de første fortællinger og historier, der antager novellens form. I Don Quixote er de stadig indlejret i en ramme ligesom man kender det fra Boccaccios Dekameron og de orientalske fortællesamlinger, der ofte fungerede som fyrstespejle. Men samtidig med at Cervantes lod rammen vokse i Don Quixote, så den i bd. II fremstod som den første roman, gik han den modsatte vej i Eksemplariske noveller og lod rammen forsvinde, så novellerne stod alene tilbage som de første noveller.
| til toppen |
© 2007 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Web-bogens kapitler:
Bog:
Marie Lund: Novellen: struktur, historie og analyse. Viby J. 1997.