Exemplum

Det eksemplariske

Det har været genstand for mange spekulationer, at Cervantes brugte betegnelsen eksemplariske noveller, da han udgav sin fortællesamling i 1613. ‘Eksemplarisk’ er afledt af middelalderens exemplum. Det kunne være en god og opbyggelig historie, der blev fortalt til imitation og efterfølgelse, eller en moralsk forkastelig historie, der skulle tjene til skræk og advarsel. Som udgangspunkt var exemplum altså en moralsk opbyggelig historie, og eksemplarisk refererede hertil.

Når Cervantes kæder sine noveller sammen med exemplum-traditionen, rejser det spørgsmålet: var hans noveller virkelig eksemplariske? Og hvori bestod det moralsk forbilledlige? Cervantes var inspireret af Boccaccio, der udgør en del af den italienske novella-tradition. Men hvorfor kæder Cervantes den skæmtsomme novella sammen med middelalderens exemplum? Lad os først se på novella og exemplum hver for sig.

Novella

Den italienske novella rettede sig i middelalderen mod at underholde og belære. I 1300-tallet begyndte de to dimensioner gradvist at skilles, så novellaen blev moralsk opbyggelig eller underholdende. Således stilede Giovanni Boccaccios samling Dekameron overvejende mod at underholde og fornøje læsere og tilhørere. Selvfølgelig kunne man lære noget af de skæmtsomme noveller, men det var især, hvordan man bedrog sin årvågne ægtemand og lignende fornøjeligheder. Der var altså ingen moralsk opbyggelig belæring i Boccaccios skæmtsomme fortællinger.

Boccaccio holdt sammen på sine hundrede noveller med en ramme, der viste fortællesituationen: en lille gruppe mænd og kvinder havde søgt tilflugt uden for Firenze for at komme væk fra pesten, der hærgede i 1348. Desuden var der en indre sammenhængskraft i novellerne, idet sprog og fortællemåde var gennemarbejdet og viste en personlig stil.

Tendensen til at fornøje og underholde udviklede sig i løbet af de næste par århundreder frem til Matteo Bandello, der fulgte i Boccaccios fodspor. Bandellos noveller blev oversat til spansk og udkom i 1589 med titlen Historias trágicas exemplares og blev i øvrigt genoptrykt i 1603. Også Boccaccios Dekameron blev oversat til spansk i 1500-tallet, men kom på inkvisitionens indeks i 1559.

Næsten samtidig verserede der fire eksemplariske fortællinger i Spanien i et håndskrift fra 1567. Fortællingerne fremstod som originale, spanske fortællinger, men lagde sig så tæt op ad nogle italienske noveller, at man lige så godt kunne betragte dem som en genfortælling. Det kan være disse eller tilsvarende fortællinger, der fik Cervantes til at skrive i prologen til sine noveller, at han var

Cervantes var således helt klar over, at han skrev i forhold til en tradition, men også, at han ønskede at lave sine egne originale noveller. Traditionen var imidlertid ikke entydig. Der var Boccaccios skæmtsomme noveller, og så var der de noveller, der som de nævnte fire eksemplariske fortællinger sluttede af med en morale, der kunne lære kejsere og andet godtfolk at opføre sig ordentligt.

Imidlertid fulgte Cervantes hverken den skæmtsomme tradition eller den moralske opbyggelighed. I stedet opbyggede han en fortælling, der flyttede på læsernes og tilhørernes moralbegreber. Hans eksemplariske belæring var således ganske raffineret, idet den ikke docerede en bestemt opfattelse, men snarere satte en opfattelse i bevægelse for derigennem at lære læsere og tilhørere at være tolerante, overbærende, forstående.

Exemplum

Exemplum, eller på dansk eksempel, var i middelalderen en belærende fortælling, der på en underholdende måde viste det, man gerne ville belære tilhørerne om. Den vandt stor udbredelse fra 1200-tallet, hvor den blev brugt af lærere, prædikanter, jurister, grammatikere, kort sagt alle, der ville belære andre og have deres budskab til at trænge ind og blive husket. Antikkens og orientens fortællinger blev med tiden samlet i opslagsbøger, der var ordnet efter emne eller alfabetisk, så det var nemt at finde frem til en velegnet fortælling, der kunne illustrere en kedelig tale eller prædiken, hvor de folkelige tilhørere ellers var slemme til at falde i søvn. En pendant til den belærende underholdning var orientens fyrstespejle, hvis fortællinger på en fornøjelig måde søgte at lære fyrsten oplyst enevælde.

Federico Bravo gør opmærksom på, at mange af disse fortællinger kunne være ganske umoralske og altså slet ikke så opbyggelige og belærende, som man normalt tror. Til gengæld blev de ofte indsat i en moralsk ramme såsom en prædiken, så de blev brugt i moraliserende og belærende øjemed. Så selv om nutidige opslagsbøger fortæller, at middelalderens exemplum var en moralsk fortælling, behøvede det overhovedet ikke at være tilfældet.

Middelalderens sammenstykning af moralisering og umoralsk fortælling kunne derfor skabe paradoksale sammenstød, som var langt mere åbne for fortolkning, end man skulle tro, når man hører om den mørke, lukkede middelalder. Når alvorsfulde prædikanter brugte letfærdige fortællinger, skyldtes det, at de ikke kun skulle bekæmpe tilhørernes uvidenhed og vantro, men var oppe imod en langt værre modstander: manglende interesse for det kedelige budskab.

Novelas exemplares

Vi kan ikke vide, om Cervantes opfattede exemplum som en moralsk fortælling, der kunne sættes i spænd mod den underholdende novella, eller han har været opmærksom på det paradoksale sammenstød mellem en prædikens moralske opbyggelighed og det letfærdige exemplum. I hvert fald tror jeg roligt, man kan fastslå, at Cervantes har valgt at sammenstille de to modsatrettede sigter, det fornøjelige og det opbyggelige, i betegnelsen eksemplariske noveller. Men lad os se på, hvordan han underholder og belærer os.

Novellerne udspiller sig i et ‘mellemrum’ i hverdagen, hvilket ifølge Mikhail M. Bakhtin er karakteristisk for eventyrkronotopen. Hovedpersonerne bliver ført bort fra hverdagslivet ved forførelse, bortførelse, forgiftning eller galskab, men også eventyrlyst kan bringe folk på gale veje. Den eksemplariske opførsel hjælper hovedpersonerne tilbage til det normale hverdagsliv, men det eksemplariske består ikke i at besinde sig på normaliteten, men netop ved at bryde med normal småtskårethed og udvise liberalidad: storsind og gavmildhed.

Storsindede eksempler

Som et håndfast exemplum indledes Sigøjnerpigen med en belæring om, hvordan sigøjnere skal opfattes: de er tyvagtige. Læsere og tilhørere måtte derfor gå ud fra, at den underholdende novelle ville slå denne fordom fast, så de ikke glemte det. Men selv om sigøjnerne stjæler en lille smule, bringer de deres omgivelser en masse fornøjelig underholdning, hvad Cervantes minder os om i løbet af novellen. Så ved novellens slutning har intrigen demonstreret noget helt andet, nemlig at sigøjnerne er ædle folk, hvis smårapserier er for intet at regne i sammenligning med de rævestreger, som enkelte spaniere kunne finde på. Hermed var den eksemplariske belæring blevet forvandlet, ikke til sin modsætning, men til en meget mere nuanceret opfattelse af sigøjnerne og deres fælles ejendomsret, deres manglende skinsyge og deres respekt for andre, herunder kvindens ret til at bevæge sig frit omkring.

De to unge piger i De to jomfruer er ikke bare kommet for skade at forelske sig i den samme unge mand. De har også hver især indgået hemmeligt ægteskab med ham. Her burde enhver opbyggelig novelle og moralsk exemplum belære læsere og tilhørere om, at den slags adfærd ikke er passende for unge piger. I stedet sender fortællingen dem begge hjemmefra, krydsklædt som mænd, hvad de absolut ikke måtte dengang. Begge jagter de den unge mand, som slet ikke kan finde ud af den slags kærlighedsforviklinger og derfor er draget af sted mod Italien. I stedet for at mane til ærbarhed slutter novellen med den omvendte morale, at man ikke må fordømme unge jomfruers begær og letfærdige lyster, men tværtimod må bære over med dem, der bliver grebet af begærets uovervindelige kraft.

Det bedrageriske giftermål fortæller allerede i titlen, at fænrik Campuzano ikke kun blev belønnet med en omgang syfilis, men også blev bedraget for alt, hvad han ejede og havde, da han kom for skade at gifte sig med en eventyrerske. Imidlertid når han gennem sin fortælling frem til, at også han bedrog bedragersken. For hans guldkæder og andre ting af værdi, som hun forsvandt med, var i virkeligheden af messing, så den bedragne bedrog bedrageren. Den eksemplariske morale er således, at man skal feje for egen dør, gribe i egen barm og vise storsind, overbærenhed og tolerance.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]