En web-bog om Miguel de Cervantes Saavedra: Eksemplariske noveller.

Kærlighed og begær

Idealisme og kyske kvinder

Hvad sker der mon med Goyas yndige kvinder og formummede mænd? (1810-1815)

Ligesom i Don Quixote handler en del af novellerne om forførelse, kærlighed og begær. De betragtes som idealistiske. Den traditionelle opdeling af novellerne i idealistiske og realistiske henregner følgende noveller til de idealistiske: Den storsindede elsker, De to jomfruer, Fru Cornelia og Blodets kraft. Desuden optræder idealisme og realisme i forskellige blandingsforhold i Sigøjnerpigen, Den navnkundige opvaskerpige og Den skinsyge fra Extremadura. Novellernes idealisme har sine rødder i pastoralens idylliserede kærlighed, den byzantinske romans mirakuløse og lykkelige slutning, barokkens comedia med dens intriger og forviklinger og endelig den orientalsk-italienske fortælletradition.

I novelle efter novelle understreges det, at kvinden efterlever de strengeste krav til kyskhed, og vel at mærke en kyskhed, der dengang ikke kun handlede om ikke at have et sexualliv uden for ægteskab. En kysk kvinde skulle på enhver måde undgå at give mænd anledning til at begære hende. Hun holdt sig hjemme, hun undlod at stå i vinduet ud til gaden, hun deltog ikke i tant og fjas, hun var ikke koket, eller med andre ord, det var op til hende ikke at vække mænds begær.

Forførelse og voldtægt

Imidlertid kan man anlægge en ganske anden synsvinkel på de idealistiske noveller, der gør, at de pludselig bliver en meget moderne kommentar til samtidens brydninger omkring forførelse, kærlighed og begær.

Ud fra en overfladisk betragtning handler novellerne om kyske kvinders vej til kærlighed og giftermål som deres lykkelige mål her i livet. Men jo mere idylliske og idealistiske novellerne er, jo mere handler de om forførelse og voldtægt. Og selv om kvinderne fremstår kyske, er de ikke bare uskyldige ofre for mændenes begær. De har også selv deres begær, der som noget endda meget moderne bliver forsvaret i novellerne.

Goya: Bortførelse af en kvinde.

Lad os se på Blodets kraft, en af de noveller, der regnes som rent idealistisk. Her bliver en ung pige af god, men beskeden familie bortført og voldtaget af en ung rigmandssøn. Hun undlader at skrige op og sikrer sig i stedet et pant fra galanens værelse. Efter voldtægten fører han hende ned på gaden med bind for øjnene, så hun ikke kan genkende hans hus. Herefter forsvinder han selv til Italien. I stedet for at kræve oprejsning vælger familien pragmatisk at holde mund, da de derved undgår at udbasunere denne plet på familiens ære. Det viser sig hurtigt, at pigen er blevet gravid. Også det skjuler de, idet de sørger for at bringe drengen af vejen. Senere henter de drengen tilbage til familien som hendes forældres nevø.

Den unge kvinde og hendes familie reagerer altså pragmatisk og realistisk, snarere end ærekært og idealistisk. En række ‘byzantinske’ sammenfald gør, at drengen bliver hentet til voldtagerens hus. Her rotter den voldtagne kvinde og voldtagerens mor sig sammen, og hans mor laver en intrige, så de to bliver gift, og alt falder på plads. Der er selvfølgelig noget urealistisk i de tilfældige sammentræf, men den pragmatiske tilgang til familiens ære og de konstruktive rænker, som kvinderne finder på for at klinke skårene, bearbejder et særdeles realistisk problem for kvinderne i datiden og anviser løsningsforslag.

Begær og krydsklædning

I De to jomfruer, en anden af de tilsyneladende klart idealistiske noveller, er problemet ikke mandens begær, men kvindens eller rettere kvindernes begær. Selvfølgelig var de to kvinder i novellen på overfladen ganske og aldeles kyske. Alligevel holdt de sig ikke blufærdigt tilbage og ventede på, at deres far aftalte ægteskab for dem. De to unge kvinder tog sagen i egen hånd og indgik hver især deres helt selvbestaltede ægteskab, men uheldigvis med den samme mand. Den ene jomfru fuldbyrdede ikke sit ægteskab, men sørgede til gengæld for at få ægteskabsløftet nedfældet som en skriftlig kontrakt for ad den vej at binde den unge mand. Den anden jomfru indgik et såkaldt hemmeligt ægteskab, hvor man tog himlen, Gud eller jomfru Maria eller en tjener til vidne på, at man agtede at gifte sig med hinanden senere, hvorefter man fuldbyrdede ægteskabet. Himlen, Gud og jomfru Maria kunne dog ikke hindre det, hvis manden ønskede at løbe fra ægteskabet.

Den stakkels mand i novellen kunne ifølge sagens natur ikke gifte sig med begge kvinderne, så han valgte ganske enkelt at stikke af. Resolut klædte de to unge damer sig hver især som mand og drog efter ham, hvad man dengang heller ikke burde som ærbar og kysk kvinde. Og minsandten om ikke de to forsmåede og krydsklædte mandekvinder senere mødte hinanden og slog følge. Hvad slutningen på det hele blev, vil jeg overlade til læseren selv. Den største overraskelse, hvis man ikke kender Cervantes’ storsindede og respektfulde indstilling til kvinder, er tekstens afsluttende bemærkning:

(…) når de ikke bliver nævnt ved navn, skyldes det hensynet til de to jomfruers omdømme, så onde tunger, eller måske endda småtskårne tåber, ikke skal stille dem til regnskab for deres letfærdige lyster og pludselige forvandling af deres klædedragt; sådanne folk vil jeg bede om ikke at kaste sig ud i at tale ilde om den slags friheder, før de har fejet for egen dør og tænkt over, om ikke også de engang er blevet ramt af det, man kalder Cupidos pile; for faktisk er det en uovervindelig kraft, om man så må sige, der kan vække fornuften til begær.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

Links:

Howard Mancing har et dynamisk blik på genreopdelingen af novellerne, idet han ser det som glidende overgange mellem ‘romance’ og ‘novel’. I sin definition heraf følger han Mikhail M. Bakhtin og inddrager også Aristoteles. Artiklen er på engelsk.

Læs om forførte kvinder i den spanske barok, og hvordan de bankede mændene på plads i artiklen Høvisk kærlighed, forførelse og krydsklædning i e-tidsskriftet Kontur.