Pikareske noveller

Pikaresk realisme

Flere af de eksemplariske noveller foregår blandt skælme, de såkaldte pícaros. De regnes for realistiske og minder om den pikareske roman fra 1500-tallet, hvor episode følger på episode uden nogen egentlig udvikling. Den mest pikareske af novellerne er Hundenes samtale, men også Den navnkundige opvaskerpige og Licentiaten Glar har pikareske træk. Rinconete og Cortadillo foregår helt klart blandt skælme i et pikaresk miljø og skiller sig ud ved ikke at have nogen narrativ udvikling, I stedet viser novellen simpelthen en dag hos Monipodio, slynglernes anfører, og følger alle de små tableauer, der udfolder sig i hans hus i løbet af en dag.

Den forslagne skælm

Den pikareske litteratur har fået sin betegnelse efter det spanske ord for skælm: pícaro. Det første store, litterære eksempel på en pikaresk roman er Lazarillo de Tormes Levned, hans Oplevelser og Genvordigheder, der udkom anonymt i 1554, men blev forbudt af inkvisitionens censur i 1559.

Hovedpersonen Lazarillo de Tormes er en mand af folket, en pícaro eller skælm, der får ansættelse som tjener hos skiftende herrer. Som jegfortæller giver han læseren indblik i det lurvede liv bag den pæne facade hos en gejstlig, en lavadelsmand, en munk, en bullesælger, en vandbærer, osv. Dermed bliver der kastet et satirisk blik på menneskelige og sociale dårligdomme i datiden. Rygterne går om, at hans kone ligger i med en gejstlig, så derfor er skælmen blevet bedt om at aflægge vidnesbyrd. Men da skælmen selv nyder godt af konens forbindelse, taler han udenom og beretter om hele sit liv som en række episoder, der måske ikke har gjort ham klogere, men i hvert fald har sikret ham en livserfaring, der gør, at han hellere vender det blinde øje til konens forbindelse og hytter sit skind.

1500-tallet stod i ridderbøgernes tegn, men med den pikareske fortælling forlod man ridderbogens fornemme og høviske helt til fordel for en jegfortæller og hovedperson med lav, social status. Det er denne nye tradition, Cervantes tager op i en række af sine noveller og i Don Quixote.

Den pikareske fortælling

Pikaresken har en episodisk opbygning, hvor hver episode udgør et lille, afsluttet forløb. Der danner sig ikke nogen udviklingslinje fra episode til episode, helten opsamler ikke erfaringer og bliver sjældent klogere. Flere af novellerne tangerer den pikareske fortælling, men den, der klarest er opbygget af episoder, er Hundenes samtale.

Hundene Berganza og Cipión har fået talens brug, og den første nat fortæller Berganza om sit levnedsløb til Cipión. Selv om det er en episodisk beretning, hvor Berganza kommer rundt til skiftende herrer, lader Cervantes det ikke blive ved det. Berganza husker nemlig, hvad han tidligere har været ude for, så der bliver skabt sammenhæng mellem episoderne. Desuden udnytter han sine ledige stunder til at tænke over det, han oplever, ligesom han gerne lærer nyt. Til forskel fra den pikareske helt skaber Berganza således mening og sammenhæng i sit ellers episodiske levnedsløb.

Den pikareske tjener giver os indblik i sine herrers dårligdomme og retter dermed et kritisk blik på de lidt bedre, sociale lag. Berganza gør noget andet. Han sørger nemlig for at udsøge sig gode herrer, der behandler ham godt. Derfor føler han sig som vagthund forpligtet til at gribe ind, når han ser, at nogen af herrens ansatte udnytter situationen. Hermed flyttes pikareskens kritiske blik fra herrer til tjenere. Når Berganza alligevel forlader den ene gode herre efter den anden, skyldes det hans moral og ansvarsfølelse. Han kan ikke stiltiende se på, at andre af de ansatte udnytter situationen. Det er nyt, at den pikareske fortæller har ansvarsfølelse, for selv om skælmen måske ikke direkte lever som forbryder, har han et særdeles elastisk forhold til at forsyne sig.

Åbenhed og tillid

I et socialt landskab af blakkede mennesker er Berganza stabil i sin moralske skelnen mellem rigtigt og forkert. Det betyder, at han let og tillidsfuldt kan indgå i nye relationer til gode herrer, så han stort set altid får føden. Eller som hans tilhører Cipión bemærker: “det er umuligt at begå sig i denne verden, hvis ikke man nærer tillid og fæster lid til hinanden.” Alternativet til tillid er den pikareske fortællers satiriske afsløring af herrernes dårligdomme. Også her lægger Cipión linjen: “ det er bedre at bruge tiden på at fortælle vores egne liv frem for at prøve at snage i andres.”

Set med vor tids øjne afstår hundene fra at udøve satire og samfundskritik, men at snage i andres liv indebar noget ganske andet, når Cervantes brugte dette udtryk. Den, der snagede i andres liv, gjorde det med henblik på at angive dem til inkvisitionen. Og blev man først angivet, var ens liv ødelagt, selv hvis man undgik at blive brændt på bålet eller lignende græsseligheder. Cervantes vender således den pikareske satire på hovedet og foreslår, at man ikke skal udstille og afsløre hinanden, men hellere mødes i åbenhed og vise hinanden tillid.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Bog:

Link:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]