Licentiaten Glar

Ordspil i licentiatens navne

Licentiaten Glar hedder i begyndelsen Tomás Jærn (spansk: Rodaja). Da han senere bliver forgiftet og tror, at han er af glas, begynder alle at kalde ham licentiaten Glar (spansk: Vidriera). Da han slipper af med sin galskab og igen bliver forstandig, kalder han sig licentiat Hjærne (spansk: Rueda). Rodaja, der bliver brugt om en skive af noget rundt, og Rueda, der betyder hjul, er to ord, der spiller på samme rod. De er blevet ændret til Jærn og Hjærne, der rummer et ordspil og er ændret fra almindelige ord (jern, hjerne) til egennavn ved at bruge gammel stavemåde og stort begyndelsesbogstav (Jærn, Hjærne). Under licentiatens galskab spillede hans navn Vidriera på vidrio (glas). Gammel stavemåde er glar, der i dag kendes fra glarmester. Det almindelige ord glas ændres således til egennavnet Glar i oversættelsen.

Fra pikaresk til dannet helt

Tomás Jærn fører et omskifteligt liv, ligesom man ser det i den pikareske fortælling. Han bliver ansat som tjener hos et par studenter, kommer med dem til Salamanca og får lov at studere der. Da de unge herrer har afsluttet deres studier, drager de hjem, men Tomás vil gerne studere videre. På vej tilbage til Salamanca møder han imidlertid en kaptajn og lader sig friste af soldaterlivet. Så Tomás drager med ham til Italien og derfra videre til Flandern. Da han har set sig om, vender han tilbage til de Spanske Riger og afslutter sine studier i Salamanca. Således er de pikareske episoder ved at forvandle sig til dannelsesroman med dens sammenhængende opbygning af helten.

Velázquez: Bredas kapitulation.

Tomás Jærns strålende løbebane som forstandig licentiat bliver imidlertid ødelagt i Salamanca, idet en letlevende dame er ved at tage livet af ham med en trylledrik. Da licentiaten endelig kommer sig over forgiftningen, bilder han sig ind, at han er gjort af glas, og folk begynder derfor at kalde ham Glar. Denne galskab sætter sig spor i fortællingen, der herefter bliver usammenhængende. Senere genvinder han sin fornuft og vil gerne gøre nytte, men folk synes nu, at han var meget sjovere, dengang han var den gale Glar, fremfor nu, hvor han er blevet forstandig. Han må således sande, at det er lettere at få til dagen og vejen som gal end som fornuftig. For dog at få sit udkomme vender han derfor tilbage til Flandern, hvor han høster stor hæder som soldat.

Passamonte og Cervantes

Det er muligt, at Cervantes havde Ginés eller Gerónimo de Passamonte i tankerne, da han skrev Licentiaten Glar. Vi kender Ginés de Passamonte fra Don Quixote, bd. I, hvor han er en brutal straffefange, som don Quixote sætter på fri fod. Ginés de Passamonte hed i virkelighedens verden Gerónimo de Passamonte og havde været soldat sammen med Cervantes. Gerónimo de Passamonte havde skrevet en selvbiografi, hvori han redegjorde for, hvordan en kvinde havde forgivet ham. Således kan den forgiftning, virkelighedens Passamonte kom ud for, have dannet forlæg for novellen om licentiaten Glar.

Virkelighedens Passamonte kom efter forgiftningen til at lide af forfølgelsestanker. Også det tager Cervantes op, idet han lader licentiaten Glar udvikle en særegen slags forfølgelsesvanvid. Licentiaten tror, han er af glas, og bliver bange for, at andre let kan komme til at knuse ham. Denne galskab kendes fra samtiden, hvor glas så småt var ved at vinde frem, idet der som noget ganske særligt kom glas i vinduer. Men uanset om Passamonte dannede forlæg for novellen eller ej, må han med sine forfølgelsestanker have følt sig latterliggjort af historien om licentiaten Glars forgiftning og efterfølgende galskab.

Efter at Cervantes i Don Quixote, bd. I havde skrevet om straffefangen Ginés de Passamonte og havde udgivet Licentiaten Glar, tog Passamonte til orde under pseudonymet Alonso Fernández de Avellaneda. Som Avellaneda skrev han en fortsættelse til Cervantes’ Don Quixote, bd. I. I sin fortsættelse, der er udgivet på Husets forlag som Don Quixote, bd. 1 ½, demonstrerer Avellaneda, at det er ham en smal sag at skrive en fortsættelse til Don Quixote, der er mindst lige så sindrig. Den udkom i 1614, året efter Eksemplariske noveller. Det følgende år må Cervantes have haft travlt, for i 1615 udsendte han sit bd. II af Don Quixote. Således duellerede de to udtjente soldater, Cervantes og Passamonte, med pen og ord i deres otium. Man kan ikke bevise det, men det er sandsynligt, at der er en forbindelse mellem don Quixote og licentiaten Glar, og mellem straffefangen Passamonte og soldaten Passamonte.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Bog:

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]