Dannelsesrejser
Rejsen på spansk territorium
I novellerne finder man ganske mange eksempler på rejser. Den rejsende kan være drevet af ønsket om at lære noget, men han eller hun kan også drage hjemmefra, fordi kærlighedslivet er blevet så indviklet, at det gælder om at komme væk. Og interessant nok er det ikke kun unge mænd, men også unge kvinder, der drager hjemmefra.
Uanset bevæggrunden går dannelsesrejsen til andre kulturer, der ligger inden for de Spanske Rigers indflydelsessfære. Det gælder besiddelserne i Italien og Flandern. Og det gælder de ikke-spanske kulturer i selve de Spanske Riger, såsom sigøjnere og forbrydere. Men også universitetet var en verden for sig.
Universitetsstudier
Det var helt almindeligt, at unge mænd af god familie tog hjemmefra for at studere ved et universitet. Det foretrukne universitet lå i Salamanca, hvor ikke kun den unge herre, men også hans tjener kunne få adgang til at studere. Således var der i fredstid smuthuller for den jævne mand af folket til at skifte socialt lag. Det skete for licentiaten Glar, som mødte to unge herrer, der var på vej til Salamanca for at studere. Han var et lyst hoved, der formåede at gennemføre studierne med glans. Det viste således, at en jævn mand af folket var i stand til at lære og udvikle sig. Hvis han altså var en mand af folket, for faktisk ville han jo ikke sige et ord om sit navn og sin herkomst. Studierne kunne føre til to af de tre oplagte leveveje: kirken og juraen. Men hvis den gode familie også var velhavende, vendte den unge mand som regel hjem for at forvalte den fædrene arv.
En anden mulighed var at tage til et universitet i Italien og studere der. Det gjorde de to baskere i novellen Fru Cornelia. Efter at have studeret i Salamanca fik de lyst til at se sig omkring i verden og drog til Flandern. Men da der var fred på den tid i Flandern og ingen udsigt til kamphandlinger, dengang de nåede frem, tog de i stedet til den hæderkronede universitetsby Bologna i Italien, hvor de fortsatte deres studier. De var muntre og vellidte, men passede også samvittighedsfuldt deres studier ved universitetet.
Dannelsesrejser
Det samme kan man ikke sige om Rodolfo fra Blodets kraft. Efter at have bortført og forgrebet sig på den unge Leocadia fortrak han skyndsomt til Italien. Med et par kammerater begav han sig af sted og blev af sin far udstyret med anvisninger på store beløb til Barcelona, Genova, Rom og Napoli. Han opholdt sig i Italien i syv-otte år og vendte først tilbage, da faderen sendte en budbringer til Napoli for at hente ham hjem til Toledo, hvor han skulle giftes. Vi hører ikke noget om, at Rodolfo studerede i Italien, så der har snarere været tale om den slags dannelsesrejse, hvor den unge mand fik set verden og rendt hornene af sig.
Dannelsesrejsens romerske ruiner.
Også licentiaten Glar begav sig ud i verden efter sine studier. For ham var der helt klart tale om en dannelsesrejse, da han regnede med at blive forstandig heraf. I Italien drog han rundt og fik set Genova, Luca, Firenze, Rom og Napoli, Sicilien, Venedig og Milano, kort sagt alle de byer, der dengang gik ry af. Han var uforbeholden i sin begejstring over Napoli, mens Roms storhed snarere virkede fortidig og ruinøs, idet han så marmorruiner, halve og hele statuer, ødelagte buer og nedrevne termer. Hvor Napoli stod over alt andet i Europa, fik Venedig ham til at sammenligne byen med Mexico-Tenochtitlán. Under sin dannelsesrejse interesserede han sig for historiens spor, for de mange folkeslag i Rom, for kirkens pragtbygninger og mirakler og endelig for produktionslivet med skibsværfter og smedjer.
På vej til felten
De boglige studier og soldaterlivet kompletterede ofte hinanden, så man efter endte studier drog i felten for at vise sin tapperhed. Og da krigsskuepladsen var Flandern, kom man således ud på en længere rejse, der førte gennem Spanien til Cartagena eller Barcelona og videre med skib til Genova i Italien. Derfra gik tropperne til Piemonte eller Milano, der var samlingssted inden færden op igennem Franche-Comté og videre til Flandern, hvor den videbegærlige soldat kunne se Bruxelles og Antwerpen. Når man drog i krig fra de Spanske Riger, fik man således lejlighed til at se det halve Europa, herunder det Italien, som enhver dannet og lærd mand burde se.
Salamancas gamle, hæderkronede universitet.
Universitetsstudierne blev således kompletteret med en tur i felten i Cervantes’ fortællinger, men til gengæld fik læserne aldrig lejlighed til at følge den unge mand til Flandern. Det skyldes sikkert, at Cervantes ikke selv havde været i Flandern i sit ellers meget omtumlede liv. Men turen gennem Spanien kendte Cervantes glimrende, ligesom han også havde havde været i Italien. Derfor vidste han, at spanierne havde ry for at være hovmodige, ligesom han også vidste, at spaniere kunne optræde særdeles ærefuldt.
Rejsen til samfundets bund
Dannelsesrejserne foregik standsmæssigt og efter aftale med forældrene. Man fik set andre byer og andre lande, men man bevægede sig hele tiden i sit eget sociale lag og havde tjenere til at sikre en passende og bekvem livsførsel. Hvis den unge mand derimod havde lyst til forlade sin egen beskyttede verden og se, hvordan livet udfoldede sig på samfundets bund, måtte han løbe hjemmefra. Han kunne lægge et røgslør ved at lade, som om han drog til Salamanca for at studere eller til Flandern for at gå i felten. Det sikrede, at forældrene ikke lod ham eftersøge. Hvis han desuden skilte sig af med sit ridedyr, sine fine klæder og adelige våben og antog et andet navn, lå det frie rakkerliv for hans fødder. Så selv om rejsen geografisk havde kurs mod den vide verden, kunne rejsen også gå nedefter til samfundets lavere lag og især til de urolige småkriminelle, der levede halvnomadisk i byens randområder eller på farten fra by til by.
På rejsen ned til samfundets bund fornægtede den bortløbnes ædle herkomst sig ikke, i hvert fald ikke hos Cervantes. Så hvis den uvorne knægt traf en ung kvinde, der var ædlere, end man kunne forvente i de jævne omgivelser, forelskede han sig straks i hende. Efterfølgende viste det sig gerne, at hun i sin tid var blevet bortført, så hendes ophav var mindst lige så fornemt som den unge mands. Cervantes mente tilsyneladende, at fornemhed var medfødt og lå én i blodet, en opfattelse han havde fra ridderbøger som Amadís de Gaula. Derfor ville sand adel manifestere sig, også selv om man voksede op i jævne omgivelser. Således drog to fornemme knøse ud på eventyr i Den navnkundige opvaskerpige, men de nåede ikke længere end til Toledo, hvor den ene forelskede sig i en opvaskerpige, som viste sig at have fornemme forældre.
Også Rinconete og Cortadillo er muligvis af bedre familie. Ganske vist præsenteres de som usselt klædte knøse, der slår sig igennem som skælme og ender blandt forbrydere i Sevilla, men bag deres usle ydre aner man en anderledes opvækst med skolegang. De er således en del bedre uddannet end den analfabetiske Monipodio og hans tyve og lejemordere. Men interessant er det, at i et samfund i bevægelse, hvor det er muligt at stige fra jævne kår og blive rig og anset, vælger nogle at søge nedefter i samfundet på en slags omvendt dannelsesrejse.
| til toppen |
© 2007 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Web-bogens kapitler:
Link:
Salamancas universitet har lavet en virtuel besøgstur i universitetets smukke, gamle beygninger.