Bortførelser

Den ufrivillige dannelsesrejse

Bortførelsen kan betragtes som en ufrivillig dannelsesrejse, hvor man mod sin vilje bliver ført til en fremmed kultur på et territorium, der ikke betragtes som ens eget. Det er dog et spørgsmål, om bortførelsen kan betragtes som en dannelsesrejse, hvis man betragter dannelsen som en udvidelse af den viden, man har med sig hjemmefra. Man bliver snarere omdannet eller omskolet til den anden kultur, der er fremmed og anderledes end ens egen kultur.

Først Sophia katedral, siden Semiliye moské i Nicosia under osmannisk styre.

Hvor man på dannelsesrejsen underlægger og tilegner sig den fremmede kultur, er det omvendte tilfældet i forbindelse med den ufrivillige rejse. Under bortførelsen er det den fremmede kultur, der påtvinger sig den bortførte og fungerer som den stærkeste. Men selv om Cervantes lægger synsvinklen og sympatien hos den bortførte, betragter han ikke denne som en uskyldig undertrykt og bortføreren som den skinbarlige ondskab. Tværtimod indgår den bortførte i dialog med bortførernes kultur, så han eller hun nærmest ligesom på dannelsesrejsen tilegner sig viden om den fremmede kultur. Den eneste forskel kan måske være, at den bortførte får en langt større viden om den fremmede kultur end den rejsende.

Det skal lige tilføjes, at den anderledes kultur ikke bare er fremmed i al almindelighed. Den fremmede kultur repræsenterer de fjender, Spanien lå i konstant krig med. Ud mod Middelhavet var det tyrkerne og deres allierede i Algier, der som korsarer eller pirater gjorde Middelhavet usikkert at færdes på. Og op nordpå var det englænderne, der efter at have besejret spaniernes uovervindelige armada i 1588 kunne gøre dem livet surt ved at angribe Cádiz og de spanske skibe, der sejlede til og fra Cádiz og Sevilla med deres rige laster fra den Nye Verden og Ostindien. Krig og fjendskab gjorde således, at man ikke kunne drage dertil på dannelsesrejse. Man måtte ikke lære noget af den fremmede kultur og kunne ikke møde den med den åbenhed, der ellers er karakteristisk for Cervantes. Lad os se på, hvordan han griber det an:

Bortførelsen til England

I Den engelske spanierinde bliver en syvårig, spansk pige bortført af en englænder under et af englændernes angreb på byen. Det kunne give anledning til at se de protestantiske englændere som særlig onde i forhold til de gode, spanske katolikker. Men for det første handler bortføreren imod sin kommandants eksplicitte ordre, og for det andet er den engelske bortfører i det skjulte en overbevist katolik. Hermed har Cervantes lige fra historiens start sørget for, at verden ikke kan opdeles i gode katolikker og onde protestanter.

Idet Cervantes viser bortføreren, den engelske dronning og de fleste englændere i historien som gode og varmhjertede, mener Marsha S. Collins, at “Cervantes has refused to construe agon along the predictable lines of battling nations, religions, and cultures. He chooses instead to fictionalize against the grain of popularly held thoughts and opinions, neutralizing their conflictive, polarizing potential. (s. 64). Kun to af protestanterne optræder ondt i fortællingen, men resten gør ikke.

Den spanske pige bevarer sin katolske tro og sit spanske sprog, men tilegner sig det engelske sprog og alt, hvad man ellers kan lære i en fornem engelsk familie. Selv det påtvungne kulturmøde ender altså ikke i afvisning og konfrontation. Tværtimod kommer hun til at rumme begge kulturer, hvad novellens modsætningsfyldte titel viser: Den engelske spanierinde.

Hendes fosterbroder, Ricaredo, forelsker sig i hende, men må drage på kapertogt imod de Spanske Riger for at gøre sig fortjent til hende. Da katolikken Ricaredo opbringer et skib, vil han gerne give de tilfangetagne, spanske katolikker deres frihed, men for ikke at blive mistænkt for selv at være katolik, vælger han også at frigive de få overlevende tyrkere. Det lønner sig, da han langt senere selv bliver taget til fange af tyrkere og ført til Algier. Her bliver han genkendt af en af de tyrkere, han i sin tid havde givet deres frihed. Taknemmeligt undlader denne at røbe, at han havde berøvet dem et rigt lastet skib.

I sin læsning betoner Marsha Collins det katolske fællesskab i novellen, men den kan også læses anderledes. Muligvis har Cervantes ønsket at vise, at folk fra forskellige religioner sagtens kan komme overens, blot de opfører sig storsindet. I øvrigt er det købmænd, der rent praktisk sikrer kommunikationen mellem lande, kulturer og religioner. Det kan undre, at det bliver gennemgået så nøje, hvordan kommunikationen på tværs af lukkede grænser foregår med hjælp fra købmænd. Men hermed synes Cervantes at sige, at man kan lære en del af købmænd, der ser rent praktisk og forretningsmæssigt på sagerne og har deres netværk til at sikre, at de kan stole på hinanden, når de kommunikerer og sender penge eller mennesker rundt i Europa.

Bortførelsen omkring Middelhavet

I Den storsindede tilbeder bliver Ricardo og Leonisa bortført fra Sicilien af algierske pirater, der sælger dem videre hver for sig. Ricardo, der er forelsket i Leonisa, kommer til en tyrker på Cypern, mens Leonisa bliver købt af en jøde, der senere sælger hende videre for det dobbelte beløb til den tyrkiske kadi på Cypern, der også køber Ricardo.

Cervantes bruger her en gængs stereotyp: tyrkere er løgnagtige. Imidlertid begynder løgnen lige så stille at brede sig fra tyrkerne til Ricardo og Leonisa, der bliver enige om at lyve og forstille sig over for deres tyrkiske herre, kadien. Det er forståeligt, at de aftaler at lyve for at klare sig over for tyrkerne, der ikke kun ejer dem, med også begærer dem. Således er kadien vildt betaget af Leonisa, mens kadiens kone for enhver pris vil have Ricardo. Så vidt så godt: Ricardo og Leonisa lyver, omend i en god sags tjeneste.

Imidlertid er Ricardos gode ven, renegaten Mahamut, gået i gang med at bearbejde Leonisa, for at få hende til at glemme den rige Cornelio, som hun foretrak hjemme på Sicilien. Med Ricardos vidende væver Mahamut hende ind i en række løgne, der alene har til formål at udmanøvrere Cornelio. Den heroiske sicilianer Ricardo accepterer således løgnen for at vinde Leonisa. Hermed bliver stereotypen om de løgnagtige tyrkere relativiseret, idet også de kristne åbenbart kan finde på at lyve ret uhæmmet, når de vil opnå noget.

Næste stereotyp er, at tyrkerne gør mennesker til genstand for køb og salg. Men også her viser Ricardo sig at være lidt blakket, for dengang han og Leonisa blev taget til fange, insisterede han på selv at ville løskøbe Leonisa uden hendes forældres mellemkomst for således at sætte hende i taknemmelighedsgæld. Og selv om det ikke direkte var et køb, kan man godt betragte det som en indirekte måde at købe hende på. Først til allersidst, da han storsindet vil forære hende til Cornelio, besinder han sig på, at han ikke kan råde over Leonisa, som var hun en genstand.

Cervantes skaber ikke kun opbrud i spaniernes stereotyper om tyrkere, men finder også lejlighed til at give dem indblik i tyrkisk skik og brug. Hermed bevæger den tyrkiske kultur sig fra at være lukket og fremmed til at blive kendt og hverdagslig. Og han går skridtet videre, idet han spørger, om tyrkerne er barbarer, for når man ser på deres retspraksis, er den ikke spor bureaukratisk (til forskel fra de Spanske Riger), men retter sig mere efter sund fornuft end efter lovene. Hverv og embeder køber man sig til, men til gengæld sker der udskiftninger, hvor alle har mulighed for at beklage sig over forgængerens dårlige embedsførelse hos efterfølgeren på posten. Udskiftning og mulighed for at klage over dårlig embedsførelse sikrer, at der er grænser for embedsmisbrug, hvilket indirekte udtrykker en ros til det tyrkiske system og en kritik af det stærkt korrupte, spanske hof. Sådan viser Cervantes elegant, hvordan man kan lære noget af den tyrkiske kultur, der sammen med England regnes for de Spanske Rigers største fjende.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning om fri vilje
• Udgivelse og datering
• Don Quixote og novellen
• Exemplum
• Kærlighed og begær
• Pikareske noveller
• Licentiaten Glar
• Dannelsesrejser
• Bortførelser
• Sigøjnere
• Hekse
• Maurere
• Slyngelsprog og blandingssprog
• Fortællekunst

Links:

[ tekst © 2008 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]