Borges, Aleffen og Bogen af sand
Jorge Luis Borges
Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986) har lige fra sine unge dage skrevet digte, fantastiske fortællinger og essays. Især er han kendt for fortællesamlingerne Fiktioner fra 1944, Aleffen fra 1949 og Bogen af sand fra 1975. I sufi-mystik og kabbala fandt Borges en paradoksal logik, som han overførte til kriminalromanens opklaring og spændingslitteraturens kampe og dueller. Også identiteten, hvad enten den var individuel eller national, oplevede han som et paradoks.
Aleffen og det skjulte element
I artikel efter artikel vender Guillermo Martínez tilbage til den argentinske forfatter Jorge Luis Borges og dennes fascination af logiske paradokser. Det fører ham til Borges' fortælling Aleffen, om et mystisk objekt, der tillader én at se alle tider og alle steder i en kugle. For at anskueliggøre denne althed foretager Borges en af sine berømte opremsninger af alle mulige ting. Læseren forventes så at udfylde intervallerne mellem de udvalgte ting, for derigennem at forestille sig alt i en nøddeskal. Serien af opremsede elementer er endelig, mens serien med alt, hvad man kan tilføje til opremsningen, er uendelig.
Det er imidlertid ikke sådan, Guillermo Martínez læser opremsningen i Aleffen. Han ser den i lyset af The Purloined Letter af Edgar Allan Poe og G. K. Chestertons The Sign of the Broken Sword. Chestertons fortælling handler om en general, som myrder en major. For at skjule drabet starter generalen et hovedløst angreb, så den dræbte major kan forsvinde mellem de mange døde, der ligger tilbage efter kampen. Guillermo Martínez er i sin læsning af Aleffen inspireret af Chestertons serie med faldne soldater, der skjuler den myrdede major. Han læser derfor ikke Borges' opremsning af aleffens elementer som en endelig serie, der peger på en uendelig serie. I stedet tolker han opremsningen som en serie, hvori der er skjult et enkelt, afvigende element. Det skjulte element er de
utrolige, obskøne og velformulerede breve, som Beatriz havde skrevet til Carlos Argentino.
Hendes breve er de eneste, der ifølge GM virkelig anfægter såvel fortæller som læser, og som derfor skal forsvinde i en opremsning.
Bogen af sand som uendelig bog
Guillermo Martínez er meget optaget af det særlige element, der forsvinder i en opremsning eller en serie. Og derfor også af en fortællestrategi, der lader et særligt objekt forsvinde i en serie - og som det gælder om at få øje på som læser. Men er det nu også Borges' fortællestrategi? I fortællingen Bogen af sand lader Borges en jegfortæller berette om en uendelig bog. Som enhver anden bog består den af sider med et bogomslag omkring og burde derfor være endelig. Men siderne er underlige, for lige meget hvordan man blader eller slår op i Bogen af sand, kan man hverken lokalisere den første eller den sidste side, ligesom man heller ikke kan genfinde sider, man tidligere har set. Denne bog er altså uendelig ligesom aleffen bliver det, når man begynder at forestille sig alt i denne verden.
Det fører Guillermo Martínez til at foretage en læsning, hvor han etablerer tre aksiomer til forståelse af den logik, der ligger til grund for Bogen af sand som uendelig bog.
Ideen i Bogen af sand er inspireret af en af de grundlæggende egenskaber ved brøktallene: mellem to brøker er der altid endnu en brøk. Ret beset er Bogen af sand bare at betragte som følgen af brøker mellem 0 og 1. Det forreste omslag er 0 og det bageste omslag er 1, men vi kan ikke åbne bogen på første side og heller ikke på sidste side, da siderne bestandig fordobler sig. Nuvel, dette matematiske objekt, som vi kan kalde Q, kan udmærket aksiomatiseres ved tre meget enkle egenskaber. Aksiom 1 siger, at når der er to forskellige tal, er det ene mindre end det andet. Aksiom 2 siger, at der ikke findes noget element, der er større end alle andre, ligesom der heller ikke findes et element, der er mindre end alle andre. Aksiom 3 er den egenskab, der interesserede Borges: når der er givet to forskellige tal, vil der altid findes et tredje tal, der ligger mellem de to.
Guillermo Martínez: Incompletitud y las preferencias del posmodernismo.
Bogen af sand skjules i serie
Bogen af sand kommer imidlertid til at ride dens indehaver som en mare, og derfor beslutter han at skaffe sig af med den uhyrlige bog. Her tænker han ligesom Chesterton, der lader et sandskorn forsvinde på en strand, et blad i skoven og en myrdet soldat blandt alle de døde efter et slag.
Jeg erindrede at have læst, at det bedste sted at gemme et blad er i en skov. Før jeg blev pensioneret, arbejdede jeg på Nationalbiblioteket, som rummer ni hundrede tusinde bøger; jeg ved, at der til højre i forhallen er en vindeltrappe, som fører ned i kælderen, hvor kortene og aviserne befinder sig. Jeg benyttede mig af en uopmærksomhed hos de ansatte til at lade Bogen af sand forsvinde ind på en af de fugtige hylder. Jeg forsøgte ikke at mærke mig, i hvilken højde eller i hvilken afstand fra døren.
J. L. Borges: Bogen af sand, s. 131-132.
Således lader Borges det umulige objekt forsvinde i en serie ligesom Chesterton, ligesom Poe og ligesom Guillermo Martínez.
Pythagoras' ihærdige disciple
Matematikeren Guillermo Martínez bemærker selvfølgelig, at Borges har været opmærksom på Pythagoras. Således hæfter han sig ved, at Borges i digtet Den cykliske nat omtaler dennes mystisk-matematiske fællesskab som “Pythagoras' ihærdige disciple”. Idet Guillermo Martínez tager dette udtryk til sig, kunne man forestille sig, at også han gerne oplever sig selv i selskab med matematikkens mystiske tænkere.
Interessant nok indleder Borges fortællingen Bogen af sand, så man næsten ser pythagoræernes Tetraktys for sig:
Linjen består af et uendeligt antal punkter; planet af et uendelig antal linjer; voluminet af et uendeligt antal planer; hypervoluminet af et uendeligt antal voluminer … Nej, dette more geometrico er bestemt ikke den bedste måde at begynde min fortælling på.
J. L. Borges: Bogen af sand, s. 125.
Alligevel er Borges' ærinde her nok snarere at filosofere over den fjerde dimension, som han ikke mente nødvendigvis skulle være tiden. Således tager han i damebladet El Hogar Einstein og den fjerde dimension op til overvejelse, idet han ligesom i indledningen til Bogen af sand prøver at tænke den fjerde dimension rumligt:
Hvor kort en linje end er, indeholder den et uendeligt antal punkter; hvor lille et kvadrat end er, indeholder det et uendeligt antal linjer; hvor lille en kube end er, indeholder den et uendeligt antal kvadrater; en hyperkube (en kubisk, firedimensional figur) vil altid indeholde et uendeligt antal kuber. […] Men det er ikke alt. Gennem den tredje dimension, højden, kan et punkt, der er lukket inde i en cirkel, undslippe uden at røre cirklens omkreds; gennem den fjerde, utænkelige dimension ville en mand, der er sat i spjældet, kunne undslippe uden at trænge gennem taget, gulvet eller murene.
Jorge Luis Borges: Textos cautivos. Ensayos y reseñas en «El Hogar». (1936-1939).
Det kan man i øvrigt læse mere om i Rigmor Kappel Schmidt: Sækulariseret alviden, Passage nr. 47.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Web-bogens kapitler:
Uddybende links:
Sololiteratura er et slaraffenland af tekster på spansk af og om Jorge Luis Borges. Her finder man de fantastiske fortællinger El Aleph (Aleffen) og El libro de arena (Bogen af sand) og digtet La noche cíclica (Den cykliske nat), hvor Borges skriver om Pythagoras' ihærdige disciple.
G. K. Chestertons fortælling The Sign of the Broken Sword kan findes på internet.
Det samme kan Edgar Allan Poe: The Purloined Letter.
I en artikel på spansk tolker Guillermo Martínez aleffen som en variant af The Purloined Letter af Edgar Allan Poe og af The Sign of the Broken Sword af G. K. Chesterton.
Guillermo Martínez skriver om forskelle og ligheder mellem matematik og litteratur i en artikel på spansk: Incompletitud y las preferencias del posmodernismo (Ufuldstændighed og postmodernismens præferencer).