En web-bog om Guillermo Martínez' Oxford-mordene

Det kinesiske værelse

Den regnemaskine, Turing lagde grunden til, kan virke meget overbevisende, når den slår et menneske i skak. Alligevel arbejder menneske og maskine på to meget forskellige måder. Maskinen udnytter sin regnekraft til lynhurtigt at gennemgå samtlige mulige træk, mens mennesket bruger sin intuition og koncentrerer sig om nogle få, interessante træk. Det rejser spørgsmålet om, hvilken af de to der er (mest) intelligent, mennesket eller maskinen.

Spørgsmålet fik John Searle til at opstille tankeeksperimentet med det kinesiske værelse. Der sidder en mand uden kendskab til kinesisk i et lukket rum, men med kinesiske opslagsbøger ved hånden. Han får stukket nogle spørgsmål på kinesisk ind under døren, som han besvarer rigtigt ved hjælp af opslagsværkerne, hvorefter han sender svarene ud under døren til en anden med kendskab til kinesisk. Besvarelserne er lavet mekanisk, men den kinesiskkyndige udenfor kan kun tro, at manden i værelset faktisk kan kinesisk.

Replikanter i Blade Runner

Manden i værelset simulerer kendskab til kinesisk, men kan i virkeligheden ikke sproget. Forskellen mellem at “simulere intelligens“ og at “være intelligent“ bliver måske ikke afsløret ved de første fem-ti spørgmål, men hvis man fortsætter længe nok, vil der altid komme et spørgsmål, der afslører, om der er tale om mekanik eller intelligens. Noget tilsvarende ser vi med replikanterne i filmen Blade Runner.

Replikanterne er menneskelignende væsener, der er kodet med hukommelse om en barndom, familie og hvad der nu ellers er i verden. Men replikanterne kan ikke nære menneskelige følelser. En måde at teste, om en person er replikant, foregår ved at stille alle mulige spørgsmål, hvor udspørgeren leder efter mangel på følelser. Replikanten i filmen klarer en masse spørgsmål, så hvis udspørgeren bare var stoppet noget tidligere, ville replikanten ikke have afsløret sig selv, men han bliver ved … Den ideelle test skal derfor være uendelig, foreslår Guillermo Martínez.

Ikke intellekt, men følelser

Replikanterne bliver inviteret hjem til replikant-opfinderen, der har lavet mekaniske dukker, som kan holde ham med selskab i hans ensomhed. I lejligheden samles der nu tre menneskelignende arter. Opfinderen er måske den eneste i filmen, der sandsynligvis er et menneske. De to replikanter er biologiske, menneskeskabte væsener. Og endelig er der dukkerne, som er menneskeskabte, mekaniske væsener.

I den fantastiske lejlighed oplever vi, hvordan de u-følende replikanter er blevet i stand til at holde af hinanden. Opfinderen føler sig ensom, hvad der viser, at menneskene til gengæld er blevet følelseskolde. I lejligheden er det alene dukkerne med de mekaniske bevægelser, der virker ikke-menneskelige. Her defineres menneske kontra ikke-menneske ved evnen til at rumme følelser, snarere end ved intellekt.

Men samtidig finder man også en anden modsætning, nemlig mellem det biologiske og det mekaniske menneske. Denne forskel er smukt udfoldet i H. C. Andersens fortælling Nattergalen, der rummer forskellen mellem menneske og maskine i en nøddeskal. Men også her spiller følelsen ind, for den rigtige, biologiske nattergal kommer jo igen, da det ser rigtig skidt ud for den syge kejser, for kærligt at synge for ham.

Tilsvarende sætter Guillermo Martínez også kærligheden op som alternativ til John Searles håbløse eksempel med det kinesiske værelse. For ret beset kan intet menneske foretage sig noget meningsfuldt med kinesiske opslagsbøger, med mindre han som minimum ved, hvordan han skal læse et kinesisk skrifttegn.

Den ulogiske kærlighed

Guillermo Martínez går videre ud fra John Searles eksempel med det kinesiske værelse og forestiller sig, at de samme problemer vil opstå mellem to personer, der ligesom lukkede rum kan have svært ved at vide, om deres følelser virkelig svarer til hinanden. Han besvarer spørgsmålet i Oxford-mordene ved at lade Lorna og matematikeren forelske sig i hinanden uden forbehold eller tanker for, om de nu helt forstår hinanden. Som matematiker og logiker kender Guillermo Martínez til det logiske problem i forholdet mellem en endelig og en uendelig række spørgsmål: bliver man ved længe nok, vil man opdage et felt, hvor man ikke forstår hinanden. Som forfatter lader han sig dog ikke blokere af det, men skærer tværs igennem problematikken, idet kærligheden mellem de to bygger bro over eventuelle problemer med at forstå hinanden. Hans ærinde er således at etablere en matematik og en logisk filosofi med sprækker, der giver plads for den ulogiske kærlighed og menneskelighed.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

Uddybende links:

Guillermo Martínez har skrevet om gensidig kærlighed og det kinesiske værelse i artiklen: El amor correspondido y el experimento de la habitación china.