Den unge matematiker går tur den første dag i Oxford og kommer forbi Sheldonian Theatre, hvor Beth spiller i et kammerorkester. Da Seldom skal købe sin tobaksblanding, går han og den unge matematiker på Covered Market. Der træffer de også Beth, som står og sælger biletter til en koncert. I centrum af Oxford har der været boder og gadehandlere helt tilbage til middelalderen. I løbet af 1700-tallet bestemte man sig for at skabe ordnede forhold for handel og vandel, så i 1770-erne begyndte man at opbygge det, der skulle blive Covered Market.
Med alle de gamle, hæderkronede bygninger, der er i Oxford, forstår jeg godt, at den unge matematiker fra Argentina ikke har lyst til at gå ind på Matematisk Institut den første dag. Det ligger i en kedelig, firkantet kasse fra 1960-erne på St. Giles Street.
Oxford er desuden hjemsted for J. R. R. Tolkien og C. S. Lewis. Disse og andre forfattere, der kaldte sig The Inklings, plejede at mødes hver tirsdag på pubben The Eagle and Child, også kaldet Bird and Baby. Her mødes hovedpersonerne i Oxford-mordene også. Tolkien-fans valfarter nu om dage hertil fra hele verden, mens Lewis-fans også skal hen i Alice's shop på St. Aldates Street.
Men ellers er det Oxford, der bliver præsenteret i Oxford-mordene, en universitetsby med traditioner, der går helt tilbage til middelalderen. De ærværdige bygninger, der nærmest emmer af lærdom, tiltrækker ikke kun videnskabsfolk og studerende fra hele verden. Der kommer også mange turister for at suge lidt af den akademiske stemning til sig. Det fornemmer man også i romanen, når turisterne passerer hovedpersonerne på en af de mange rundvisninger.
University of Oxford er det ældste engelskprogede universitet. Det er bygget op af en række centrale enheder som administration, fakulteter og biblioteker. Desuden er der en række colleges, hvor de studerende ikke bare bor, men også modtager en del af deres undervisning. Her er Merton College et af de væsentligste kollegier med Mob Quad fra 1300-tallet som den ældste atriumbygning med en indre gårdhave. Filosoffen Theodor Adorno og forfatteren J. R. R. Tolkien er blandt de fremtrædende mænd, der har studeret eller arbejdet på Merton College. Også Bodleian Library, hvor den unge matematiker opholdt sig på mordtidsspunktet, er tilknyttet universitetet.
I midten af 1800-tallet tog Merton College initiativ til det, der skulle blive Oxfords berømte University Parks med mange eksotiske træer og buske og Botanisk Have. Man opkøbte over 30 hektarer land og begyndte løbende at tilplante det som parker.
Tilplantningsarbejdet er fortsat i vore dage, så parkanlæggene også er fremtidssikrede. Alle træerne er mærket med en kombination af bogstaver og tal, så man kan slå op i en liste, hvad det enkelte træ hedder på latin og engelsk. Blandt de mange fremmede træer kan man se et japansk pagodetræ. Parkanlæggene bliver desuden brugt til universitetssport. Således regnes cricket-anlægget for overordentlig smukt.
Den unge matematiker inviteres til friluftskoncert i parken ved det legendariske Blenheim Palace, der ligger 8 miles fra Oxford. Paladset er hertugen af Marlboroughs hjemsted og fødested for Winston Churchil, mens den store, velholdte park er erklæret for verdensarv. Igennem hele sæsonen afholdes der cykelløb og vandreture, der bliver vist veteranbiler frem og arrangeret koncerter som den, matematikeren og Seldom deltager i. Til deres koncert bliver der spillet Cheyenne Spring af Aaron Copland.
Her tror jeg nu nok, hukommelsen har spillet Guillermo Martínez et puds, for symfonien hedder Appalachian Spring. Til gengæld er Coplands musik blevet brugt i filmen Cheyenne Autumn. Det er herfra, Guillermo Martínez kan have fået titlen Cheyenne Autumn, hvilket passer til den tredje årstid. Herefter kan man forestille sig, at autumn er blevet rettet til spring, uden at romanens bemærkning om “den tredje i serien af årstider” tilsvarende er blevet rettet. I oversættelsen går jeg ud fra, at der er tale om Aaron Coplands Appalachian Spring. I symfonien, der først var skrevet som en ballet, optræder der en triangel, som spiller en rolle i romanen, men bemærkningen om, at det er “den tredje i serien af årstider” passer dårligt, idet spring ikke henviser til forår, men til kilde.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Oxford-mordene udspiller sig i Oxford med dens hæderkronede aner tilbage til middelalderen.
Covered Market bugner af frugt og grønt, også på internet.
Wikipedia har en god artikel om The Eagle and Child.
Læs mere om University of Oxford.
På vandring i University Parks.
Tag på en virtuel udflugt til Blenheim Palace.
Der ligger et righoldigt materiale om Aaron Copland i Library of Congress.
På dette Copland-sted kan man læse om Appalachian Spring.