Pythagoras og pythagoræerne
Pythagoras
Man ved så lidt om Pythagoras, at selv årstallene for hans fødsel og død svinger ganske meget. Pythagoras blev født på øen Samos og levede i 500-tallet f.v.t. Han rejste og studerede sandsynligvis i Ægypten, hvor han lærte geometri og astronomi. Senere slog han sig ned i Crotone i det sydlige Italien. Her samlede han en stor skare af tilhængere omkring sig. Som noget nyt grundlagde han et fællesskab, hvor man holdt regler og indsigter hemmelige for udenforstående. Endda kan senere kilder fortælle, at det blev straffet strengt, hvis man udbredte den pythagoræiske lære til udenforstående.
Pythagoras har sandsynligvis været en karismatisk mand, hvis ry strakte sig langt ud over hans egen levetid. Desuden har man formodentlig tilskrevet ham indsigter og opdagelser, som er gjort af andre i eller uden for fællesskabet. Den tendens blev styrket af, at fællesskabet var mundtligt baseret. Da Pythagoras og hans tilhængere ikke selv skrev noget, ligger vores viden om ham og hans pythagoræiske sekt derfor et sted mellem sandhed og myte.
Den pythagoræiske sekt
Fællesskabet fulgte et sæt regler og indsigter, der dannede grundlag for pythagoræernes livsstil og livsopfattelse. Pythagoræerne troede på sjælevandring og undgik derfor at spise dyr. Således var i hvert fald inderkredsen omkring Pythagoras vegetarer, ligesom de afstod fra at ofre dyr til guderne. De rensede deres kroppe ved at spise vegetarisk, mens sjælen blev renset ved at søge indsigt og visdom, der åbnede op for en erkendelse af universets harmoni.
Respekten for dyr og mennesker fik også betydning for fællesskabets opfattelse af kvinden. Hun blev betragtet som ligeværdig med mændene og var naturligvis velkommen i fællesskabet på lige fod med mændene. Medlemmerne omgik hinanden som venner, hvilket medvirkede til at kitte fællesskabet sammen. Det bliver tilsyneladende modsagt af, at Pythagoras selv havde næsten overmenneskelig status i fællesskabet, men paradoksalt nok kan alles lighed blive befæstet af, at en enkelt skiller sig ud.
Musik, pneuma og kosmos
Pythagoræerne mente, at den jordiske verdens materie dannede afgrænsede former, der “indåndede” den uafgrænsede pneuma, luften. Mennesket består således af to dele. Kroppen er den materielle del, mens sjælen er partikler af den uendelige pneuma, der svæver rundt som atmosfære. Denne pneuma indåndes og bliver en del af kroppen, så længe den er i live. Man rensede sig, for at ens sjæl kunne vandre videre til højere eksistenser efter ens død, men sjælen fandt først sit sande liv, når den blev forenet med stjernerne.
Musikken beroligede lidenskaberne, så man blev bedre til at fornemme harmonien i alle ting, mens tallene formidlede en tæt forbindelse mellem kosmos og musik. Pythagoræernes opdagelse af sammenhængen mellem strengenes længde på instrumentet og afstanden mellem tonerne er blevet stående til vore dage. Til gengæld var det mere spekulativt, når de hævdede, at legemer og himmellegemer udsendte lyd, når de bevægede sig. Deraf opstod ideen om sfærernes musik.
Tallenes orden og Tetraktys
Stilhedens ritual, musikken og ikke mindst studiet af matematik og tallenes magi bidrog til at rense menneskene. Tallene blev betragtet som det grundlæggende princip i kosmos. Forbindelsen mellem tal og ting blev formidlet af geometrien. Idet tingene ikke blev opfattet i deres vinde og skæve former, men som geometrisk opbyggede figurer, kunne man knytte tal til tingenes geometriske former.
Det førte Pythagoras til det berømte teorem om den retvinklede trekant, hvor summen af kvadraterne til den rette vinkels to sider (katetere) er lig med kvadratet til den sidste side (hypotenusen). Teoremet har været kendt af andre kulturer, så måske var Pythagoras' indsats især, at han tilegnede sig den slags viden.
Pythagoræerne opfattede tallene i rumlige termer. Et er punktet, to er linjen, tre er overfladen, fire er volumenet. Det vigtigste tal var Tetraktys, der blev regnet som helligt. Tetraktys var ikke bare tallet ti, men ti prikker eller punkter fordelt på en flade med en prik, under den to prikker, derunder følger tre prikker og til sidst fire prikker. Disse prikker, der danner en trekant, repræsenterer starten på serien af heltal, 1, 2, 3, 4, og lægger man dem sammen, får man tallet 10, Tetraktys, der bliver nøgletallet i fællesskabet. Således viste tal og matematik vejen til mystisk og filosofisk indsigt i verden og verdensrummet, som de kaldte kosmos.
Pythagoras' disciple i vor tid
Mystikken omkring Pythagoras lever stadig i bedste velgående. Det ser man i den argentinske loge, Pythagoras' disciple. Det er en loge, der ikke udelukker medlemskab af andre loger og ordener, såsom rosenkreuzere, frimurere og teosoffer, blot man anerkender denne loges grundprincipper, der er tankens FRIHED, og desuden en omgangsform, der er præget af LIGHED og BRODERSKAB. Dog skal det lige tilføjes, at man snarere skulle sige SØSKENDESKAB, da Pythagoras' disciple ligesom antikkens pythagoræere opfatter mænd og kvinder som lige.
Det er uvist, om Guillermo Martínez kender til logen, men det er tankevækkende, at den argentinske loge kalder sig Pythagoras' disciple, bruger Tetraktys, og lader bomærket være indrammet af ouroboro, slangen, der bider sig selv i halen, for netop Tetraktys og ouroboro spiller en stor rolle i Oxford-mordene.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Web-bogens kapitler:
Uddybende links:
Gert Buschmann har forfattet en rasende velskrevet beretning om pythagoræerne og spillelidenskaben i Crotone.
Biografien Pitágoras y los pitagóricos (Pythagoras og pythagoræerne) giver et godt indblik for dem, der kan spansk.
Per Nørgård knytter sfærernes musik sammen med Platon.
Hans Buhl og Carsten Kjaer fra Stenomuseet forklarer pythagoræernes idé om sfærernes musik i en god artikel.
Pythagoras' disciples officielle hjemmeside.