Cervantes sender i bd. I don Quixote ud i Kastiliens vildsomme skov- og bjergland, mens Avellaneda lader ridderen tage den slagne vej, der fører ham til storbyen Zaragoza i Aragonien. Ud over Portugal og besiddelser uden for den Iberiske Halvø bestod de Spanske Riger på Cervantes’ tid af de to riger Kastilien og Aragonien, hvor Aragonien var opdelt i tre rimelig selvstændige regioner: Aragonien, Katalonien og Valencia.
Kort over de Spanske Riger på den Iberiske Halvø i begyndelsen af 1600-tallet. Aragonien, der indgår i de Spanske Riger er opdelt i Aragonien, Katalonien, Valencia og Mallorca.
Det aragonesiske rige havde en veludviklet bykultur med håndværk, der fungerede i et produktivt samspil med det omgivende bondeland. Riget lå ud til havet og de store byer havde let adgang til andre områder ad søvejen. Allerede i middelalderen var Aragonien internationalt orienteret, hvad Kastilien gennem rigsfællesskabet nu gjorde sit bedste for at bremse.
Det kastilianske rige havde sit centrum inde i landet. Dets produktion var overvejende middelalderlig, hvor nogle få, fornemme familier ejede udstrakte jordbesiddelser, der kun blev brugt ekstensivt af de enorme fåreflokke, som fra gammel tid havde det kongelige privilegium at færdes på tværs af det vældige kastilianske rige. Disse magtfulde familier var ikke interesseret i, at byborgerskabet voksede sig stærkt, og foretrak i stedet at eksportere ulden til Flandern. De ønskede heller ikke, at der skulle udvikle sig en mere intensiv landbrugsproduktion, der kunne have udgjort en basis for en stærkere byudvikling.
Cervantes lader sin don Quixote tage afsæt i det middelalderlige, landbaserede Kastilien, mens Avellaneda sender don Quixote ud i Aragoniens moderne bykultur. De to riger får desuden lov at sætte deres præg på, hvordan de to don Quixoter forholder sig til dueller.
Gustave Doré: Don Quixote vil befri en prinsesse, der bliver holdt fangen i en vogn. En biskayer tager kampen op mod ham, men bliver ilde tilredt.
Hos Cervantes farer don Quixote frem med brask og bram og indleder duellen, før modparten overhovedet når at opdage, at han er blevet udfordret og skal duellere. Det ser man tidligt i bd. I, hvor don Quixote møder en flok vejfarende og tror, at de fører en tilfangetagen prinsesse med sig i vognen. Han går uden videre til angreb på to munke, hvorefter en biskayer tager kampen op med ham.
Avellaneda har et helt andet mønster for sine dueller, idet duellen hver gang bliver udskudt til et senere tidspunkt og et andet sted. Udskydelsen har ikke kun til formål at forpurre duellen her og nu, men også at undgå duellen i det hele taget. Det ser man, da don Álvaro Tarfe og hans venner i Zaragoza lader don Quixote udfordre af en kæmpe, men kampen skal først udkæmpes i Madrid. Og da don Quixote udfordrer en skuespiller på kroen ved Alcalá, sørger denne snarrådigt for at udskyde duellen til Madrid, så også han undgår at kæmpe mod don Quixote.
Således viderefører Avellaneda, at don Quixote er kampberedt til hver en tid, men han lader omgivelserne udskyde duellerne, så de undgår de ødelæggende kampe.
I holdningen til dueller er der ikke kun tale om individuelle forskelle mellem to forfattere, men om en mere grundlæggende forskel mellem det middelalderligt forankrede Kastilien og det borgerlige Aragonien.
Cervantes lader især don Quixote imitere Amadís de Gaula, der er hovedperson i den kastilianske ridderbog fra middelalderen. I Amadís de Gaula udkæmper de gode riddere drabelige dueller mod onde riddere, kæmper og dværge. Bogen udvides med mange fortsættelser og bliver forbillede for de mange ridderbøger, der blev skrevet og udgivet i Kastilien i 1500-tallet.
Avellaneda har til gengæld sin forankring i Aragonien, hvor dueller og ridderturneringer for længst var blevet rene opvisninger i ceremoniel høviskhed. Således beskriver Avellaneda en ringridning i Zaragoza, hvor man hensynsfuldt sørger for, at alle vinder og får en præmie. Og er der en tumpe, som gerne vil ride til rings, bliver også han præmieret, omend man tager sig betalt med en hjertelig latter.
Joanot Martorell udfordrer don Gonçalvo d’Ixer på liv og død. Brevet indgår i Martorells omfattende brevveksling med udfordringer til duel. Brevene tjente ifølge Vargas Llosa til at udskyde duellerne i det uendelige.
Kastilien havde sin middelalderlige ridderbog, Amadís de Gaula, der daterer sig fra slutningen af 1200-tallet. Bogen udkom på tryk i 1508 og fik hurtigt en række fortsættelser. På det tidspunkt var der i det aragonesiske Valencia i 1490 blevet udsendt en skelsættende ridderroman, Tirant lo Blanc, der med sin humor og realisme kan gøre Don Quixote rangen stridig som den første moderne roman. I Tirant lo Blanc sender man hinanden breve i en uendelighed, så duellerne fortaber sig og aldrig bliver realiseret. Dueller og ridderturneringer er blevet til ren ceremoni, mener forfatteren Mario Vargas Llosa, hvilket passer bedre til den borgerlige bykultur.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Garci Rodríguez de Montalvo: Amadís de Gaula, bd. I-II, Madrid, [1285-1290/1508], 1991.
Joanot Martorell & Martí Joan de Galba: Tirant lo Blanc, bd. I-II, Barcelona, [1490], 1983.
Mario Vargas Llosa: Carta de batalla por Tirant lo Blanc, Barcelona, 1991.
Biblioteca Virtual Joan Lluis Vives har en samling af Joanot Martorells breve med udfordringer til duel.