En web-bog om Avellanedas Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha.

Fortællere og tilhørere

Fortællerne i fortællingen

Gustave Doré: Don Quixote holder tale for et fornemt selskab på en jævn kro.

Ligesom hos Cervantes optræder personerne i Avellanedas beretning som fortællere. Det gælder de to gennemgående hovedpersoner, don Quixote og Sancho, der gerne fortæller, hvem de møder på deres vej, om deres oplevelser i Cervantes’ bd. I og tidligere på deres nuværende færd. Dertil kommer don Quixotes ganske særlige realisme, hvor han omdigter virkeligheden, så den svarer til hans hjernespind fra ridderbøgerne.

Og da don Quixote og Sancho møder en soldat og en eneboer, samt et par kannikker på deres vej, fornøjer de sig under siestaen med at fortælle historier. Sancho vil hellere end gerne lægge ud, men det bliver soldaten og eneboeren, der giver hver deres fortælling til bedste. Det lykkes med nød og næppe don Quixote at holde sig i ro, mens Sancho til sidst ikke kan styre sig og afbryder først den ene og så den anden fortælling. Til gengæld lytter kannikkerne stille og roligt. Hermed danner der sig to slags tilhørere: de lærde, der forstår, at fortællingen er en fiktion, som de ikke skal forstyrre, og den folkelige Sancho, der føler en ubændig trang til at give sit besyv med. Således griber Sancho lige så forstyrrende ind i fortællingen, som don Quixote gør, da han afbryder skuespillet ved Alcalá for at udfordre en af skuespillerne.

Herefter fortæller Sancho en overmåde omstændelig fortælling, der fungerer som en variant af Sanchos fortælling i Cervantes’ bd. I. Den handler om en konge og dronning, som omsætter deres rigdom til gæs og driver dem af sted. Da gæssene skal over en bro, holder Sancho inde, for som han siger: de mange gæs vil være et par år om at passere broen, og før det er sket, kan hans fortælling ikke gå videre. Denne bogstavelige realisme, der nøje mimer virkelighedens tid, viser det fornuftige i at holde en stram fortællelogik, således som Avellanedas jegfortæller gør det.

Historiefortælleren

Ligesom hos Cervantes lader Avellaneda en kæde af fortællere stå for historien om don Quixote. Beretningen er skrevet i hånden af historiefortælleren Alquife, den bliver fundet af Alisolán og siden hen oversat af jegfortælleren og formidlet til læsere og tilhørere.

Straks vi starter på kap. I bliver vi præsenteret for historiens fortæller. Det er den viise Alisolán, der kun bliver nævnt denne ene gang ved navn. Som historiefortæller nedstammer han fra araberne, der lige er blevet udvist fra Aragonien. Hermed får han en moderne forankring midt i samtidens store konfliktfelt i Aragonien, nemlig udvisningen af maurerne fra de Spanske Riger. Men skønt han også selv nedstammer fra maurere, er han tilsyneladende ikke omfattet af udvisningsordren. Alisolán er imidlertid ikke historiens egentlige fortæller. Han har blot fundet beretningen om don Quixote i nogle historiske annaler, som de udviste maurere havde efterladt.

Den oprindelige forfatter er historiefortælleren Alquife. Det er en ydmyg fortæller, der af og til kommer til kort og ikke kan finde ord, når der overgår don Quixote eller Sancho noget ganske forfærdeligt. Første gang det sker er, da don Quixote bliver sat i gabestokken, og anden gang, da Sancho bliver lagt i lænker i fængslet. Den ydmygende oplevelse, det er at blive fængslet, gør tilsyneladende et særligt indtryk på historiefortælleren, eftersom han netop her bliver mundlam.

Men egentlig danner der sig et paradoks, som bider sig selv i halen, for ganske vist bliver historien om don Quixote fortalt af Alquife, men han er selv blevet digtet frem af den don Quixote, som han fortæller om.

Vismænd som fortællere

Francisco de Goya: Don Quixote som læser skaber fantasibilleder, der får ridderbøgerne til at leve i virkeligheden.

Hos Cervantes forestiller don Quixote sig i bd. I, at en unavngiven, viis troldmand har til opgave at våge over hans færd, komme ham til undsætning og skrive om hans eventyr. Kun få gange bliver en vismand nævnt ved navn. Det sker, da don Quixote anråber Lirgandeo og Alquife, der er ham gunstigt stemt, og da han nævner Fristón, som støtter hans fjende. Netop disse tre vismænd indgår også i Avellanedas Don Quixote:

Vismanden Alquife er i don Quixotes forestillinger den historiefortæller, der har til opgave at skrive om hans bedrifter og stå ham bi i hans trængsler. Don Quixote forveksler ham både med don Álvaro Tarfe og med teaterdirektøren, der er de væsentligste af ridderens hjælpere. Don Álvaro overlader sin harnisk til don Quixote og hjælper ham senere ud af fængslet i Zaragoza. Teaterdirektøren skaffer ham Rozinante og hans øvrige udstyr tilbage, da studenterne havde taget det fra ham i Alcalá. Til gengæld identificerer don Quixote præsten i Ateca med Lirgandeo (Lirgando), der træder hjælpende til, da vismanden Alquife ikke har vist sig i nogen tid.

Da don Quixote senere møder en fornem adelsmand ved hoffet, tror han straks, at adelsmanden er prins Perianeo fra Persien, der riveliserer med don Quixotes ven, don Belianis, fra ridderbogen af samme navn. For at give næring til don Quixotes forestillinger formummer don Álvaro sig som troldmanden Fristón, der ikke kun er prins Perianeos støtte, men også hans tjenstvillige historiefortæller.

Viskvinden Urganda har hos Cervantes, bd. I, den opgave at stå don Quixote bi. Således anråber han hende om at pleje hans sår, hvad der får husholdersken til at vrisse ad Urganda og kalde hende Hurgada, overgramset (i oversættelsen bliver det til Fatamorganda for at fastholde ordspillet på Urganda). Dette ordspil, der ændrer Urganda fra viskvinde til en kvinde, don Quixote muligvis ligger i med, opfanger Avellaneda og bruger i sin fortsættelse, hvor don Quixote forsøger at overrække trofæet fra ringridningen til en afdanket skøge, som han identificerer med Urganda.

Jegfortælleren

Vi skal helt frem til kap. XI, før jegfortælleren træder frem for at kommentere den prægtige udsmykning af Coso-gaden til ringridningen i Zaragoza. Når jegfortælleren pludselig lader høre fra sig, kan det skyldes, at den biografiske forfatter bag pseudonymet Avellaneda kendte Zaragoza særdeles godt og fik lyst til selv at præsentere Coso-gaden, når den var smykket til fest.

Tre gange i dette kapitel gør jegfortælleren opmærksom på, at han forbigår detaljer i tavshed for ikke at virke omstændelig og kun medtager det, der er relevant for historien. Således træder fortælleren ikke bare frem som en tom gestus, men benytter lejligheden til at tilkendegive, at han foretrækker en stramt fortalt historie fremfor en historie, der drukner i detaljer. Her spiller Avellaneda på Cervantes bd. I, hvor det lidt burlesk betones, at alle enkeltheder kommer med i beretningen. Det er først i bd. II, at Cervantes udarbejder et system, hvorefter den mauriske forfatter Cide Hamete Benengeli fortæller med alle detaljer, mens den maurisk-spanske oversætter strammer op, for at overlade den endelige redaktion til den spanske jegfortæller.

Hos Avellaneda er oversætter og jegfortæller én og den samme. Ofte indskrænker jegfortælleren sig til at formidle historien, men han kan også finde på at digte til, hvor historiefortælleren kommer til kort. Så just som det i kap. XXV er blevet fortalt, at han oversætter samvittighedsfuldt, sker der i det følgende kapitel det, at historiefortælleren mangler ord, så jegfortælleren tager over og fortæller i hans sted. Desuden tillader han sig at stramme op, idet han kun medtager det, han finder relevant for historien. Så helt samvittighedsfuld er den oversættende jegfortæller altså ikke.

Tilhørere og læsere

Når historiefortælleren ikke finder tilstrækkelig stærke ord eller ikke vover at fortælle, hvad der sker, træder jegfortælleren til, men denne kan ikke helt udfylde hullet. I dette skisma mellem den utilstrækkelige fortælling og forsøget på dog at fortælle noget af det ufortalte, opfordres de nysgerrige til selv at forestille sig det manglende ud fra deres kendskab til Cervantes’ bd. I. Det sker i den ustyrlige scene, hvor don Quixote overmandes af nogle folk fra teatertruppen ved Alcalá:

Hvis de nysgerrige betænker don Quixotes gemyt og tapperhed, som de nu har et godt kendskab til fra de første dele af hans historie, kan de selv regne ud, hvad den bedrøvelige, Uforelskede Ridder sagde og gjorde, da han befandt sig i den situation, for historiefortælleren vover ikke at gengive det, da det er så usædvanligt og fortjener de eleganteste overdrivelser. Jeg kan til gengæld fortælle, at teaterdirektøren befalede knøsene at holde ham nede på gulvet og under ingen omstændigheder slippe ham, før han selv vendte tilbage.

Kap. XXVI, Avellaneda

Avellaneda opererer således med læsere og tilhørere som medskabere, der udfylder de huller, som uvilkårligt måtte opstå i en fortælling. Uanset om man fortæller med få eller mange detaljer, vil der altid opstå lakuner i en fortælling. Her må publikum træde til og selv forestille sig det manglende.

Avellanedas fortællestruktur viser, at han har læst Cervantes’ bd. I til gavns. Og når man går videre til Cervantes’ bd. II, kan man se, at også han er en god og opmærksom læser. Han har nemlig fået travlt med at tydeliggøre sin treleddede fortællestruktur fra bd. I med den mauriske forfatter Benengeli, der har hang til detaljer, oversætteren, der strammer op, og den spanske forfatter, der tilrettelægger historien. Og samtidig fornemmer man en burlesk undertone, men om den er rettet mod Avellaneda, eller bare imod alle, der ynder en detaljerig stil, vil man nok aldrig kunne afgøre.