Indledning

Don Quixote i tre bind

I 1605 udgav Miguel de Cervantes Den sindrige lavadelsmand don Quixote de la Mancha. Værket blev i 1614 fulgt op af en fortsættelse med samme titel, skrevet af Alonso Fernández de Avellaneda. Året efter udkom Miguel de Cervantes’ fortsættelse, hvor det stod klart, at Avellaneda var et pseudonym. Det fremgik også, at Cervantes kendte ham, og ikke bare dét, men også havde et mellemværende med ham.

Det var magtpåliggende for Cervantes at sætte Avellaneda på plads og få slået fast med syvtommersøm, at den eneste, der havde ret til at skrive om don Quixote, var Cervantes selv. For at feje Avellaneda af banen huggede Cervantes nogle af Avellanedas gode ideer og skrev dem ind i sit bind II, der kom året efter i 1615. I dag ville vi kalde det plagiat. Men i den spanske barok kopierede alle, så dengang var man mere optaget af, om kopien formåede at overstråle originalen. Cervantes plagierede altså ikke, han arbejdede bare på at overgå Avellaneda.

En anden taktik var at lave ændringer, så Avellanedas fortsættelse ikke længere var “rigtig”. Avellaneda genbrugte Cervantes’ titel fra bd. I: Den sindrige lavadelsmand don Quixote de la Mancha. Fiffigt ændrede Cervantes nu titlen på sin fortsættelse til Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Hermed var titlen på Avellanedas fortsættelse pludselig blevet “forkert”. Imidlertid har jeg valgt at give alle tre bind den samme titel på dansk: Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Det er sket for at fastholde, at de tre bind danner et sammenhængende værk.

Samtidig med den ændrede titel insisterede Cervantes på at kalde sin fortsættelse for bd. II. Tanken var selvfølgelig at udkonkurrere Avellanedas bd. II og erstatte den med Cervantes’ egen fortsættelse. Imidlertid er dialogen og idéudvekslingen mellem Cervantes’ og Avellanedas værker så intens, at Avellanedas værk bliver en integreret del af Don Quixote-komplekset, så Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha rettelig består af alle tre bind. For at anskueliggøre, hvordan Avellanedas fortsættelse kiler sig ind mellem bd. I og bd. II, udkommer værket derfor i den danske oversættelse som bd. halvandet og selvfølgelig med samme titel som Cervantes’ to bind.

Duel på ord

Den intense ordveksling mellem de to forfattere virker som en duel på ord. Den slags ordfejder var ikke sjældne i den spanske barok og kendes fra den berømte kontrovers mellem don Luis de Góngora på den ene side og Lope de Vega og Francisco de Quevedo på den anden. Så raffineret Cervantes var som fortæller, er det nærliggende at spørge, om ikke forfatteren bag pseudonymet Avellaneda var Cervantes selv? Et andet forslag har lydt, at det kunne være Lope de Vega, for Avellaneda udtrykker stor respekt for Lope de Vegas skuespil. Det passer med, at Cervantes og Lope ikke kunne udstå hinanden. Således var deres fjendskab en udløber af den berømte digterfejde, hvor Cervantes sluttede op om den noget yngre Góngora.

Der er imidlertid en ting, der gør, at det hverken kan være Cervantes eller Lope de Vega, der står bag pseudonymet Avellaneda. (Det er ellers en fantastisk tanke, at Cervantes først skriver bd. I, derefter udarbejder en fortsættelse, der går i rette med bd. I, for endelig at skabe endnu en fortsættelse, der går i intens dialog med den første fortsættelse). Både Cervantes og Lope de Vega var fra Kastilien, mens Avellaneda med sit sprog viser, at forfatteren må være fra Aragonien.

Den katalanske litteraturhistoriker Martín de Riquer har overbevisende argumenteret for, at den person, der skjuler sig bag pseudonymet, må være Gerónimo de Passamonte. Han danner forlæg for Ginés de Passamonte, som optræder hos Cervantes i både bd. I og bd. II. Da Passamonte dukker op i bd. II, lader Cervantes ham blande italienske ord ind i sit spanske sprog, hvilket passer med, at virkelighedens Passamonte også bruger italienske udtryk.

Don Quixote og Sancho

Cervantes skabte don Quixote som en lavadelsmand, der havde forlæst sig på de populære ridderbøger og nu forestillede sig, at han var ridder, og at verden var indrettet som de eventyrlige ridderbøger. I sin galskab var han i starten især optaget af don Belianís og hans fjende, den ryggesløse Fristón, men senere blev Belianís udskiftet med Amadís de Gaula. Don Quixotes galskab ytrer sig ved, at han oplever virkeligheden, som var det en ridderbog. Hans væbner Sancho følger ham i et vist omfang i hans galskab, ikke fordi han selv er gal, men fordi han er ganske og aldeles tåbelig og i øvrigt også ser frem til de fordele, som don Quixotes riddergerninger kan skaffe ham.

Avellaneda viderefører grundideen med don Quixotes galskab og Sanchos tåbelighed, men ændrer og videreudvikler den på nogle områder. Således bliver don Belianís igen væsentlig for don Quixote og virker i øvrigt mere fornuftig end hos Cervantes. Samtidig ophører don Quixote med at tilbede Dulzinea og antager tilnavnet den Uforelskede Ridder. Med alle sine tåbelige indfald og bemærkninger kommer Sancho til at spille en mere fremtrædende rolle, og da de bliver inviteret hjem til fornemme folk, får han lejlighed til at udvikle sin madglæde.

Da Cervantes i sit bd. II får travlt med at dementere Avellanedas fortsættelse, sørger han for, at både don Quixote og Sancho gradvis bliver mere fornuftige og forstandige. Kulminationen på denne udvikling indtræffer, da Cervantes i kap. LXXII lader sin don Quixote møde don Álvaro Tarfe, der er gennemgående person hos Avellaneda. Eftersom både don Quixote og Sancho har ændret sig i løbet af bd. II, kan don Álvaro sagtens se forskel på de respektive Quixoter og Sanchoer. Således er Avellanedas Sancho fjollet, mens Cervantes’ Sancho er morsom. Og tilsvarende bevidner don Álvaro retsgyldigt, at de to don Quixoter er forskellige. Altså bare forskellige, for faktisk erklærer don Álvaro Tarfe ikke, hvilken af de to der er den sande don Quixote.

Statsbiblioteket: bøger og illustrationer

Til denne web-bog har vi valgt at lade Gustave Dorés illustrationer fra 1863 til Don Quixote være gennemgående, sammen med enkelte andre illustrationer. Således er Cesare Vecellio oplagt, når datidens forskellige kulturer og erhverv skulle illustreres. Også den tidlige Diego Velázquez viser med sine såkaldte “bodegones” fra Sevilla, hvordan jævne mennesker af folket kunne se ud i årene lige efter, at Don Quixote blev udgivet. Desuden giver El traje y los tipos sociales en el Quijote et godt indblik i, hvordan forskellige erhverv og etniske grupper, mænd og kvinder, adel og folk gik klædt hjemme og på rejse, til hverdag og fest. Bogen er rigt illustreret, så man kan sagtens få fornøjelse af den uden at kunne spansk.

I højre side under kapiteloversigten vil der desuden blive anført enkelte bøger og links. De nævnte bøger og mange andre om don Quixote og den spanske barok kan lånes på Statsbiblioteket i Århus på statsbiblioteket.dk eller gennem bibliotek.dk. Selvfølgelig kan man også låne både Cervantes’ og Avellanedas Don Quixote på spansk. En anden mulighed er at opsøge cervantesvirtual.com, hvis man vil se de oprindelige udgaver af Don Quixote i faksimile eller nyere spanske udgaver. Henter man værkerne frem i faksimile, vil man se, at skriften ligner den smukke, gamle skrift Polyphilus, der er brugt i mine oversættelser af Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha og i bogen Bakhtin og Don Quixote.

Kunstrådet: klassiker og web-bog

I slutningen af 2004 modtog jeg en bevilling fra Kunstrådets Litteraturudvalg til at oversætte Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha af Alonso Fernández de Avellaneda. Oversættelsen udsendes i bogform på Husets Forlag i november 2006. I den forbindelse har jeg sammen med Peter Frost-Olsen udarbejdet denne web-bog, der udkommer på Husets Forlags Web-bibliotek i 2006, samtidig med oversættelsen af værket.

En klassikerudgivelse udstyres almindeligvis med et efterord. Det kan derfor virke paradoksalt, at vi har fjernet efterordet og erstattet det med en web-bog. For vil den typiske klassikerlæser være at finde på nettet? Ja, og det er ikke så mærkeligt. De læsere, der har viljen til at overskride den kulturelle afstand bagud i tid, vil også være nysgerrige og bevæge sig fremad, så de vil for længst have installeret sig som læsere på nettet. Desuden viser erfaringerne med Cervantes’ Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha, at forbavsende mange unge flokkes om dette værk. Unge af år og unge af sind. For hvad var don Quixote, om ikke en halvgammel mand med så stort et mod på livet, at han drog ud for at vende op og ned på verden. Og verden i dag, ja, den findes omkring os og på Internet. Således vil klassikere fremover eksistere i et frugtbart samspil mellem den lange papir-bog og den korte web-bog.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning
• Pseudonymet Avellaneda
• Don Quixotes ruter
• Ridderbøger
• Don Quixotes dueller
• De tilbedte kvinder
• Forfatterduel på ord
• Maurere
• Fortællere og tilhørere
• Indlejrede fortællinger

Bøger og artikler:

Links:

[ tekst © 2006 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]