Indlejrede fortællinger
Fortællingerne i Cervantes, bd. I
Historien om don Quixote og Sancho danner en ramme, hvor 1500-tallets eventyrlige ridderbøger bliver parodieret. Indlejret i denne ramme dukker der fortælling på fortælling op til stor fornøjelse såvel for don Quixote og Sancho som for læsere og tilhørere. Hvor historien om ridderen og hans væbner står i kampens og duellens tegn, handler de indlejrede fortællinger om kærlighed i alle tænkelige afskygninger. I 1500-tallet var den idylliske kærlighed blandt hyrder på mode, hvorfor vi selvfølgelig hører sådan en fortælling. Den ender imidlertid ganske forfærdeligt, for den forelskede hyrde begår selvmord, hvad der var noget nær tabu dengang. Derfor kunne han ikke blive begravet i indviet jord og ville heller ikke komme i himlen. Men hans tilbedte hyrdinde fastholder sin ret til at bestemme selv og ikke gifte sig med nogen. Det er altså nye tider.
Nu er tonen slået an, og i fortælling efter fortælling ser vi kvinder med ben i næsen vælge selv. De fleste af dem møder don Quixote på deres vej og fortæller deres historie, som tit er ved at ende helt galt. Men i mødet med den gale don Quixote er alt muligt, også at finde en løsning på kærlighed og forførelser, der er gået i hårdknude.
Rammefortællingen om don Quixote har fokus på overgangen fra kamp som konfliktløsning til fred og fordragelighed, hvor de stærke, kampklare mænd bliver svagere. De moderne kærlighedsfortællinger handler til gengæld om, at kvinderne bliver stærke og selvbevidste, når problemerne kan og skal klares med ord og fortællinger. Med de mange moderne kærlighedsfortællinger giver Cervantes en vifte af løsningsmodeller, nu man går fra aftaleægteskab til den nymodens forelskelse.
En enkelt fortælling, Den formastelige nysgerrige, har slet ikke noget med don Quixote at gøre, for den foregår i Italien. Det er en nedskrevet fortælling, som en forfatter har efterladt på en kro. Mens don Quixote sover, bliver den læst op for forsamlingen, der som gode tilhørere forholder sig i ro. Pludselig kommer Sancho styrtende ind og afbryder oplæsningen. Det minder os om, at der er to planer: fiktionen, der foregår i Italien, og virkeligheden, hvor de opholder sig i en kro i Sierra Morena. Med sin afbrydelse overskrider Sancho den usynlige barriere, der er mellem fiktion og virkelighed, mellem fortællingen, der bliver læst op, og rammefortællingen, hvor de opholder sig på en kro og hører en fortælling blive læst op.
I Cervantes-fortællingen Den formastelige nysgerrige kan den dydige hustru have smilet netop så umærkeligt forførende som Leonardo da Vincis Mona Lisa.
I Den formastelige nysgerrige sætter en nygift mand sig for at afprøve, om hans hustru virkelig er dydig. Derfor beder han sin gode ven om at prøve at forføre hende. Således at lave eksperimenter i stedet for bare at tro var karakteristisk for maurerne, får vi at vide, for de troede ikke på mirakler og undere, men kun på det, der kunne bevises matematisk eller på anden måde efterprøves eksperimentelt. Men hvor deres naturfilosofi passer fint til natur og kosmos, er det aldeles tåbeligt at prøve den slags af over for ens kone. Her gør man klogest i at tro ligesom de gammelkristne spaniere og afholde sig fra at ville eksperimentere og bevise noget. Det ender selvfølgelig gruelig galt, for her kan don Quixote ikke gribe ind, da novellen foregår et andet sted og til en anden tid.
Fortællingerne i Avellaneda, bd. 1½
Fortællingen Den rige, fortvivlede ridder foregår i Flandern. Derfor er kvinden ubekymret nedringet til forskel fra de tilknappede, spanske kvinder. Hun kunne se ud som kvinden på Rembrandts maleri.
Avellaneda præsenterer også et par afsluttede fortællinger, der foregår andetsteds og når sin afslutning, uden at don Quixote kan gribe ind. I fortællingen Den rige, fortvivlede ridder møder vi et lige så lykkeligt ægtepar som i Den formastelige nysgerrige. Ægtemanden vil absolut ikke eksperimentere, men tager bare gæstfrit en spansk soldat med sig hjem, da hans hustru lige har født. Soldaten kan ikke modstå fristelsen, men lister ind i barselskvindens værelse og kryber op i sengen til hende. Hun tror, det er ægtemanden, så soldaten kan ved dette bedrag fuldbyrde sit overgreb mod hende. Da den rette sammenhæng går op for hende, begår hun selvmord. Og hvad der siden sker, er endnu mere græsseligt. Det ender således gruelig galt, selv om ægteparret på ingen måde har levet formasteligt.
Denne historie følges af fortællingen De lykkelige elskende. En priorinde lader sig hellere end gerne forføre af en ung mand. Hun ender med at løbe bort med ham, idet de begge medtager så mange værdier, som de kan få ud af hendes kloster og mandens forældre. De flygter til Lissabon i Portugal, hvor de lever i sus og dus de næste par år. Da de til sidst er helt forarmede, prostituerer den tidligere priorinde sig, så deres tøjlesløse depravering vil tilsyneladende ingen ende tage. Endelig besinder de sig, ikke så meget fordi de angrer, men snarere fordi de har nået bunden. Med Den formastelige nysgerrige viste Cervantes, hvor galt det kan gå, når man ikke tror (på sin kone). Med De lykkelige elskende understreger Avellaneda til gengæld, at bare man tror på Jomfru María, er der ingen grænser for ens skørlevned. Hun kommer straks de depraverede elskende til hjælp med et net lille mirakel.
Avellanedas fortællinger fremstår således som paradoksale i deres eksemplariske moral. I Den rige, fortvivlede ridder går det ægteparret rigtig galt, selv om de ikke havde gjort noget forkert. I De lykkelige elskende ender det til gengæld overmåde lykkeligt trods deres vilde udskejelser. Med fortællingernes paradoksale morale fortæller Avellaneda, at man ikke skal forvente nogen retfærdig logik fra skæbnen. – Og skæbnen var dengang en pæn omskrivning for gud, som man ikke åbenlyst kunne sætte til diskussion.
Cervantes og Avellaneda i duel
Cervantes lod Sancho og don Quixote afbryde novellen Den formastelige nysgerrige, mens den blev læst op, for gennem overskridelsen af den usynlige grænse at minde om, at ramme og novelle tilhører hvert deres plan. Rammefortællingen skal forestille at være virkelighed, mens novellen er fiktion. Til gengæld sover don Quixote sig fra løsningen på de mange kuldsejlede forførelser og forelskelser, der finder deres løsning på kroen.
Da Avellaneda tager over, lader også han don Quixote og Sancho bryde ind i fortællingerne. Han nøjes imidlertid ikke med den simple overskridelse af barrieren mellem virkelighed og fiktion, men lader straks don Quixote være kampklar for at gribe ind i fortællingen. Således er Avellanedas don Quixote altid parat til at gribe ind i fiktionerne, som han betragter som virkelige, hvor Cervantes’ don Quixote i stedet bringer fiktionerne med sig ud i virkeligheden.
Da Cervantes skriver videre på sit bd. II, vælger han også på dette punkt at underløbe Avellaneda. Cervantes erklærer ganske enkelt, at der har været kritik af Den formastelige nysgerrige, som foregår et andet sted og til en anden tid. Ved at gøre den afsluttede, indlejrede novelle ‘forkert’ og undlade at have afsluttede noveller i sit bd. II fastslår Cervantes, at den slags ikke hører hjemme i Don Quixote. Hermed er Avellanedas to afsluttede fortællinger pludselig også blevet forkerte. Desuden hugger Cervantes straks Avellanedas idé med at lade don Quixote gribe ind i kærlighedshistorierne. Til gengæld leger han ganske sindrigt med det, for selv om de elskende får hinanden, er det slet ikke sikkert, at de lever lykkeligt til deres dages ende.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse