De tilbedte kvinder

Prinsessen af Danmark

Ridderen Amadís de Gaula i ridderbogen af samme navn tilbeder prinsesse Oriana af Danmark. Amadís er umådelig kysk og trofast i sin kærlighed til Oriana, mens hun til gengæld forfører den uerfarne Amadís til elskov. Amadís de Gaula lader sin kærlighed prøve på Fastlandsøen, og det viser sig, at den er helt ren: han end ikke tænker på andre kvinder. Men straks efter modtager han et brev fra Oriana, der vild af skinsyge støder ham fra sig. Det kaster ham ud i den dybeste fortvivlelse, og sindsformørket flakker han om og kommer til Peña Pobre, en klippeø ude i havet. Her lever han hos en eneboer, der giver ham navnet Beltenebros, fordi han er smuk (bel), men lever i bitterhed og formørkelse (tinieblas). Senere tilbringer Beltenebros og Oriana en uges tid sammen i Miraflores-borgen, uden at hun er klar over, at Beltenebros og Amadís er den samme. Da hun kort efter opdager, at hun er gravid og føder sønnen Esplandián, beslutter hun at vedstå sig barnet.

Oriana er langt mere udfarende end Amadís, hvem hun forfører. Senere er hun sammen med Beltenebros uden at vide, at han er identisk med Amadís. Hendes kærlighed er således på ingen måde kysk. Hun er hverken tilbageholdende eller ærbar, og hun har ingen problemer med at elske Amadís og Beltenebros, som hun må tro er to forskellige mænd, og hun kan finde på at støde en mand fra sig, med hvem hun har indgået et hemmeligt forhold. Cervantes’ don Quixote efterligner Amadís i dennes kyske kærlighed, og han overtager også Amadís’ kyske billede af den tilbedte. Han bliver således rasende, hvis nogen antyder, at en kvinde ikke er kysk.

Dulzinea del Toboso

Idet Cervantes’ don Quixote vælger Amadís som sit store forbillede, må han selvfølgelig også tilbede en vidundersmuk kvinde. Han vælger en bondepige fra El Toboso, der ligger i nærheden af hans landsby. Pigens navn, Aldonça Lorenço, bliver forvandlet til Dulzinea ved at bytte lidt rundt på bogstaverne. Navnet Dulzinea skjuler i sin rod ordet ‘dulzura’, sødme eller sødhed.

I don Quixotes samtid ville det straks få læsere og tilhørere til at tænke på maurerne, for det var velkendt, at de havde hang til søde sager. Eller med andre ord: når don Quixote valgte netop dette navn til sin tilbedte, var det tegn på mauriske tilbøjeligheder. Desuden var Dulzinea fra El Toboso, hvor der boede mange maurere. Så Cervantes byggede en hel rebus op omkring don Quixotes tilbedte, der pegede på, at hun måske var en blanding af spansk og maurisk kultur. Det modsiges, da vi hører, at Dulzinea var god til at salte svin, for som maurer kan hun jo ikke arbejde med svin. Imidlertid står det i margin og kan derfor være tilføjet af hvem som helst.

Den Uforelskede Ridder

Avellaneda fortsætter i det store og hele historien om don Quixote og Sancho. Don Quixote betror således don Álvaro Tarfe, at han er forelsket i Dulzinea, selv om hun er diamanthård og afvisende.

Imidlertid sørger Avellaneda for, at don Quixotes forhold til Dulzinea udvikler sig, idet don Quixote tager konsekvensen af Dulzineas afvisning og holder op med at tilbede hende. Herefter bliver han den Uforelskede Ridder og bryder således radikalt med, hvad han selv betragter som et ufravigeligt krav til den farende ridder: han skal være forelsket.

Også på anden vis begynder Avellaneda at pille ved Cervantes’ beskrivelse af don Quixote. Sancho foreslog ham i bd. I, at han skulle kalde sig Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, fordi han kom til at se så bedrøvelig ud med sine indfaldne kinder, efter at de fleste af hans tænder var blever slået ud af stenkastende hyrder. Hos Avellaneda går don Quixote dog i rette med denne udlægning og forklarer, at han antog tilnavnet, fordi han var så bedrøvet over Dulzineas fravær.

Bárbara de Villatobos

Avellanedas don Quixote og Sancho hører lyde fra en skov. De viser sig at komme fra en kvinde, der er bundet til et træ, ligesom drengen Andrés var det i Cervantes, bd. I. Kvinden hedder Bárbara, hun er kallunkogerske fra Alcalá og har især i sine unge dage levet livet, ombejlet som hun var af studenterne. Og hun står stadig ved sine lyster, selv om Sancho ikke er interesseret.

Bárbara er gammel og afrakket, og hun ser hæslig ud med et ar tværs over ansigtet. Det har givet hende tilnavnet Bárbara med Knivstikket. Alligevel betragter don Quixote hende som smuk og lader hende indtage Dulzineas plads. Han foregøgler sig ikke nogen forelskelse, men med Barbará har han i det mindste en kvinde, han kan forsvare som den smukkeste i verden.

Bárbara er født og opvokset i Villatobos, der har delvist navnesammenfald med El Toboso, hvor Dulzinea er fra. Ligesom don Quixote ændrede Aldonça Lorenços navn til Dulzinea, må Bárbara, hvis navn betyder barbarisk, finde sig i at blive omdøbt til dronning Zenobia, amazonernes dronning. Dronning Zenobia kendes fra ridderbogen Don Belianís de Grecia fra 1545.

Dulzinea og Zenobia

Cervantes’ don Quixote efterligner ridderen Amadís de Gaula, og da denne tilbeder Oriana, der er prinsesse af Danmark, må don Quixote ligeledes have en ‘prinsesse’ at tilbede. Han vælger sig en bondepige og omdøber hende til Dulzinea. Og da Oriana er ‘sin par’, altså uforlignelig, bliver Dulzinea selvfølgelig også uforlignelig. Hos Avellaneda holder don Quixote op med at tilbede Dulzinea og bliver den Uforelskede Ridder. Da han nogen tid efter slår følge med kallunkogersken Bárbara, ophøjer han hende til dronning Zenobia. Og selvfølgelig bliver også hun uforlignelig ligesom Oriana og Dulzinea.

Dulzinea og dronning Zenobia har fællestræk, men der er også forskelle. De er begge kvinder af folket, der er vante til at klare sig selv. Imidlertid har Aldonça hjemme på landet, mens Bárbara er bybo. Desuden er Aldonça barsk og afvisende, hvor Bárbara er taknemmelig over don Quixotes hjælp, hvorfor hun finder sig i at følge ham som dronning Zenobia. Men den væsentligste forskel er, at Aldonça aldrig viser sig i tekstens virkelighed, hvorimod alle ser Bárbara, så læserne og tilhørerne derigennem oplever den groteske afstand mellem don Quixotes idealisering og Bárbaras hæslige fremtoning.

Den udfordring tager Cervantes op i sit bd. II, idet don Quixote stiller Sancho over for den umulige opgave at opsøge idealbilledet Dulzinea. Sancho løser det ligesom Avellaneda ved at udnævne den første den bedste kvinde af folket til Dulzinea. Hermed sættes en kompliceret proces i gang, hvor don Quixotes forestillingsverden gradvis affortrylles.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

• Indledning
• Pseudonymet Avellaneda
• Don Quixotes ruter
• Ridderbøger
• Don Quixotes dueller
• De tilbedte kvinder
• Forfatterduel på ord
• Maurere
• Fortællere og tilhørere
• Indlejrede fortællinger

Bøger:

Links:

[ tekst © 2006 Rigmor Kappel Schmidt   |  webdesign Peter Frost-Olsen ]