En web-bog om Avellanedas Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha.

Maurere

Den mauriske vismand og fortæller

Cesare Vecellio: En maurer. Sådan gik maurerne i Spanien ikke klædt i tiden op til udvisningen, men illustrationen kan passe på fantasibilledet af en maurisk fortæller.

I Don Quixote parodierer Cervantes de spanske ridderbøger, der altid præsenteres, som om de er skrevet på arabisk, græsk, hebræisk eller et andet eksotisk sprog. Således er historien om don Quixote, hævder han, oversat fra arabisk. Cervantes fjerner imidlertid det eksotiske, idet den arabiske forfatter Cide Hamete Benengeli er fra La Mancha. Til gengæld forestiller don Quixote sig, at den mauriske forfatter er en vismand, der følger ham og beretter om hans bedrifter.

Avellaneda fortsætter denne tradition og lader en maurisk vismand, Alisolán, berette om don Quixote. Også han er hentet fra samtidens Spanien, og Avellaneda skærper endda den realistiske præsentation af maurerne, idet han minder om, at maurerne for nylig er blevet udvist af de Spanske Riger, som Aragonien indgår i.

Den viise Alisolán, en lige så moderne som sanddru historiefortæller, kan om de muhammedanske maurere fortælle, at da dette folkeslag, som han nedstammer fra, blev udvist af Aragonien, fandt han nogle historiske annaler, skrevet på arabisk, om den ubesejrede lavadelsmand don Quixote de la Mancha, der for tredje gang brød op fra landsbyen Argamesilla for at drage til ridderturneringen, der skulle afholdes i den glorværdige by Zaragoza, […].

Kap. I, Avellaneda

Her bryder Avellaneda Cervantes’ stereotyp om løgnagtige maurere, idet han omtaler Alisolán som sanddru. Alisolán træffer vi kun denne ene gang, og den gennemgående vismand bliver Alquife, der kendes som fortæller i en af fortsættelserne til Amadís de Gaula. Alquife bliver lejlighedsvis til Lirgandeo, så Avellaneda lader også don Quixote veksle mellem forskellige vismænd i sine forestillinger.

Den fornemme maurer fra Granada

De Spanske Riger erobrede Granada i 1492. Hermed forsvandt det sidste selvstændige, mauriske rige på den Iberiske Halvø. I løbet af 1500-tallet fik maurerne frataget retten til at udøve deres religion og kultur for til sidst at blive udvist fra den Iberiske Halvø 1609-1614. Det er således dristigt at lade don Quixote møde den fornemme don Álvaro Tarfe fra Granada, idet der i 1614, da Avellanedas bog udkommer, ikke burde være maurere tilbage i Spanien, og da slet ikke en maurer fra den fornemme slægt Tarfe, som blev hyldet for sit mod og sin ædelhed i de spanske romancer.

Med don Álvaro Tarfe bryder Avellaneda Cervantes’ episodiske princip. Don Álvaro bliver en gennemgående figur, der sender don Quixote af sted på hans tredje færd, han hjælper ham, da han bliver fængslet i Zaragoza, og han deltager i den iscenesættelse, der sender don Quixote til hoffet i Madrid, hvor han deltager i yderligere iscenesættelser for til sidst at følges med ham til galehuset i Toledo. Don Álvaro bliver således ikke bare en væsentlig biperson og ven af don Quixote, han fungerer også som initiativtager, der deltager i styringen af don Quixotes færd.

Don Álvaro Tarfe præsenteres ikke kun som don Quixotes ven, men også som en prægtig og kristnet maurer fra Granada,

[som] nedstammede fra den gamle mauriske slægt Tarfe fra Granada, der var nært beslægtet med kongerne og agtet for sin tapperhed, hvad man kan læse i historierne om kongerne i dette rige og om slægterne Abencerraje, Zegrí, Gomel og Maza, der blev kristne, efter at den katolske kong Fernando vandt den glorværdige by Granada; […]

Kap. I, Avellaneda

I bd. II lader Cervantes sin don Quixote møde Avellanedas don Álvaro Tarfe, der tydeligt kan se forskel på de to don Quixoter. Men det præsenteres ganske tvetydigt af don Quixote, der ikke skal

kunne sige, om jeg er den rigtige, men jeg kan forsikre jer om, at jeg ikke er den forkerte, og som bevis herpå ønsker jeg, at Eders Nåde, min kære hr. don Álvaro Tarfe, skal vide, at jeg aldrig i mit liv har været i Zaragoza […]

Og lige så tvetydig er don Álvaro, der forsikrer, at de to don Quixoter er forskellige,

og jeg gentager og bekræfter, at jeg ikke har set, hvad jeg har set, og at jeg ikke har været ude for det, jeg har været ude for.

Kap. LXXII, bd. II, Cervantes

Udvisningen

Den mauriske fortæller Alisolán er sanddru, og don Álvaro Tarfe er med sine mauriske rødder en storsindet og tapper mand, ligesom den mauriske by Granada er glorværdig. Man kan læse det som en indirekte protest imod udvisningen af alle maurere fra de Spanske Riger, men man kan også opfatte det som en påmindelse til Cervantes om, at der findes prægtige maurere.

I hvert fald reagerer Cervantes på det i sit bd. II. Pludselig har don Quixote et glimrende kendskab til arabisk og kan belære Sancho om alle de arabiske ord, der indgår i det spanske sprog. Således kommer også Cervantes med sin indirekte kommentar til udvisningen af maurerne fra de Spanske Riger. Her synes Cervantes at sige, at I kan udvise maurerne, men når mennesker, kulturer og sprog er blevet blandet gennem flere hundrede år, er det svært at afgøre, hvordan man gennemfører en retfærdig udvisning. Man kan jo ikke udvise halvdelen af sproget, ligesom man heller ikke kan udvise halvdelen af et spansk-maurisk menneske.

Så selv om Cervantes fastholder, at hans don Quixote er den rigtige, tilslutter han sig Avellanedas indirekte protest mod udvisningen af maurerne. Don Quixote har ikke kun kendskab til alle de arabiske ord i det spanske sprog, han spiser heller ikke svinekød, hverken hos Avellaneda eller hos Cervantes. Men faktisk er det foregrebet af Cervantes i bd. I, hvor don Quixote på et tidspunkt bemærker, at hans far var ‘azacán’, vandsælger. Vandsælgerne var altid maurere, så dermed vidste enhver i samtiden, at don Quixote sandsynligvis nedstammede fra maurere.

Da Diego Velázquez maler sit berømte maleri af vandsælgeren omkring år 1620, er maurernes gamle erhverv blevet overtaget af andre nationaliteter. Velázquez’ vandsælger er korsikaner, og det mauriske ord ‘azacán’ er blevet til det spanske ‘aguador’.

Diego Velázquez: Vandsælgeren (Aguador). Maleriet er fra Velázquez’ tid i Sevilla, efter udvisningen af maurerne, der tidligere varetog hvervet som vandsælgere.

| til toppen |

Web-bogens kapitler:

Uddybende links:

Hvorfor var Cervantes tavs omkring Granada og maurerne i de Spanske Riger? Det gør redaktøren Daniel Eisenberg sig nogle betragtninger over i det amerikanske Cervantes-tidsskrift Bulletin of the Cervantes Society of America, vol. XXII, nr. 2.