Forfatterduel på ord
Straffefangen Passamonte
Francisco de Goya: Duel. Billedet minder os om, at don Quixote duellerede på middelaldervis, til hest og med lanse.
Da Cervantes i bd. I lader don Quixote møde straffefangen Ginés de Passamonte, kaster han en handske og udfordrer virkelighedens Gerónimo de Passamonte, der ikke var straffefange, men havde tjent sin konge bravt som soldat og var blevet taget til fange af tyrkerne.
Passamonte tager udfordringen op og skriver en fortsættelse under pseudonymet Avellaneda. Heri lader han don Quixote og Sancho drage på nye eventyr, men benytter desuden lejligheden til diskret at give Cervantes svar på tiltale i rebusform. Adresseringen klarer han ved at forankre nogle personer og episoder i Cervantes‘ hjemby Alcalá og andre i Aragonien og Zaragoza, hvor han selv stammede fra.
Bárbara og Cervantes fra Alcalá
Kallunkogersken Bárbara, som don Quixote ophøjer til dronning Zenobia, voksede op i Villatobos. Landsbyen har næsten samme navn som El Toboso, Dulzineas hjemby. Derigennem fortæller Avellaneda, at Bárbara og Dulzinea kan minde om hinanden. Som ganske ung flytter Bárbara til Alcalá, og da det er Miguel de Cervantes’ hjemby, bliver han derved sat i forbindelse med Bárbara. Når to personer bliver forbundet, gennem navnelighed, ved at stamme samme sted fra eller lignende, betyder det ifølge datidens barokke logik, at det, man siger om den ene, kan overføres til den anden.
Bárbaras navn betyder barbarisk, og alle er enige om, at hun desuden er hæslig at se på. Hun fortæller gerne, at hun i sine unge dage levede letfærdigt, og har heller ikke nu opgivet sit skørlevned. Mod bogens slutning bliver hun imidlertid overtalt til at lade sig optage i et asyl for dydige og bodfærdige kvinder fjernt fra don Quixote. Det går hånd i hånd med Avellanedas prolog, hvor han sammenligner Miguel de Cervantes og hans alder med den forfaldne borg San Cervantes. Sammenkædningen af den afrakkede Bárbara og den afdankede Cervantes kan læses som en opfordring til Cervantes om også at trække sig tilbage og lade sig skille fra don Quixote.
Skuespil i Alcalá
Gustave Doré: Don Quixote gør front mod skuespillertrup. Doré illustrerer en episode i Cervantes, bd. II, men episoden er foregrebet af Avellaneda, så illustrationen passer også her.
Avellaneda forbinder i sin prolog Cervantes med skuespil, så når don Quixote og hans selskab kommer til Alcalá, hvor de møder en skuespillertrup, har denne episode adresse til Cervantes. Truppen skal indøve et skuespil af Lope de Vega, som Cervantes ikke kunne udstå. Det var således en særlig fornærmelse at lade et skuespil af netop denne forfatter opføre i Cervantes’ hjemby.
Skuespillet går i gang, men da dronningen af Cordóba får problemer med sit skarn af en søn, kan don Quixote ikke længere skelne fiktion og virkelighed. Han udfordrer derfor sønnen, men den skuespiller, der har rollen som søn, udskyder behændigt duellen til Madrid.
I bd. I kunne don Quixote ikke holde ridderbøger og virkelighed ude fra hinanden. Han overførte ridderbøgernes eventyrlige hændelser til virkeligheden, idet han udspillede eventyrene blandt almindelige mennesker. Avellaneda går den modsatte vej, idet han lader don Quixote overvære en iscenesættelse af et skuespil, som han oplever som virkeligt og forsøger at gribe ind i.
Ideen med et skuespil i fortællingen tager Cervantes op i sit bd. II, men ændrer skuespil til marionetteater. Netop denne idé med teater i fortællingen betød, at Cervantes i dag betragtes som metafiktionens opfinder. Imidlertid opstod ideen i den diskrete duel på ord med Avellaneda/Passamonte, så Don Quixotes to forfattere rettelig burde dele æren for at igangsætte den folkelige metafiktion.
Marionetteater i Aragonien
Gustave Doré: Don Quixote foranstalter en massakre på mester Pedros mesterjakelteater, så alle dukkerne må lade livet.
I Cervantes bd. II opholder don Quixote og Sancho sig på en kro, da mester Pedro kommer forbi med sin synske abe og sit marionetteater. Mester Pedros synske abe er så god til at svare på ting, at det får don Quixote til at erklære,
at aben udtrykker sig i djævelens stil, og jeg er himmelfalden over, at den ikke er blevet angivet til inkvisitionen og taget i forhør, så de kunne vride ud af den, hvorfra den har sin synskhed;
Kap. XXV, bd. II, Cervantes
Da vi senere får forklaret, at mester Pedro er identisk med straffefangen Ginés de Passamonte og derigennem også med Avellaneda/Passamonte, kan det læses som en slet skjult trussel, stilet til Gerónimo de Passamonte.
Gustave Doré: Mester Pedro og hans synske abes djævelskab. Er det en parodi på inkvisitionen eller en slet skjult trussel mod Avellaneda?
Det skuespil, som blev opført ved Alcalá, foregik i Córdoba, hvor Cervantes havde haft sin gang som skatteopkræver. Cervantes giver igen ved at lade mester Pedros marionetstykke foregå i det mauriske Zaragoza, hvor Passamonte tilbragte sine ganske unge år. Som tilskuer bemærker don Quixote, hver gang der er fejl og mangler i marionetstykket, for dermed at beskylde mester Pedro alias Passamonte for at være sjusket. Don Quixote gør sit bedste for at beherske sig, så han ikke forveksler teater og virkelighed, men da den skønne Melisendra er ved at blive indhentet af maurerne, bliver det for meget for don Quixote, og han foranstalter en massakre på mester Pedros marionetdukker.
Episoden med mester Pedros abe og marionetteater blev brugt til at antyde, at Avellaneda/Passamonte risikerede at blive meldt til inkvisitionen for at bedrive djævelskab og til at beskylde Avellaneda for sjusk med detaljerne omkring maurisk kultur. Hermed fik Cervantes givet igen på Avellanedas indirekte beskyldninger for ikke at interessere sig for de udviste maurere.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse