Pseudonymet Avellaneda
Avellaneda er Passamonte
Da Alonso Fernández de Avellaneda i 1614 udsendte sin fortsættelse på Don Quixote, stod det hurtigt klart, at forfatternavnet Avellaneda var et pseudonym. Og ser man på Cervantes’ bemærkninger i forordet, da han udsendte sin fortsættelse året efter, står det lige så klart, at han vidste, hvem der skjulte sig bag pseudonymet.
Spekulationerne over, hvem forfatteren bag pseudonymet i virkeligheden var, rækker fra Cervantes selv over forskellige gejstlige til Cervantes’ ærkefjende, den succesrige forfatter af skuespil, Lope de Vega. Selv om der stadig kommer nye forslag til, er der i dag bred enighed om, at manden bag pseudonymet Avellaneda er Gerónimo de Passamonte, der har lagt navn og skikkelse til straffefangen Ginés de Passamonte, som don Quixote løslader i Sierra Morena. Ideen blev foreslået af Alois Achleitner i 1950 og taget op af den katalanske sociolog og litteraturhistoriker Martín de Riquer, der senere gennemarbejdede det i Cervantes, Passamonte y Avellaneda fra 1988.
Sproghistorikeren Juan Antonio Frago Gracia har siden hen gennemgået Avellanedas sprogbrug og kan konkludere, at han bruger ord og udtryk, der er karakteristiske for Aragonien og især for bondelandet. Hans sprogbrug er gammeldags, ligesom han ofte anvender middelalderlig stavemåde. Desuden udelader Avellaneda hyppigt artiklen, og der mangler præpositioner. Man finder udstrakt brug af folkeligt sprog og ordsprog, hvilket passer godt til Sancho. Derudover anvender han italienske ord og udtryk, så han må have opholdt sig en del i Italien. Det peger alt sammen på Gerónimo de Passamonte som forfatteren.
Gerónimo de Passamonte
Det afgørende slag ved Lepanto i 1571, hvor den tyrkiske armada led et historisk nederlag.
Gerónimo de Passamonte (1553-?) stammer fra Ibdes i nærheden af Calatayud og Ateca. Som barn lærte han latin og flyttede senere til sin bror i Zaragoza. Egentlig ville han være gejstlig, men blev soldat ligesom Miguel de Cervantes. De deltog begge i det afgørende slag ved Lepanto, hvor det lykkedes at besejre den tyrkiske armada. Begge oplevede at blive såret og taget til fange. Cervantes tilbragte nogle år i Algier, mens Passamonte måtte tage den hårde tørn i galejerne. Og begge forsøgte flere gange at organisere en fangeflugt.
Cervantes og Passamonte har helt sikkert kendt hinanden, da de begge tjente som soldat i Miguel de Moncadas kompagni fra august 1571 til april 1572 og derefter fortsatte i samme regiment, men i forskellige kompagnier frem til 1573. Begge var krigsfanger nogle år, Cervantes fra 1575 til 1580 i Algier, mens Passamonte blev galejroer fra 1574 til 1592. Passamonte var altså ikke straffefange, men krigsfange. For at overleve atten år i galejerne måtte han afgjort have været sejlivet. Da Passamonte endelig vendte tilbage til de Spanske Riger, havde andre i familien overtaget hans arv, og han blev sendt frem og tilbage mellem Madrid og Aragonien i forgæves forsøg på at blive gejstlig eller få en pension. I Madrid er det muligt, mener Riquer, at Cervantes og Passamonte traf hinanden igen.
Senere fik Passamonte syner og visioner og følte sig forfulgt, konkret eller udi egen indbildning, hvad der tydede på tiltagende forfølgelsesvanvid. Han skrev en selvbiografi, der fremstår som en drabelig beretning om hans liv som krigsfange blandt tyrkerne. Der er livlige dialoger, en del folkelige ordsprog og en humoristisk tone, der gør, at Riquer sagtens kan forestille sig, at Passamonte var forfatteren bag pseudonymet Avellaneda.
Cervantes og Passamonte
Gustave Doré: I Sierra Morena møder don Quixote nogle straffefanger i tunge lænker på vej til galejerne. Blandt dem befinder Ginés de Passamonte sig.
Passamontes selvbiografi, der var godkendt af inkvisitionen, udkom aldrig, for han lod sig bremse af, at Cervantes i 1605 udgav Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha, bd. I. Heri fremstilles Passamonte som en usædvanlig hårdhudet straffefange, der bliver sat på fri fod af don Quixote i Sierra Morena. Lidt senere stjæler Passamonte desuden Sanchos æsel. Det er dog uklart, om Cervantes fortrød denne episode, da han tilsyneladende har været i færd med at fjerne den fra teksten, idet Sancho pludselig har fået sit æsel igen efter tyveriet, uden at det forklares, hvordan han fik fat i det. Hermed beskylder Cervantes ikke kun Passamonte for at være kriminel, men også for at optræde tyvagtigt og utaknemmeligt over for en velgører. Og især det sidste var en slem beskyldning.
Cervantes var udmærket klar over, hvem der skjulte sig bag pseudonymet. Det viste han ved i bd. II at omtale Avellaneda som aragoneser. Og ikke nok med det. Ginés de Passamonte optræder igen i bd. II, en ære, der ikke overgår nogen anden biperson. Ikke fordi det er nogen særlig ære. Her udpeges Ginés de Passamonte som den, der stjal Sanchos æsel i bd. I. Og senere dukker Passamonte op i Aragonien med en grøn lap for det ene øje. Han har formummet sig som mesterjakelfører, et hverv for slyngler og svindlere efter Cervantes’ mening. Passamonte turer nu rundt i Aragonien for at undgå det spanske retsvæsen, så også det tyder på, at han er aragoneser.
Imidlertid var Gerónimo de Passamonte en tapper soldat, der havde måttet tilbringe 18 år i barsk, tyrkisk fangenskab. Han kæmpede for at blive gejstlig og skrev sandsynligvis sin selvbiografi for at fremme denne sag. Hvis Passamonte havde udgivet sin selvbiografi efter Don Quixote, ville det i hans øjne svare til offentligt at blive sat i forbindelse med disse beskyldninger. Han kunne næsten kun gøre en ting, nemlig holde selvbiografien tilbage. Men ligesom Cervantes var også Passamonte en gammel, kampvant og ærekær soldat, så han valgte desuden at give igen ved at skrive sin egen fortsættelse på Cervantes’ Don Quixote fra 1605. Han udgav den under pseudonym, igen for ikke at få sit navn forbundet med Cervantes’ negative omtale af Gerónimo de Passamonte. Til gengæld benyttede han lejligheden til at give Ginés de Passamonte en positiv omtale i sin fortsættelse, for således at korrekse Cervantes. Og sidst, men ikke mindst skrev Avellaneda/Passamonte en række fantasifulde episoder, der viste, at han så let som ingenting kunne gøre Cervantes kunsten efter.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Web-bogens kapitler:
Uddybende links:
Se mere om Slaget ved Lepanto i billeder og tekst. Det blev udkæmpet ud for Nafpaktos.
Alfonso Martín Jiménez har udbygget Martín de Riquers forslag om, at manden bag pseudonymet Avellaneda er Gerónimo de Passamonte.
Bøger:
Martín de Riquer: Cervantes, Passamonte y Avellaneda, Barcelona, 1988.