Ridderbøger
Ridderbøgerne hos Cervantes
Gustave Doré: Don Quixote rider bogstavelig taget ud af en bunke bøger, der flygter til højre og venstre for ikke at blive trampet ned. I hans forestillinger farer hesten frem på lette fjed, som havde den vinger.
I 1500-tallet var der et vældigt forlagsboom i de Spanske Riger. Det blev indledt, da ridderbogen Amadís de Gaula fra slutningen af 1200-tallet blev udgivet i 1508. Og de nye læsere ville have mere, så der blev skrevet en lang række fortsættelser til Amadís de Gaula. Det blev til over 70 ridderbøger, som udkom i oplag efter oplag, for der var rift om dem. Ridderbøgernes kombination af kamp og kærlighed betød, at de både havde appel til mandlige og kvindelige læsere og tilhørere.
Ridderbøgerne fandt et læselystent marked blandt den voksende bybefolkning og hofadel. De udkom i oplag efter oplag og blev righoldigt oversat, så de snart bredte sig til det meste af Europa. I 1559 udkom Le Trésor des livres d’Amadis, en håndbog i høvisk takt og tone, der gik sin forlagsmæssige sejrsgang og blev toneangivende for god opførsel i England og Frankrig.
Cervantes‘ erklærede mål med at skrive Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha var at uddrive de skadelige ridderbøger. Derfor skabte han don Quixote som en parodi på læsere, der fik ridderbøgerne galt i halsen og troede, at de handlede om virkeligheden. To ridderbøger gør hinanden rangen stridig som forudsætning for Don Quixote: den ene er Amadís de Gaula, der nævnes rigtig mange gange i bd. I, mens Don Belianís fra 1545 bruges til at opbygge don Quixote i starten, da han er allermest naragtig.
Den slags tankegange fik den stakkels ridder til at gå helt fra forstanden, og han svigtede sin nattesøvn for at forstå og granske deres betydning, som selveste Aristoteles ikke havde kunnet få frem eller forstå, om han så var genopstået bare for dette. Han led med de sår, don Belianís uddelte og modtog, idet han forestillede sig, at uanset hvor store mestre der havde kureret ham, måtte han være fuld af ar og mærker i ansigtet og over hele kroppen.
Kap. I, bd. I, Cervantes
Ridderbøgerne hos Avellaneda
Hvor Cervantes lader sin don Quixote støtte sig til Amadís de Gaula, foretrækker Avellaneda don Belianís som forbillede for sin don Quixote. Således ændrer Avellaneda prioriteringen af ridderbøger hos Cervantes, idet han nok nævner Amadís, men lader Belianís og persongalleriet omkring ham spille ind i handlingsgangen og i don Quixotes forestillinger. Hermed går Avellaneda imod Cervantes’ negative præsentation af netop denne ridderbog.
Belianís er søn af kejseren af Grækenland. Han tilbeder den uforlignelige Florisbella, datter af sultanen af Babylon, men rivalen, prins Perianeo fra Persien, bejler også til hende. Belianís og de kristne får hjælp fra den viise Belonia, mens prins Perianeo og perserne bliver støttet af troldmanden Fristón.
Da don Quixote kommer til hoffet i Madrid, møder han en fornem adelsmand, som han digter om til prins Perianeo fra Persien, og han insisterer på at ville duellere med ham, da han er fjende og rival til don Quixotes gode ven og slægtning don Belianís. En kort overgang støttes prins Perianeo desuden af Fristón ligesom i ridderbogen Don Belianís, men det afsløres hurtigt, at Fristón bare er don Álvaro Tarfe. Det ender med, at prins Perianeo erklærer sig for overvundet og afstår Florisbella til don Belianís.
En parodi på Passamonte
Don Belianís er fuld af tryllebindinger og forræderi. Den slags er langt hyppigere end i de øvrige ridderbøger, så Howard Mancing kan godt forstå, at troldmanden Fristón præsenteres som don Quixotes værste fjender hos Cervantes. Imidlertid spiller don Belianís og hans fjende Fristón især en rolle for don Quixotes identifikation med ridderbøgerne i starten af bd. I.
Efterhånden som bogen får luft under vingerne, vælger Cervantes at løsgøre don Quixote fra don Belianís og lader ham i stedet efterligne Amadís de Gaula. Det reagerer Avellaneda på i sin fortsættelse, idet han giver Belianís en stadig mere fremtrædende rolle og lader ham overskygge Amadís. Selv fjenden, prins Perianeo, og hans støtte, troldmanden Fristón, får en positiv omtale hos Avellaneda. Det kunne tyde på, at Don Belianís betød meget for Avellaneda/Passamonte.
Passamontes selvbiografi viste, at han var besat af forfølgelsestanker, der gik ud på, at han blev forgjort, forrådt og tryllebundet. Tilsvarende vrimler det i Don Belianís med tryllebindinger, forræderi, gøglebilleder og fatamorganaer. Den tanke er derfor nærliggende, at virkelighedens Passamonte identificerede sig med don Belianís eller i hvert fald var meget optaget af denne bog, idet den hjalp ham til at sætte ord og forestillinger på sit forfølgelsesvanvid.
Der er efterhånden bred enighed om, at Cervantes må have kendt Gerónimo de Passamonte og hans tvangstanker. Det er således ikke helt utænkeligt, at den virkelige Passamonte med sine ideer om tryllebindinger har inspireret Cervantes til at skrive fortællingen om don Quixote, der i starten identificerede sig med ridderen don Belianís, for senere at skifte don Belianís ud med Amadís de Gaula.
Gustave Doré: Don Quixote rider på vinget drage. Dorés vildtvoksende fantasi får fabeldyrene til at myldre frem.
| til toppen |
© 2006 Rigmor Kappel Schmidt | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse
Web-bogens kapitler:
Links:
Howard Mancing har anmeldt Don Belianís de Grecia i Bulletin of the Cervantes Society of America. Heri slår han til lyd for en primært kvantitativ læsning af Amadís og Belianís.
Bøger:
Garci Rodríguez de Montalvo: Amadís de Gaula, bd. I-II, Madrid, 1991, [o. 1285/1508].
Jerónimo Fernández: Hystoria del magnanimo, valiente e inuencible cavallero don Belianís de Grecia, bd. I-II, Kassel, 1997 (1545].